Det forliste ægteskab vil altid være en god fortællemæssig drivkraft, fordi det at se sin elskede komme videre, mens man stadig kæmper med næb og klør for at holde liv i relationen, er en tragedie, mange mennesker kan relatere sig til.
I traileren til Robert Machoians roste ‘The Killing of Two Lovers’ følger vi den midaldrende David (Clayne Crawford), som desperat forsøger at bevare sin seksmandsfamilie, efter konen Nikki (Sepideh Moafeh) har gjort det forbi. Egentlig er de to blevet enige om, at de må se andre, men da David finder ud af, at Nikki ser en ny mand, bliver han rasende og finder revolveren frem fra gemmerne.
Filmen fik premiere på Sundance Filmfestival tidligere på året, og der fik den en særdeles flot modtagelse. Filmmediet ‘The Playlist’ gav filmen topkarakteren A og kaldte filmen et »mesterstykke«, mens The Hollywood Reporter skrev:
»Lille i skala, men stærk i kraft af betydningen af dens strittende intensitet og med en klimatisk eksplosion af vold, der går i uventede retninger, sætter denne sårende udforskning af minefeltet af et farefyldt ægteskab dens filmskaber på kortet, mens den også eleverer de fantastiske hovedroller, som aldrig rammer en forkert tone«.
‘The Killing of Two Lovers’ er Machoians debut som spillefilminstruktør. Han har tidligere gjort sig pænt bemærket i kortfilmsgenren, blandt andet med filmen ‘The Minors’, som vandt andenprisen ved Sundance Filmfestival i 2019 for bedste instruktion.
På skuespillersiden får Crawford og Mofadeh får selskab af et indiecast bestående af blandt andre Avery Pizzuto, Arri Graham og Ezra Graham.
‘The Killing of Two Lovers’ får premiere den 23. februar i USA. Det er endnu usikkert, om filmen kommer til Danmark, men vi krydser fingre.