’Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya’: Satire om 32-årig slacker er ikke hverdagskost på det store lærred
Et nordmakedonsk stykke satire med feministisk fortegn og pegefingeren plantet direkte i fjæset på forstokket religion. Det er ikke just hverdagskost på det store lærred. Jo, biografernes repertoire kommer – grundet covid-19-udsættelsen af amerikanske storfilm en masse – virkelig rundt i alle verdenshjørner for tiden. Ikke mindst i Teona Strugar Mitevskas europæiske LUX-prisvinder ’Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya’.
I den nordmakedonske flække Stip finder vi slackeren Petrunya. Hun er 32 år, single, hjemmeboende og arbejdsløs. Det til trods for en kandidatgrad i Historie med topkarakterer. Moren vækker hende, serverer morgenmad i sengen og får hende sendt ud af døren til den jobsamtale, som hun selv har fået i stand til datteren. Og som om det ikke var nok, lusker hun efter Petrunya for lige at minde hende om, at det nok er en god ide at lyve sig lidt yngre til jobsamtalen. Helt ærligt, moar. Gamle far hjemme på sofaen siger derimod ikke så meget. Han er bare stolt at sin dygtige datter med en akademisk uddannelse.
Men hvad med Petrunya? Hvordan har hun det med det hele derinde bag de mørke øjne? Skal vi tro på filmens åbningsscene, raser Petrunya: Stående roligt på bunden af et stort, tørlagt svømmebassin stirrer hun direkte ind i kameraet. Lydsiden blæser punkakkorder, trommens dobbeltpedal sparker fra sig, og der skrigsynges fuckfuckfuckfuck. Oprøret ulmer, men er endnu ikke vakt i Petrunya.
Måske er det chefens sleske hånd på låret under jobsamtalen? Måske ydmygelsen ved at være 32 år og end ikke kunne fremvise praktiske erfaringer til at lande et sekretærjob og brygge kaffe? På vej hjem fra den mislykkede jobsamtale tager fanden i hvert fald ved hende. Ved et tilfælde befinder hun sig midt i en traditionel, ortodoks procession, hvor den lokale præst smider et trækors i byens flod og unge mænd kappes om at hente det op af vandet – for således at være velsignet med et års held. Med et urskrig hopper Petrunya i det iskolde vand og hapser korset foran den vrede flok af mænd. Kan en kvinde det?
»Har jeg ikke også ret til et års held?« efterrationaliserer hun derhjemme – med korset gemt under sengen og hele byen på nakken af hende.
Sideløbende med Petrunyas trodsige oprør følger filmen også den kvindelige journalist Slavica (spillet med et godt øje for satire af instruktørens søster Labina Mitevska). Bevæbnet med en pligtopfyldende kameramand og en skriggul mikrofon forsøger hun at afdække, hvad der er op og ned i sagen om Petrunya, der, ahem, har grebet patriarkatet og kirken ved korset.
Filmens anden halvdel foregår primært på byens lille politistation, hvor kirken, ordensmagten og den aggressive hob af mænd alle forsøger at få Petrunya overbevist om, at hun skal levere korset tilbage. Den fandenivoldskhed, der ellers åbnede filmen med et frydefuldt punkspark i røven, fortager sig desværre i denne del, der tempomæssigt stagnerer. Billedmæssigt føles det også påfaldende statisk og en smule klaustrofobisk sammenlignet med første halvdel, hvor Virginie Saint-Martin, filmens fotograf, indfanger farver, facader og flader og sætter spillevende billeder og ansigter på et – for mange – ukendt hjørne af Balkan.
Debutanten Zorica Nusheva er et vaskeægte fund i titelrollen som Petrunya. Hendes stålfaste, brune øjne ser lige igennem alt det patriarkalske pis og indgyder oprøret med den største selvfølgelighed. Dén her klippefaste, elskeligt fejlbarlige kvinde er en omvandrende forandringskraft. Nushevas naturlige spil og knastøre humor er underspillet til perfektion og biografbilletten værd i sig selv.
Kort sagt:
Med underspillet humor og et fund i titelrollen sætter Teona Strugar Mitevska nordmakedonsk film på landkortet med den feministiske fabel ’Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya’