’Lady og Vagabonden’: Nu bliver det personligt, Disney

2 6
’Lady og Vagabonden’: Nu bliver det personligt, Disney
'Lady og Vagabonden'.

Kære Disney

Nu har jeg gennem fem år set (næsten) stiltiende til, mens I har maltrakteret min barndoms klassikere med uoriginale, kedsommelige og kønsløse live-action-remakes.

Det var da meget sjovt de første gange med ‘Askepot’ og ‘Skønheden og Udyret‘, der dog lå så tæt på originalerne, at det var svært at se en pointe med de nye versioner. Andet end at I skulle tjene penge, selvfølgelig. Jon Favreaus ‘Junglebogen‘ var visuelt imponerende, javist, men hvem havde brug for Guy Ritchies ‘Aladdin‘ eller Tim Burtons ‘Dumbo‘ og ‘Alice i eventyrland’?

Simba og Mufasas døde computergenererede øjne i ‘Løvernes konge‘, der næsten var en frame-for-frame-gentagelse af originalen, bare mere langtrukken, var det største lavpunkt. Men selv da accepterede jeg fænomenet som en konsekvens af det kapitalistiske samfund.

Men nu… Nu bliver det personligt.

‘Lady og Vagabonden’ fra 1955 var den eneste tegnefilm, jeg ejede på vhs som barn, og jeg så den igen og igen og igen. Også selvom man i de stille scener af uransagelige årsager kunne høre ‘Rip, Rap og Rup på eventyr’ i baggrunden på min kopi. Jeg elskede først og fremmest de nuttede vovser, særligt Ladys bløde cockerspaniel-ører, dernæst det farverige og humoristiske dyrekaraktergalleri, den romantiske kærlighedshistorie, spændingen, frygten for pludselig at være uønsket og – nok mere i bakspejlet – diskussionen om frihed over for tryghed, klasseforskelle og hvad, der udgør et hjem.

‘Lady og Vagabonden’.

Jeres nye version, der kommer direkte på Disney+, er befolket af ægte, levende hunde. Mens Vagabonden er et lettere forglemmeligt gadekryds, er Lady vitterligt ekstremt nuttet. Jeg fik akut lyst til at klø hende bag stadig lige fabelagtige ører, og ligesom hendes ejere, Darling og Jim Dear, smeltede mit hjerte, første gang hun kiggede op med sine store mørke hundeøjne.

Men så åbner hendes søde hundemund sig i en sær grimasse, og der kommer engelsk ud. Undskyld, Disney, men det giver ingen mening. Jeg accepterer, at hunde kan tale i en tegnefilm, fordi det er et ikke-realistisk univers. Men hvorfor insisterer I på at skabe en virkelighedstro live-action-film med ægte dyr og mennesker for derpå at smadre realismen med smerteligt kunstige computergenererede mundbevægelser? Resultatet er hverken fugl eller fisk. Jeg oplevede samme problem med ‘Løvernes konge’, men her er teknikken om muligt endnu mere distraherende, fordi hundene er ægte. De fungerer fint, når de bare går rundt og logrer med halen, men hver gang de begynder at tale, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor åndssvagt det ser ud.

Jeg havde håbet på lidt kant i historien, fordi I har hyret den glimrende mumblecore-instruktør Andrew Bujalski som manuskriptforfatter, sammen med debutanten Kari Granlund. Men Bujalskis indflydelse er svær at få øje på. Historien går i det store hele sin vante gang:

Skødehunden Lady bliver overset af sine ejere (Kiersey Clemons og Thomas Mann), da de får et barn. Da hundesitter Tante Sarah (Yvette Nicole Brown) forsøger at give hende mundkurv på, stikker hun af. Hun møder Vagabonden, der åbner hendes øjne for en større verden og charmerer hende med spaghetti og frihed. Men loyaliteten over for hendes familie er alligevel større, og efter et traumatisk besøg hos hundefangeren er hun homeward bound. Ingen overraskelser her.

‘Lady og Vagabonden’.

I kunne også godt have bedt instruktør Charlie Bean skrue lidt op for tempoet og spurgt jer selv, hvorfor filmen, ligesom jeres øvrige oppustede remakes, skal vare 103 minutter frem for originalens stramme 76?

Jeg savnede den virksomme bæver i Zoologisk Have, der gnaver Ladys mundkurv over (»Sagde du trætransportør?!«). Men ikke de racistiske simameserracekatte, som I klogelig har erstattet med almindelige gråstriber, hvis nye sang til gengæld ikke er nær så fængende. Og jeg hilser jeres inklusion af ikke-hvide karakterer, inklusive en sort Darling, velkommen.

Ros skal I også have for at hyre seje Tessa Thompson, der leverer en energisk stemmepræstation som Lady. Hun er passende i forhold til 2020’s kvindebillede, er mere selvhjulpen og raptunget, men også mere arrogant. Jeg var lidt skuffet over, at dreamboat Justin Theroux ikke formår at give Vagabonden mere karisma. Problemet ligger dog også i manuskriptet, der i højere grad skildrer ham som kyniker, brændt af menneskesvigt, end den frække charlatan, han er i tegnefilmen.

Originalen var faktisk ret modig ved at skildre Ladys fortvivlelse over at blive gravid uden for ægteskab med, hvad hun tror er en værre utro køter. Det er sigende for filmens politiske korrekthed og kønsløshed, at der i jeres nye version ikke kommer hvalpe ud af Lady og Vagabondens eventyr.

Dem ville jeg ellers godt have nydt det helt sikkert bedårende syn af – når nu den nostalgiske nuttethedsfaktor er det eneste, I rigtigt har kørende for jer.

Bjæf fra Freja

'Lady og vagabonden'. Film. Instruktion: Charlie Bean. Medvirkende: Tessa Thompson, Justin Theroux, Sam Elliott, Janelle Monáe, Benedict Wong, Clancy Brown. Spilletid: 103 min. Premiere: Kan ses på Disney+
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af