’Katla’: Islandsk Netflix-debut er et miks af to langt bedre serier

En af Islands fremmeste eksportvarer er instruktøren Baltasar Kormákur.

Som tidligere skuespiller tog han springet om bag kameraet med stor succes, og filmene ’101 Reykakjavik’ og ’The Sea’ fra starten af årtusindet fangede publikum og kritikerenes gunst, både nationalt og internationalt.

Som det er kutyme med spændende europæiske filmmagere, hidkaldte Hollywood ham, og fra amerikansk grund har han leveret udmærkede spændingsfilm, fra ’Contraband’ til ’Everest’.

Den nu 55-årige islænding er dog også med jævne mellemrum vendt tilbage til øen i det nordlige Atlanterhav. Her perfektionerede han nordic noir med ’Jar City’ og den fremragende krimiserie ’Fanget’, hvor han malede de grummeste billeder af de idylliske islandske byer, hvor grusomme mord blot var en nabo væk.

Med Netflix-serien ’Katla’, skabt sammen med sin faste samarbejdspartner Sigurjón Kjartansson, vender han endnu engang tilbage til den is-klædte ø efter den middelmådige ’Adrift’.

Desværre er det ikke nogen triumferende tilbagekomst.

Vulkanen, som serien er opkaldt efter, rumsterer og gør klar til at gå i udbrud, men det er ikke af den genkendelige slags, som lammer hele den europæiske flytrafik.

Mennesker, der tidligere har været sporløst forsvundet eller døde, vender nemlig tilbage overdækket af vulkansk aske. Vi ser, hvordan de langsomt krænges ud fra vulkanens indre.

Gengangerne ligner de forsvundne på en prik, og de besidder alle deres minder. For Darri (Björn Thors) er det for eksempel både en drøm og et mareridt igen at se sin søn, der ellers var blevet kørt over af en bil et par år tidligere. Drengen kan ikke forstå, hvorfor hans far er så overrasket over at se ham ,og svarer med underen i stemmen, at de jo selvfølgelig fik mors spaghetti aftenen før, da faren spørger, hvornår og hvad han sidst spiste.

Og sådan dukker de op, en efter en, og skaber kaos blandt de mennesker, som eller havde fortsat deres tilværelser.

Ideen fejler ikke noget. Den er faktisk blevet udfoldet sublimt i den franske film og senere serie ’Les Revenants’. Her er det klart, at der er tale om levende døde, hvorimod Kormákur og Kjartansson tvetydigt leger med uvisheden om, hvem og hvad de tilbagevendende er.

Og det gør de i al for lang tid. Her mangler en snert af fare og en presserende deadline til at retfærdiggøre det slæbende tempo.

Senere i serien flirter de desuden med et dobbeltgænger-motiv, men sværmeriet forekommer hult, især når netop den vinkling er blevet udfoldet mere fascinerende i Netflix’ tyske ’Dark’.

Kombinationen af ’Dark’ og ’Les Revenants’ er på papiret fin nok, men spændingen lader vente på sig, og konceptet er i sidste ende både for uoriginalt og sløvt udført til rigtigt at fænge.

Først i de to sidste afsnit af sæsonens otte afsnit begynder ’Katla’ at rumle med antydningen af intensitet – og den slutter stærkt med to hårde scener, der næsten retfærdiggør de foregående. Men også kun næsten.

Hvor der i den kreative duos forrige serie, ’Fanget’, var et klart formål – at finde morderen –fortaber pointen sig denne gang i askeskyen. Og derfor er det også svært at se, hvorfor man skulle gide hoppe på den sæson 2, som slutningen lægger kraftigt op til.

Kort sagt:
Baltasar Kormákurs Netflix-serie snegler sig langsomt afsted inden den overraskende stærke og hårde slutning.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.