Hvem vinder Guldpalmen? Her er vores filmredaktørs endelige bud

Lørdag aften uddeles filmkunstens fineste pris i Cannes, og med årets årgang in mente er det noget nær umuligt at gætte, hvem der vinder. Men vores filmredaktør lægger alligevel hovedet på blokken.
Hvem vinder Guldpalmen? Her er vores filmredaktørs endelige bud
Det er juryen med Spike Lee i spidsen, der skal uddele Guldpalmen lørdag aften. (Foto: Kate Green/Getty Images)

At gætte Guldpalmevinderen er som hovedregel en svær kunstart. For det er simpelthen ikke til at sige, hvad der foregår i hovederne på den pågældende årgangs jury.

Juryen forsøger så vidt muligt at isolere sig og ikke følge med i medierne eller den generelle diskurs under festivalen – og man kan kun spekulere på, hvilken smag og hvilke diskussionspunkter der definerer en så eklektisk forsamling af filmfolk, som også årets jury (fra juryformand Spike Lee til østrigske Jessica Hausner) består af.

Nogle år giver valget mere eller mindre sig selv. ’Adéles liv’, ’Parasite’, ’Amour’, ’The Tree of Life’ og ‘4 måneder, 3 uger og 3 dage’ var nogle af de mere oplagte vindere de senere år.

Men andre år er der ikke en enkelt film, der troner op over alle konkurrenter. Og sådan et år er Cannes-festivalen 2021, der nu lakker mod enden.

Her er det faktisk så åbent, at det kan svært bare at skære feltet ned til tre-fire frontløbere. Men jeg vil alligevel lægge hovedet på blokken og komme med et enkelt bud.

Før vi kommer så langt, må man dog lige følge min tankerække.

Kigger man på den nyere historik i de årgange, hvor der ikke er én altoverskyggende film, er der en tendens til, at juryen graviterer mod at hylde store, anerkendte, erfarne instruktører, der ikke har vundet før: Koreedas ’Shoplifters’, Jacques Audiards ’Dheepan’, Nuri Bilge Ceylans ’Winter Sleep’. Her præmieres selvfølgelig gode film, men der ligger også en anerkendelse af en filmhistorisk markant karriere i valget.

Skal man bruge det som rettesnor, kunne en åbenlys mulighed i år være iranske Asghar Farhadi, der har vundet Guldbjørnen i Berlin og to gange Oscar, men aldrig Guldpalmen. Nu er han tilbage med en virkelig god film, ’A Hero’, som vil være en solid, om ikke revolutionerende vinder.

Et beslægtet bud er Francois Ozons aktiv dødshjælpdrama ’Everything Went Fine’, som jeg dog i sidste ende tror mangler den sidste filmæstetiske trumf til at gå hele vejen.

Kan en amerikaner vælge en amerikaner?

Går juryen mere politisk til værks – som da man hædrede Ken Loachs ’I, Daniel Blake’ i 2016 – kan Cannes-darlingen Mahamat Saleh Harouns ’Lingui’ være en mulighed.

Det er et flot, gribende og vigtigt abortdrama fra Chad, og det vil være historisk, hvis en afrikansk film vinder palmen. Det kan måske være fristende for jurymedlemmer som Spike Lee og Mati Diop, men jeg tror dog alligevel, filmen er en tand for simpel til at vinde kunstartens største pris.

Skal man forene politik med en fantastisk filmisk oplevelse er et godt bud Sean Bakers ’Red Rocket’. Historien om en falleret pornostjerne, der prøver at få en ny chance i sin texanske hjemby, er et exceptionelt stærkt portræt af Trumps USA, uden at den politiske allegori på nogen måde føles forceret. Baker fremstår stadig som et friskt navn, men er alligevel respekteret nok til, at man hædrer en mester, der derudover hyldes for sine særegne metoder med at bruge mange amatørskuespillere og bruge lang tid i de miljøer, han skildrer.

‘Red Rocket’. (Foto: PR)

Jeg kan sagtens se ’Red Rocket’ som en vinder. Dens største ulempe, tror jeg, er måske i virkeligheden, at der sidder en amerikansk landsmand i juryførersædet. Det kan virke navlepillende, hvis en amerikaner hylder en amerikaner, når nu man er i spidsen for en international filmfestival, der netop står i opposition til USA’s monokultur.

Omvendt var der amerikanske juryformænd de sidste to gange, amerikanske film har vundet: I 2004 med Michael Moores ’Fahrenheit 451’ og Quentin Tarantino som formand og i 2011 med Terrence Malicks ’The Tree of Life’ og Robert De Niro som formand.

Alternativt vil jeg spå, at Simon Rex får den mandlige skuespilpris for ’Red Rocket’. Den kvindelige pris kan meget vel gå til Renate Reinsve fra Joachim Triers ’Verdens værste menneske’, som generelt har fået en flot modtagelse på festivalen, men som jeg alligevel vurderer vil blive vejet og fundet for let til en Guldpalme af netop årets jury i netop 2021 med sit tema om en privilegeret hvid kvindes eksistentielle tvivl.

Plejer er ved at blive myrdet

Vil juryen vise internationalt udsyn, er ’Lingui’ som nævnt en vej at gå, men mere tror jeg på japanske ’Drive My Car’, en følsom, klog og underspillet fortælling om sorg og samvittighed. Den er tre timer lang og har, ikke urimeligt, en aura af facetteret filmkunst over sig, som måske godt kunne friste en jury.

Og så er vi kommet til min personlige yndlingsfilm på festivalen, ’Titane’: En stærkt grænseoverskridende, voldelig, sine steder kitschet, sine steder øm tour de force fra den unge franske instruktør Julia Ducournau.

Jeg har de seneste dage overbevist mig selv om, at det er en af den slags film, man plejer at give anden- eller tredjeprisen (Juryens Pris og Grand Prix): For polariserende til den helt store pris og instruktøren lidt for ny til at ryge direkte ind på den store scene. Det var noget lignende, der skete for film som ’Mommy’ og ’Son of Saul’.

Men filmverden er godt i gang med at tage livet af ’plejer’. Og drabsforsøget kan sagtens forplante sig i Cannes-juryen.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at en så vild film som ’Titane’ har en god chance netop i år. For det første er det den med længder mest opsigtsvækkende film i årets felt. Den rager op. Lidt ligesom Ruben Östlunds ’The Square’ gjorde i en anden åben årgang, 2017, hvor jeg på forhånd ikke troede, den ville kunne vinde, selvom det i bakspejlet gav glimrende mening: Det var den film, der bare ikke lignede noget andet i feltet og overvældede med et originalt filmsprog og en uforudsigelig fortælling.

Dengang stod sprælske Pedro Almodóvar i spidsen for juryen, i år er det så sprælske Spike Lee. Jeg skal ikke kunne afvise, at han hader ’Titane’, for han har en idiosynkratisk filmsmag, og ’Titane’ er en idiosynkratisk film. Men jeg kan også se ham elske såvel vovemod som udførsel.

Hele årets Cannes-jury: Mylène Farmer, Kleber Mendonça Filho, Maggie Gyllenhaal, Jessica Hausner, Mati Diop, Spike Lee, Mélanie Laurent, Tahar Rahim og Song Kang-ho. (Foto: Kate Green/Getty Images))

Dertil kommer, at der står en kvinde bag ’Titane’. Kun én kvinde – én! – har nogensinde vundet Guldpalmen, og der er ingen tvivl om, at både festivalen selv og resten af filmverden skriger på, at det antal bliver fordoblet.

I år er der en overvægt af kvinder i juryen, og det behøver langt fra betyde, at de så også gerne vil honorere en kvinde, men vakler man mellem to kandidater, kan det blive udslagsgivende.

Med en Guldpalme til Ducournau vil man skabe en ny instruktørsuperstjerne, akkurat som Jane Campion blev det med Palmen for ’The Piano’ i 1993 (som hun dog, sigende nok, måtte dele med en mand). To af de andre fire kvinder i årets hovedkonkurrence har også lavet vellykkede film, Mia Hansen-Løve med ’Bergman Island’ og Catherine Corsini med ’The Divide’, men jeg tror ikke helt, de har Guldpalme-tyngde.

Man kan aldrig rigtigt gætte, hvad filmfolk synes om andre filmfolk film. Nogle gange bliver man dybt overrasket over, at deres smag er stik modsat den brede anmelder- eller publikumssmag. Nogle gange foretrækker de film, der er diametralt modsatte deres egne, for kommer det for tæt på, kan de komme til at tænke, at de selv kunne have gjort det bedre.

Men på papiret vil jeg mene, at en jury med meget distinkte filmskabere som Jessica Hausner, Mati Diop, Kleber Mendonca Filho, Melanie Laurent og Maggie Gyllenhaal ikke er det værste match for et kraftspring som ’Titane’, der i øvrigt på sin egen meget specielle måde sætter temaer som køn og seksualitet i spil.

Julia Ducournaus film vil være et radikalt valg til en Guldpalme og skrive sig ind i en række af for alvor dristige valg fra historien som ‘Elephant’, ‘Dancer in the Dark’, ‘Pulp Fiction’ og ‘Vilde hjerter’. Måske også for radikalt – måske spinder jeg bare afsted i ren ønsketænkning her.

Men hvo intet vover intet vinder, så here goes nothing: ’Titane’ nupper Guldpalmen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af