’Escape Room: No Way Out’: Selv blod, kviksand og syreregn bliver kedeligt i denne thriller-opfølger
Syreregnen siler ned. En ung kvinde hamrer forgæves mod den ene butiksrude efter den anden, mens hun forsøger at holde sig tør. Problemet er bare, at stoffet til den markise, hun står under, nu også er begyndt at dryppe dødbringende over hende.
Hovedpersonen Zoey (’Waves’-åbenbaringen Taylor Russell) ser ud til at trække sit sidste åndedrag i et grusomt gennemtænkt torturkammer – igen.
I ’Escape Room’ fra 2019 slap hun akkurat slap med livet i behold, takket være sin unaturligt overlegne sans for puslespil. Men da hun i ’Escape Room: No Way Out’ endnu engang forvilder sig ind i den hemmelige organisations Minos’ lumske rum, lader sværhedsgraden til at have fået et nøk i vejret.
Alligevel lader den introverte kvinde og hendes bedste ven Ben (Logan Miller) til at stryge skuffende stabilt gennem strabadserne. Mindre godt går det for deres ufrivillige samarbejdspartnere: En lille gruppe overlevere, kaldet champions, der, som Zoey og Ben, tidligere er sluppet ud af Minos’ klør.
Hurtigt står det klart, at fornøjelsen ved at se folk løse umulige gåder, man ikke selv har en chance for at greje, var en one trick pony.
Gåderne i ’Escape Room: No Way Out’ er så kringlede, at ikke engang ‘Sherlock’-skaberne Mark Gatiss og Steven Moffat på speed ville kunne finde på dem.
Om fejlen ligger hos en af de fire (!) manuskriptforfattere eller instruktør Adam Robitel (der ikke giver ’Lights Out’-fotografen Marc Spicer tid til at filme centrale ledetråde), er ikke helt til at sige.
I hvert fald fremstår filmens store omdrejningspunkt, gættelegen, som en uvelkommen intern fest blandt spillerne, som publikum ikke er inviteret med til. Og det gør hurtigt selv kviksand, laserstråler, ild, vand og syre til en monoton omgang.
For efter at have set Zoey og co. redde sig selv på et hængende hår for syvende gang, begynder man at miste interessen. De ufrivillige gladiatorer, der kæmper for deres liv i Minos’ arena, når dårligt at introducere sig selv, før de er væk igen.
Den foregående films escape rooms var designet specifikt efter karakterernes største svagheder og eksponerede elegant de traumer, der definerede dem som mennesker.
I denne ombæring ved man dog dårligt nok mere om den enkelte ’spiller’ end deres fornavn, og at den altid karismatiske og velspillende ’Pose’-stjerne Indya Moore har nogle super fede hæle på, som man laver en mental note om at købe, så snart det bliver den første i måneden.
Designet og originaliteten af rummene er der som sådan intet galt i. Især lokalet, der byder på et New York-lignende helvede, badet i neonlys og syre, er en tilfredsstillende overraskelse. Der er noget helt særligt – og spøjst eksistentialistisk – over at se plastic, beton og hud dryppe og smelte sammen i et.
Desværre er der ikke tid til at dvæle ved de mange pinsler, der med sin brutalitet ellers kan sætte gang i tandhjulene og løfte pinslerne til noget mere end splat og tårevædede farveller. ’Martyrs’ og ’Saw’ har vist, hvordan vold og lidelse kan bruges til at illustrere andre pointer end blodbad og lemlæstelse. Her er der ikke det mindste refleksion.
’Escape Room: No Way Out’s manglende vilje til at løfte fortællingen og begrunde volden er næsten ulidelig.
Kort sagt:
’Escape Room: No Way Out’ skuffer på alle parametre: en unødvendig, voldsglorificerende og uoriginal toer.