’De særligt farlige’: DR-dokumentar om nogle af Danmarks farligste mennesker er rørende og indimellem opløftende
»Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt«, sagde Hendes Majestæt Dronningen på falderebet til 2022. For udover at hylde videnskaben, fodbold og sønderjyderne lagde hun i nytårstalen vægt på vores medmenneskelighed over for dem i samfundet, for hvem vejen igennem livet »slet ikke er jævn«.
Det er den slags mennesker, der bor på institutionen Kofoedsminde. I Rødbyhavn på Lolland huses nemlig omkring 100 udviklingshæmmede kriminelle idømt til behandling på ubestemt tid. Med domme for grov vold, seksualforbrydelser og endda drab i bagagen er de vurderet til at være for farlige til at kunne gå på gaden og for anderledes til at kunne afsone i et almindeligt fængsel.
Der er den unge Nadia, som skriver motiverende ord til sig selv på badeværelsesvæggen. Marco, der fortryder at have gjort sig dummere for at undgå fængsel, og Molham, der ikke kan eje noget uden at skille det ad. Den uregerlige Thomas og den indadvendte Tim, og så Jubas, der har været på grunden i 25 år.
Som samfund har vi besluttet, at de skal passes på, holdes øje med og have hjælp. Men kan de virkelig få det godt igen – og hvordan ser tilværelsen ud i mellemtiden?
Det spørgsmål stillede journalisten Kristian Almblad for første gang i 2006, da han fik unik adgang til Kofoedsmindes lukkede døre i serien ’For farlig til frihed’. 15 år senere vender han så tilbage til både nye og gamle ansigter og for at se, hvordan Kofoedsminde ser ud i dag.
På Anders Agger’sk manér går Almblad nysgerrigt, men forsigtigt til beboerne. Om end de virker sympatiske, tillader personalet aldrig Almblad fuld alenetid med beboerne eller låste døre for den sags skyld. Og selvom vi aldrig ser de særligt farlige øjeblikke, så forstår vi alligevel, at bægeret hurtigt kan flyde over for de fleste her. Selv med fem ansatte per beboer, skal man altid passe på.
Personalet kæmper for at skabe en hverdag for de udviklingshæmmede, som de selv har mest mulig indflydelse på. Almblad observerer og spørger ind, mens den feminine Kandis-fan og brandstifter Tim fortæller om hus, have og volvo-drømmen, eller mens Jubas henvender sig til seerne for at efterspørge venner og en kæreste mellem 20-50, der har noget mellem ørerne.
Det er indimellem sjovt, men faktisk mest bare rørende. Mens man ikke bør glemme beboerne ugerninger, lykkes ’De særligt farlige’ virkelig med at skabe sympati for dem, deres behandlere og stedets berettigelse.
Undervejs griber Almblad helt naturligt de spørgsmål, der opstår hos seeren: Hvordan er det her job for personalet? Hvad betyder det at være mentalt retarderet, og hvordan bliver man erklæret det? Og hvad tænker familierne til beboerne egentlig om dem og deres handlinger?
Det er mange spørgsmål at besvare på tre afsnit, og serien hverken har eller proklamerer at have alle svarene. ’De særligt farlige’ forsøger at starte en debat, idét antallet af indsatte er steget fra 34 til 100 på otte år, og Kofoedsminde er ekstremt presset på pladser. Men samtidig virker dokumentarserien også lidt stillestående, som om den ikke rigtig ved, hvordan den skal sætte ild til den debat. Det gør desværre, at serien heller ikke bliver længe hos én.
Det er både hyggeligt, trist og indimellem opløftende at se med på ’De særligt farlige’, og de bedste stunder er dem, vi tilbringer med beboerne. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kan komme tættere på dem og se deres udvikling over tid. For spørgsmålet er jo også, om de virkelig kan få det bedre her?
Almblad står over for en stor udfordring, når det kommer til at gå i dybden med beboerne, som hverken skal presses for meget eller måske evner de store refleksioner selv. Han gør sit bedste, men de holder forståeligt kortene tæt på kroppen og passer på dem selv.
Det havde uden tvivl været et mere omfattende projekt, hvis Almblad havde fulgt beboerne over længere tid fast og ikke kun vendt tilbage med femten års mellemrum. Men måske også en tand mere givende.
Kort sagt:
’De særligt farlige’ er en både optimistisk og trøstesløs undersøgelse af institutionen Kofoedsminde og dens beboere, som man gerne vil forstå endnu bedre.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.