Hvem bliver Oscar-nomineret på tirsdag? Her er vores forudsigelser

Kan danske ’Flugt’ skrive Oscar-historie? Hvor langt går den omdiskuterede ’Don’t Look Up’? Og har Lady Gaga overhalet Nicole Kidman i favoritstatus? Soundvenues Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen gør status, før Oscar-nomineringerne offentliggøres tirsdag eftermiddag.
Hvem bliver Oscar-nomineret på tirsdag? Her er vores forudsigelser
Lady Gaga med sin Oscar for 'Shallow' i 2019. Nu er hun Oscar-kandidat igen. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic)

Det var hjertevarmende at se Thomas Vinterberg modtage en Oscar for ’Druk’ sidste år, men ellers kan vi roligt forbigå sidste års pandemidecimerede Oscar-show i tavshed.

Lad os i stedet glæde os over, at vi med annonceringen af årets nomineringer, der offentliggøres på tirsdag, den 8. februar, kan se frem til, at en lang række hædersværdige filmpræstationer anerkendes og fremhæves – og, ikke mindst, at en dansk produktion står med mulighed for at skrive et stykke markant stykke Oscar-filmhistorie.

Der er – hvilket pandemien kun har medvirket til at forstærke – blevet talt meget om ændrede forretningsmodeller og forbrugsmønstre, der presser filmbranchen i en grad, som havde været svært at forudsige for bare 10 år siden.

Netflix er flagskibet for alt det, som filmbranchen – og dermed Akademiet – skeler nervøst til. Men Netflix har endnu til gode at score en Oscar i den helt store kategori for bedste film. Det må vise sig, om sæsonen 21-22 vil blive året, hvor Netflix endegyldigt sætter sig tungt i førersædet – også i Oscarsammenhæng.

Den første indikation får vi med nomineringerne på tirsdag.

Her følger vores bud på årets nominerede i alle kategorier, minus kortfilmkategorierne.

Vi lægger ud med en grundig analyse af bedste film-kategorien:

Bedste film

Fra og med i år går Akademiet tilbage til modellen med et fast antal nominerede, 10, i bedste film-kategorien – en ordning, som også herskede ganske kortvarigt i årene 2010-11, hvor man for første gang gjorde op med traditionen med fem nominerede film i hovedkategorien.

Regnestykket er i den forstand nemmere at gøre op end i det sidste årti, hvor det var stemmefordelingen (en film skulle have mindst 5 procent af det samlede antal førstepladser på stemmesedlerne for at opnå en nominering), der afgjorde antallet af nominerede. Fra og med i år er det mere simpelt: De 10 film med flest førstepladser – og det uanset om nummer 10 har 300 eller 30 stemmer – opnår en plads i finalefeltet.

De 10 nominerede bliver:
1. Power of the Dog
2. Belfast
3. Dune
4. King Richard
5. Don’t Look Up
6. Licorice Pizza
7. West Side Story
8. CODA
9. Being the Ricardo
10. Tick, tick… BOOM!

Alternativt: Tragedy of Macbeth, Nightmare Alley

Jeg betragter de øverste syv titler som sikre.

’Belfast’ er den eneste af de syv, der er repræsenteret hos alle de afgørende filmpriser og brancheforbundsnomineringer (minus hos manuskriptforfatternes forbund, WGA, men kun fordi filmen ikke var valgbar, da Kenneth Branagh ikke er medlem af forbundet).

For Spielberg og co. er det bekymrende, at ’West Side Story’ missede i de store kategorier hos BAFTA og heller ikke fik en nominering hos ASC, filmfotografernes forbund eller hos ACE, filmklippernes forbund.

Giver det os grund til at tvivle på, at filmen kan klemme sig ind i top 10? Nej, ikke rigtig. Men lad os bare allerede nu slå fast, at ’West Side Story’ ikke vinder en Oscar for bedste film (originalversionen fra 1961 vandt 10 Oscars, herunder for bedste film). 

‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix)

Hvis man alene ser på kritikermodtagelsen, vil mange nok undre sig over at se ’Don’t Look Up’ placeret som nummer 5. Men filmen har opnået nomineringer fra en række afgørende forbund: ACE, PGA, WGA, SAG samt Critics’ Choice Awards, Golden Globes og for bedste film hos BAFTA (der immervæk kun har fem nominerede modsat Oscars 10).

Det er desuden værd at minde om, at Adam McKays seneste film er gået rent ind hos Akademiet. ’Vice’ – med en ikke prangende Metacritic-værdi på 61 – blev nomineret i alle de store kategorier for nogle år siden, så hvorfor ikke ’Don’t Look Up’, der tilmed har den fordel, at Netflix-distributionsmodellen har skaffet McKay et væsentligt større publikum og langt mere omtale?

For en god ordens skyld: ’Don’t Look Up’ har en Metacritic-værdi (herefter: MC) på 49 (!). Når nomineringen kommer i hus, vil det gøre filmen til en af de dårligst anmeldte film, der har modtaget en bedste film-nominering i nyere tid.

Akademiet har traditionelt en lidt mere highbrow-tilgang end mange af de øvrige forbund, hvor det mere er ’sovs og kartofler’-segmentet, der kommer til orde, forstået på den måde, at de rige, berømte og feterede medlemmer af Akademiet befinder sig i et lidt andet socialt stratum end ’folkene på gulvet’, der i højere grad udgør stemmegrundlaget i de enkelte brancheforbund (forbundene fungerer typisk også som en form for fagforening inden for de respektive fag, der tilsammen udgør paraplyen af filmhåndværk).

Der synes at være en tilbøjelighed til, at middlebrow-film – film som forsøger at henvende sig til Hr. og Fru Jones, der måske kun går i biografen to eller tre gange om året (eller kun sjældent orker at se en hel film, når de slapper af i sofaen en fredag aften) – klarer sig over forventning i årets Awards Season.

‘Belfast’. (Foto: PR)

Udover ’Don’t Look Up’ tror jeg, der bliver plads til Aaron Sorkins ’Being the Ricardos’ (om sitcom-legenden Lucille Ball), selvom heller ikke den har fået god kritik (MC= 60). Ydermere trænger ikke just kritikerbesungne titler som Ridley Scotts ’House of Gucci’ (MC= 59) og endnu en Netflix-titel, ’Tick, tick… BOOM!’ (MC= 74) sig på.

Film som ’King Richard’ (MC= 76) og ’Belfast’ (MC= 75) er heller ikke udprægede highbrow-titler, men har dog fået generel positiv omtale, så det vil være halsløs gerning at affærdige dem som den rene publikumsmadding.

Den helt oplagte genvej til at gætte på det samlede bedste film-felt er PGA (producenternes forbund), der peger på årets 10 bedste film – og tilmed kårer vinderen på samme måde som Akademiet, ud fra det såkaldte præferentielle stemmesystem.

PGA offentliggjorde sine 10 nominerede titler til årets bedste filmproduktion 27. januar. Her blev der lidt overraskende plads til netop middlebrow-film som ’Being the Ricardos’ og ’Tick, tick… BOOM!’ (foruden, helt som forventet, ’Don’t Look Up’).

Akademiet har traditionelt lidt finere smagsløg end PGA, så der kan måske blive plads i Oscars bedste film-felt til kritikerfilm som ’Tragedy of Macbeth’ (MC= 89) og/eller ’The Lost Daughter’ (MC= 85), men jeg har en fornemmelse af, at PGA har fat i den lange ende i år. Der er meget, der taler for, at de mere populistiske titler (mange af dem med bred tilgængelighed på de store streamingtjenester) klarer sig bedre end de film, der har mere elitær appel. 

Til allersidst: Man taler tit om såkaldte late-breakers i Oscar-sammenhæng, altså film, der kommer stærkt i opløbsfasen, og i sidste ende scorer flere nomineringer, end deres hidtidige Awards Season-høst har lagt op til. For nogle år siden var det tilfældet med ’Phantom Thread’, og sidste år kom det tydeligt til udtryk med ’The Father’ og ’Judas and the Black Messiah’.

Er der en late-breaker-kandidat, der kan overraske i år på samme vis?

En mulig kandidat kunne være den japanske favorit i kategorien for bedste internationale film, ’Drive My Car’, der virkelig oplever momentum lige nu.

Er det nok til at bryde ind i hovedkategorien? Jeg tvivler. Jeg tror, filmens instruktør, Ryusuke Hamaguchi, har større chancer i instruktørkategorien (a la sidste år, hvor vores egen Thomas Vinterberg blev nomineret som bedste instruktør, men uden at ’Druk’ optrådte i hovedkategorien for bedste film) og i kategorien for adapteret manuskript.

Bedste instruktør

1. Jane Campion (’Power of the Dog’)
2. Denis Villeneuve (’Dune’)
3. Kenneth Branagh (‘Belfast’)
4. Paul Thomas Anderson (’Licorice Pizza’)
5. Steven Spielberg (‘West Side Story’)

Alternativt: Adam McKay (‘Don’t Look Up’), Ryusuke Hamaguchi (‘Drive My Car’)

Der har kun været et komplet overlap mellem Oscar og DGA’s (instruktørernes forbund) fem nominerede et par gange de sidste to årtier, så normalt satser jeg på, at akademiets instruktørgruppering (der er ansvarlig for at nominere de fem kandidater, Akademiet som helhedfår mulighed for at stemme på i anden runde) ’kun’ matcher DGA med tre eller fire ud af fem navne.

Men i år synes jeg meget tyder på, at top fem skiller sig så meget ud, at det er svært at se, at kategorien tilbyder det store manøvrerum.

Hvilken kanin kan instruktørgrupperingen hive op af hatten?

Benedict Cumberbatch i ‘The Power of the Dog’. (Foto: Netflix)

Den mest oplagte overraskelse ville kun være en lille en af slagsen: Adam McKay er blevet nomineret for både ’The Big Short’ og ’Vice’, så han kan oplagt være i spil for ’Don’t Look Up’ også. Akademiet har tilsyneladende udviklet et soft spot for McKay, efter han gik fra at lave komedier med anstrøg af farce til at lave prestigefilm med anstrøg af satire. Men det er svært at se ham skubbe folk som Spielberg og PTA ud, der trods alt er i konkurrence med film med noget mere cinematisk flair.

Instruktørgrupperingen har en forfriskende tilbøjelighed til at udpege internationale auteurs, der ikke gør sig i bedste film-kategorien. Sidste år blev der plads til Thomas Vinterberg for ’Druk’, og tidligere har navne som Pawel Pawlikowski (’Cold War’), Pedro Almodóvar (’Tal til hende’) og Fernando Meirelles (’City of God’) opnået nomineringer for fremmedsprogede film uden for alvor at være i spil til bedste film-kategorien.

Derfor kan man ikke udelukke, at årets favorit i kategorien for bedste internationale film, japanske Ryusuke Hamaguchi, kan klemme sig ind i det fine selskab – måske på bekostning af Spielberg, der trods alt har været nomineret så mange gange i løbet af sin karriere, at mange medlemmer sikkert ikke har et specielt passioneret forhold til, hvorvidt han optræder på listen igen eller ej.

Bedste kvindelige hovedrolle

1. Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)
2. Lady Gaga (‘House of Gucci’)
3. Olivia Colman (‘The Lost Daughter’)
4. Jessica Chastain (’The Eyes of Tammy Faye’)
5. Kristen Stewart (‘Spencer’)

Alternativt: Alana Haim (‘Licorice Pizza’), Jennifer Hudson (‘Respect’)

Efter at BAFTA, det britiske filmakademi, sidste år valgte at afskaffe medlemsdemokratiet og i stedet lade en specialudpeget jury udpege de nominerede i skuespillerkategorierne med det opdrag at sikre større diversitet (læs: udpege sorte skuespillere), kan vi ikke længere bruge den britiske Oscar-pendant som en troværdig strømpil.

Vi må i stedet se på, hvad SAG (skuespillernes forbund), Critics’ Choice Awards og Golden Globes har peget på. Dertil spiller det naturligvis en rolle, hvor stærkt de film, skuespillerne repræsenterer, står overordnet.

Og dog: To af de seks nominerede i skuespillerkategorierne hos BAFTA er valgt af medlemmerne i år, hvorefter juryen fylder op med fire ekstra navne, der sikrer diversiteten. Man må formode, at Alana Haim og Lady Gaga er valgt af medlemmerne. Hvilket er interessant, al den stund at medlemmerne altså har foretrukket de to navne frem for Colman, Kidman og Stewart. Det er ikke sikkert, vi skal lægge for meget i det, men det kunne antyde, at Gaga er frontrunner i kategorien her og nu.

‘Being the Ricardos’. (Foto: Amazon Prime Video)

Indtil BAFTA kom på banen, var de fleste iagttagere ellers enige om, at Golden Globe-vindende Kidman lignede en frontrunner – særligt efter, at Kristen Stewart missede en nominering hos SAG (skuespillernes forbund).

Castingen af Nicole Kidman som tv-komedie-pioneren Lucille Ball i ’Being the Ricardos’ har ellers mødt en del kritik – og filmen har som tidligere nævnt heller ikke just scoret strålende anmeldelser.

Kritikken af Kidman går på casting mere end på præstation, Hun ligner ikke Ball, men vigtigst af alt: Hun minder personlighedsmæssigt slet ikke om den amerikanske sitcom-pioner. Hendes skuespillermæssige forcer ligger langt fra Balls: Kidman kæmper derfor virkelig med at indfange Balls komiske timing, rapkæftede replikker og glimt i øjet i de scener, der foregår på sættet af ’I Love Lucy’.

I Kidmans portræt – og i Aaron Sorkins vægtning af materialet – er fokus på person frem for på persona. Set i det lys får hun faktisk en del ud af materialet. Vi ser mennesket bag facaden.

BAFTA’s valg af Alana Haim kunne antyde, at Chastain og Stewart er truet bagfra. Men man kan også følge SAG’s nomineringer, og ud fra dem hævde at Jennifer Hudson er den mest oplagte spoiler i kategorien – på trods, af at hun hverken opnåede nomineringer hos Golden Globes eller Critics’ Choice Awards.

Bedste mandlige hovedrolle

1. Will Smith (‘King Richard’)
2. Benedict Cumberbatch (’Power of the Dog’)
3. Andrew Garfield (‘Tick, tick… BOOM!’)
4. Denzel Washington (’Tragedy of Macbeth’)
5. Leonardo DiCaprio (’Don’t Look Up’)

Alternativt: Javier Bardem (‘Being the Ricardos’), Peter Dinklage (‘Cyrano’)

Smith og Cumberbatch giver sig selv. De har opnået alle de vigtige forhåndsnomineringer (inklusive BAFTA) og spiller med i film, der står med gode kort i bedste film-kategorien.

Andrew Garfield og Denzel Washington har også opnået alle de vigtigste forhåndsnomineringer (minus BAFTA), men især Denzel er lidt mere sårbar, da ’Tragedy of Macbeth’ ikke for alvor synes at have vundet momentum over en bred kam.

Will Smith i ‘King Richard’. (Foto: SF Film)

Dramaet i kategorien knytter sig dog formentlig til den femte plads, hvor mulige kandidater kunne være Bardem, Dinklage eller måske Nicolas Cage (’Pig’), der synes at have bevæget sig ind i en comeback-fase af en karriere, der har været præget af en vis, øh, omskiftelighed.

Jeg tror dog mest på, at Akademiet omfavner en skuespiller, der matcher Denzel i kæledæggestatus, nemlig Leonardo DiCaprio, der har den fordel på sin side, at ’Don’t Look Up’ er et noget mere varmt samtaleemne aktuelt end for eksempel ’Pig’ og ’Cyrano’. DiCaprio opnåede endda en BAFTA-nominering, hvilket også vidner om, at ’Don’t Look Up’ – qua sin klimadagsorden (snarere end sine filmiske kvaliteter?) – har vind i sejlene.

Bedste kvindelige birolle

1. Ariana DeBose (’West Side Story’)
2. Kirsten Dunst (’Power of the Dog’)
3. Caitríona Balfe (’Belfast’)
4. Aunjanue Ellis (‘King Richard’)
5. Ruth Negga (’Passing’)

Alternativt: Cate Blanchett (‘Nightmare Alley’), Marlee Matlin (‘CODA’)

Ariana DeBose vandt kategorien ved Golden Globes og er desuden blevet nomineret hos både SAG, BAFTA og Critics’ Choice Awards. Hun er da også – sammen med Mike Faist (der spiller Tonys ven, Riff) – med afstand det stærkeste skuespillerkort i Spielbergs genindspilning af ’West Side Story’. Hun er både sødmefuld, viljestærk, sexet og sårbar – og ofte lidt af det hele på samme tid.

Både Balfe og Dunst har også opnået de tre vigtige forløbernomineringer (Balfe blev i tilgift nomineret hos BAFTA). Begge er desuden begunstiget af, at de repræsenterer årets to største favoritter, ’Belfast’ og ’Power of the Dog’. De er med andre ord så godt som sikre på en nominering.

‘West Side Story’ med Ariana DeBose i gult. (Foto: Disney)

Aunjanue Ellis var længe de fleste bookmakeres favorit, men først vandt DeBose Golden Globes foran hende, og siden missede hun meget overraskende en nominering hos SAG. Sidstnævnte forhold gør det så godt som umuligt for hende at vinde en Oscar i kategorien (og dog: Regina King gik hele vejen for tre år siden for ’If Beale Street Could Talk’, selvom hun missede hos SAG). Jeg tror fortsat, Ellis ligger temmelig lunt til en nominering. Det ville være underligt, hvis ikke Ellis kan ride med på ’King Richard’s popularitetsbølge.

Sidste plads giver jeg til Ruth Negga, der blev nomineret hos både SAG, BAFTA og Golden Globes, og som er dukket op i forbindelse med de fleste kritikerprisnomineringer i løbet af december og januar. ’Passing’ – der er instrueret af skuespilleren Rebecca Hall – har ikke helt haft den forventede medgang i den afgørende del af første fase af Awards Season, men hvis filmen skal klemme sig ind i en af de store kategorier, så er det nok her.

Bedste mandlige birolle

1. Kodi Smit-McPhee (‘Power of the Dog’)
2. Troy Kotsur (‘CODA’)
3. Ciaran Hinds (‘Belfast’)
4. Bradley Cooper (’Licorice Pizza’)
5. Jared Leto (‘House of Gucci’)

Alternativt: Jamie Dornan (‘Belfast’), J.K. Simmons (’Being the Ricardos’), Jesse Plemons (‘Power of the Dog’)

Umiddelbart ser kategorien for mandlige birolle ud til at være den mest åbne af de fire skuespillerkategorier. Smit-McPhee – der vandt Golden Globes og har vundet hovedparten af kritikerpriserne – synes sikker.

Men derudover kan der tænkes mange forskellige scenarier: Først og fremmest kan man lægge mærke til, at årets to favoritfilm, ’Belfast’ og ’Power of the Dog’, begge står med muligheden for at score en dobbeltnominering i kategorien. Men bliver det både Hinds og Dornan for ’Belfast’ eller Smit-McPhee og Jesse Plemons for ’Power of the Dog’? Eller kan begge film score dobbeltnomineringer og dermed optage fire ud af de fem pladser?

Foto: Screenshot

Jeg satser på, at medlemmerne primært samler sig om én fra hver af de to favoritfilm – Smit-McPhee og Hinds – og at det koster både Dornan og Plemons en plads.

Det vil være oplagt, hvis ’CODA’ – der ligger til en bedste film-nominering – opnår i hvert fald én skuespillernominering, og her er filmens bedste chance så afgjort Troy Kotsur i kategorien her (selvom Marlee Matlin måske kan klemme sig ind i den kvindelige birollekategori). Kotsur har ligesom McPhee opnået alle de afgørende forløbernomineringer (CC, GG, SAG og BAFTA).

Jeg tror også, at Bradley Cooper – der fik en SAG-nominering, men ikke optrådte hos hverken Golden Globes, BAFTA eller Critics’ Choice Awards – sniger sig med, hvilket alt andet lige vil være en imponerende bedrift, forstået på den måde, at hans rolle i ’Licorice Pizza’ har mere karakter af cameo end af egentlig birolle. Cooper optræder i godt syv minutter af den 133 minutter lange film.

Den sidste plads? Den kunne gå til Ben Affleck for George Clooneys ’Tender Bar’ som et slags kollektivt rygklap fra Akademiet efter nogle svære år for branchens tidligere ’wonder boy’ eller – lidt mere sandsynligt – til J.K. Simmons for ’Being the Ricardos’, en type film, der meget vel kunne kaste en birollenominering af sig.

Jeg hælder dog alligevel til, at Akademiet vil omfavne sin egen forkærlighed for skamløst overspil og overdreven make-up og belønne Jared Leto, der aldrig vælger den nemme løsning, men altid går hele vejen. Det kan næppe kaldes for godt skuespil, hvad han leverer i ’House of Gucci’, men det kan bestemt kaldes for mest skuespil. Og det tæller vel også for noget?

Bedste originalmanuskript

1. Belfast
2. Licorice Pizza
3. Don’t Look Up
4. Being the Ricardos
5. King Richard

Alternativt: French Dispatch, Parallel Mothers

Wes Andersons ’French Dispatch’ klemte sig ind i feltet, da WGA (manuskriptforfatternes forbund) valgte sine fem nominerede 27. januar. Men bedste film-favoritten ’Belfast’ var ikke valgbar i WGA-regi, hvilket skyldes forbundets strenge regler om, at man skal være medlem for at blive indstillet til forbundets pris – og det er Kenneth Branagh ikke.

Der er ingen tvivl om, at ’Belfast’ vil optage en af pladserne i Oscar-sammenhæng, og så tror jeg, Anderson må afgive sin plads, eftersom de fire øvrige film er bedste film-kandiderende film (hvilket ’French Dispatch’ kun var, så længe ingen endnu havde set den!).

BAFTA valgte de samme fem titler, som jeg peger på. At Akademiet gør det samme, synes logisk, al den stund at de fem titler alle er varme bud i bedste film-kategorien.

Bedste filmatisering (adapterede manuskript)

1. Power of the Dog
2. CODA
3. The Lost Daughter
4. Drive My Car
5. Dune

Alternativt: West Side Story, Tick, tick… BOOM!

WGA pegede på ’CODA’, ‘Nightmare Alley’, ‘West Side Story’, ‘Tick, tick… BOOM!’ og ’Dune’ i kategorien, men ’Power of the Dog’ var ikke valgbar. Den vil helt sikkert snuppe en plads fra en af de fem WGA-kandidater.

Jeg satser på, at ’Drive My Car’, Japans favorit i bedste internationale film-feltet, vil klemme sig ind her – forlægget for filmen er en række noveller af verdensberømte Haruki Murakami; det skader næppe heller. BAFTA pegede på ’Drive My Car’ i kategorien.

Hvis der skal blive plads til ’Drive My Car’ – og til Maggie Gyllenhaals ’The Lost Daughter’ (en Elena Ferrante-filmatisering må stå stærkt) – vil det betyde et farvel til ellers oplagte kandidater som ’Nightmare Alley’, ’Tick, tick… BOOM!’ og ’West Side Story’.

Bedste klipning

1. Dune
2. Power of the Dog
3. Belfast
4. Licorice Pizza
5. King Richard

Alternativt: Don’t Look Up, West Side Story

De mere komplekse fortællinger, hvor sidehistorier og flashbacks skal flettes ind i en sømløs helhed, har en fordel, eftersom klipningen i den type film spiller en altafgørende rolle. Her vil mange nok mene, at ’Dune’ udmærker sig, da det ikke skorter på komplekse handlingstråde og forskelligartede universer, der skal bindes sammen, uden at publikum mister orienteringssansen.  

Kategorien indeholder typisk de førende bedste film-kandidater – kan man lide en film, synes man som regel også, at den er godt klippet, og – udover at ’Dune’ skiller sig ud ved sin mangfoldighed af universer – så tror jeg egentlig, at kategorien i år vil afspejle styrkeforholdet i bedste film-kategorien.

BAFTA valgte friskt nok både ’No Time to Die’ og dokumentarfavoritten ’Summer of Soul’ for bedste klipning (på bekostning af ’King Richard’ og – meget overraskende – ’Power of the Dog’).

Bedste fotografering

1. Dune (Greig Fraser)
2. Power of the Dog (Ari Wegner)
3. Tragedy of Macbeth (Bruno Delbonnel)
4. Nightmare Alley (Dan Laustsen)
5. Belfast (Haris Zambarloukos)

Alternativt: West Side Story (Janusz Kaminski), No Time to Die (Linus Sandgren)

Her spiller jeg lidt fedtspil ved at tilslutte mig ASC, filmfotografernes forbund, der pegede på de samme fem titler.

Umiddelbart virker det overraskende ikke at tildele en plads til mesterfotografen Kaminski for hans arbejde på Spielbergs ’West Side Story’, men omvendt er det også svært at se for sig, at så billedstærke titler som ’Dune’, ’Power of the Dog’, ’Tragedy of Macbeth’ og ’Nightmare Alley’ ikke alle får en plads.

’Belfast’ er mest sårbar – og ifølge mange kritikere ikke specielt udmærket ved netop sin fotografering. Men jeg tror, at ’Belfast’ står så stærkt i bedste film-kategorien, at mange af de medlemmer, der stemmer på filmen der, også vil stemme på den i flere af de andre kategorier. Det er givet nok til at klemme sig ind foran Kaminski og Sandgren (’No Time for Die’).

BAFTA pegede hverken på ’Belfast’ eller på ’West Side Story’, men på ’No Time to Die’. Men BAFTA har også et tættere (lokalpatriotisk motiveret) forhold til Bond-franchisen end Akademiet.

Bedste animationsfilm

1. Encanto
2. The Mitchells vs. The Machines
3. Raya and the Last Dragon
4. Sing 2
5. Flugt

Alternativt: Luca

Danske ‘Flugt’ står med gode muligheder for at skrive Oscar-historie ved som den første film nogensinde at blive nomineret i de tre kategorier for animation, dokumentar og internationale film.

I de to seneste årgange har henholdsvis makedonske ’Honeyland’ og rumænske ’Collective’ scoret dobbeltnomineringer for dokumentar og internationale film, men ’Flugt’ giver den altså lige en ekstra dimension ved at være i spil for animation også.

‘The Mitchells vs. the Machines’. (Foto: PR)

Jeg er ret sikker på, at ’Flugt’ vil hive nomineringer hjem i kategorierne for dokumentar og internationale film. Der, hvor det bliver nervepirrende, er i animationskategorien, hvor filmen virkelig skiller sig ud – omgivet som den er af familievenlige Disney-titler med hovedfokus på familiens yngste. Der er en risiko for, at ’Flugt’ i medlemmernes bevidsthed fremstår som et mere oplagt valg i de to andre kategorier, hvor den trænger sig på.

Da PGA 27. januar udpegede sine fem titler for årets bedste animationsfilm, blev der ikke plads til ’Flugt’. Det kan være et varsel om, at Jonas Poher Rasmussens film er for meget en afviger i det her selskab til at blive inviteret ind i varmen.

BAFTA gjorde dog plads til ’Flee’, så lad os håbe, at det er et godt tegn.

Bedste internationale film

1. Drive My Car (Japan)
2. The Worst Person in the World (Norge)
3. Flugt (Danmark)
4. Hand of God (Italien)
5. A Hero (Iran)

Alternativt: Kupé no. 6 (Finland), I’m Your Man (Tyskland)

Kategorien for bedste internationale film er ret åben i år, hvor der er et bredere felt af stærke kandidater end den lidt (corona-relaterede) tynde årgang sidste år (hvilket kom ’Druk’ til gavn, så vi klager ingenlunde!).

En tidlig frontrunner i kategorien – baseret på renommé alene – var italienske Paolo Sorrentinos selvbiografiske ’Hand of God’, men begejstringen for filmen (der kan ses på Netflix) har været til at overse. Hverken kritikere eller Oscar-kommentariatet har taget filmen til sig for alvor. På den anden side har instruktører med stor international bevågenhed en fordel i en kategori som denne, hvilket jeg i sidste ende tror redder både Sorrentinos og Irans dobbelte Oscar-vinder, Asghar Farhadi. Vinderchancer har de to tidligere vindere af kategorien dog næppe. 

‘Drive My Car’. (Foto: PR)

Favoritter må i stedet være Norges og Japans bud. ’Drive My Car’ ligner årets crossover-succeshistorie a la ‘Druk’ sidste år. At BAFTA pegede på den i kategorier som instruktør og adapteret manuskript indikerer, at filmen har et forspring til sine konkurrenter – et forspring, som filmens mange amerikanske kritikerpriser synes at bekræfte.

’Flee’ ligger også lunt i svinget, og det vil være en skuffelse, hvis Danmark ikke scorer sin næsten obligatoriske nominering. Hvis vi ser på årene fra og med 2010 – hvor Susanne Bier vandt for ’Hævnen’ – er Danmark at regne for den stærkeste nation i kategorien med syv nomineringer og to Oscars – et godt stykke foran Polen, der i samme periode har opnået fire nomineringer.

Finlands kandidat, der netop har haft premiere både herhjemme og i USA, er et spændende wildcard. ’Kupé no. 6’ har scoret rigtig fin omtale hos førende dagblade og tidsskrifter i det amerikanske, noget, der godt kan have haft en effekt i den afgørende stemmefase.

Et finalefelt med deltagelse af Danmark, Norge og Finland vil være ret så løfterigt for skandinavisk film – så det hepper vi naturligvis på.

Bedste dokumentarfilm

1. Summer of Soul
2. The Rescue
3. Flugt
4. Procession
5. The Velvet Underground

Alternativt: The First Wave, Attica

Netflix har vundet kategorien de seneste tre år, ved henholdsvis ’Ikaros’, ’American Factory’ og ’My Octopus Teacher’, så man kan med god ret tro, at streaminggiganten igen i år vil dominere kategorien.

Og dog: Umiddelbart synes ’Procession’ som det bedste bud, og det har ikke været en dokumentar, der på nogen måde har blandet sig i forbindelse med de kritikerpriser, der er blevet delt ud i december og januar.

Vurderet ud fra kritikerpriserne er ’Summer of Soul’ (Disney+) en forholdsvis klar favorit efterfulgt af ’Flugt’ og ’The Rescue’. Alle tre titler opnåede desuden en BAFTA-nominering i kategorien (og ’Summer of Soul’ altså endda en nominering for bedste klipning!).

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

De to sidste pladser satser jeg på går til henholdsvis en Netflix-titel (altså ’Procession’) og til det varmeste instruktørnavn i årets dokumentarpulje, nemlig Todd Haynes (der er kendt for spillefilm som ’Far From Heaven’ og ’Carol’), der byder på den inciterende dokumentar om artrock-pionererne The Velvet Underground (Apple TV+).

Af de 15 film, der er shortlistet af Akademiet, var ’The Rescue’, ’Summer of Soul’, ’Ascension’ og ’Attica’ at finde på DGA (instruktørforbundets) liste over årets fem bedst instruerede dokumentarfilm. Det vil derfor heller ikke være nogen overraskelse, hvis en af de to film sniger sig med ind i det allerfineste selskab.

Bedste production design

1. Dune
2. Nightmare Alley
3. French Dispatch
4. West Side Story
5. Belfast

Alternativer: Cyrano, Cruella

De valgte fem opnåede alle en Critics’ Choice-nominering i kategorien. Jeg synes, de ligner de bedste bud også i Oscar-sammenhæng.

Ligesom med for eksempel kategorierne for klipning og fotografering vil det være værd at hæfte sig ved, om ’Belfast’ napper en nominering for production design. Hvis den scorer alle de tre nomineringer, er det en indikator om stor opbakning i Akademiet som helhed, og noget, der kunne antyde, at ’Belfast’ kan gå hele vejen i bedste film-kategorien.

BAFTA lod sig dog ikke charmere: Det britiske akademi pegede på ’Cyrano’ i stedet for ’Belfast’.

Bedste visuelle effekter

1. Dune
2. Spider-Man: No Way Home
3. No Time to Die
4. The Matrix: Resurrections
5. Black Widow

Alternativer: Free Guy

Igen i år offentliggjorde Akademiet på forhånd en shortlist på 10 titler. Her blev der ikke plads til ’Nightmare Alley’, der ellers opnåede en nominering hos Critics’ Choice Awards.

Jeg tror, de tre øverste er sikre. Det er blockbuster-titler, der alle gør sig positivt bemærket på visuelle effekter-fronten. Værd at notere sig er det dog, at BAFTA så bort fra ’Spider-Man’.

Resten af feltet er titler, der decideret slår sig op på visuelle effekter – og dermed er titler, som ikke kan forventes at score nomineringer i andre kategorier end denne. Det er lidt hip som hap, men jeg satser på, at Matrix og Marvel vinder an på navnekendskab alene.

Bedste lyd

1. Dune
2. West Side Story
3. No Time to Die
4. Power of the Dog
5. Spider-Man: No Way Home

Alternativer: Last Night in Soho, Quiet Place II

Sidste år ophørte opdelingen mellem lydmiksning (efterbehandling af lydoptagelser) og lydklipning (indsamling og optagelse af lyd) i Akademi-regi, så der nu kun er én samlet lydkategori.

Critics’ Choice Awards har ikke en lydkategori, hvorfor mange nok skeler til BAFTA, når de skal udpege de nominerede. BAFTA pegede på ’Dune’, ’Last Night in Soho’. ’No Time to Die’, ‘Quiet Place II’ og ‘West Side Story.

Jeg tror på, at Akademiet vil installere favoritten ’Power of the Dog’ i kategorien her også. Lyd – også af den tyste og helt tavse slags – spiller en signifikant, meddigtende rolle i Campions film.

Bedste kostumedesign

1. Cruella
2. Dune
3. Cyrano
4. West Side Story
5. Nightmare Alley

Alternativer: French Dispatch, House of Gucci

Fire af de her fem udvalgte opnåede Critics’ Choice-nomineringer i kategorien, undtagen ’Cyrano’, som jeg dog tror står stærkere end ’House of Gucci’, der fik den sidste nominering hos Critics’ Choice.

BAFTA så bort fra ’West Side Story’ til fordel for ’The French Dispatch’. Jeg hælder dog fortsat til ’West Side Story’, al den stund at det amerikanske akademi må forventes at nære mere varmblodede følelser for filmen, der trods alt er baseret på en ærkeamerikansk klassiker (musicalen fra 1957, der blev filmatiseret i 1961).

Bedste make-up og hår

1. Dune
2. Cruella
3. House of Gucci
4. The Eyes of Tammy Faye
5. Suicide Squad

Alternativer: Coming 2 America, No Time to Die

Også i denne kategori har Akademiet allerede udpeget en shortlist på 10 titler, som der skal vælges ud fra. Fire af de fem titler, jeg peger på, var også at finde, da Critics’ Choice Awards udpegede sine fem bud.

BAFTA pegede – også her – på ‘Cyrano’, men jeg satser på, at Akademiet vælger lidt mere kulørt (læs: ’Suicide Squad’). Det plejer man ikke at være bange for lige netop i denne kategori.

Bedste filmmusik (original score)

1. Power of the Dog (Jonny Greenwood)
2. Dune (Hans Zimmer)
3. Don’t Look Up (Nicholas Britell)
4. French Dispatch (Alexandre Desplat)
5. Parallel Mothers (Alberto Iglesias)

Alternativer: No Time to Die (Hans Zimmer), Spencer (Jonny Greenwood)

Post-2005 har Alexandre Desplat været næsten sikker på en nominering, hvis han har været inde over en film med bare perifer Oscar-relevans. Han kan i år score sin 12. nominering siden 2006, hvis hans fabulerende og kokette score til ’French Dispatch’ bliver valgt.

I år er to komponister i spil til en dobbeltnominering. Hans Zimmer er aktuel med både ’Dune’ og ’No Time to Die’, og Jonny Greenwood – som mange vil kende som musikalsk blæksprutte i Radiohead – er aktuel med ’Power of the Dog’ og ’Spencer’.

‘Dune’. (Foto: Warner)

Sidste år var makkerparret Atticus Ross og Trent Reznor nomineret for både ’Soul’ og ’Mank’, så det er ikke et særsyn, at den samme komponist opnår flere nomineringer i kategorien (fagets nestor, meget snart 90-årige John Williams – der endnu er aktiv og efter sigende i gang med scoret til den femte Indiana Jones-film – har alene i det 21. århundrede præsteret en dobbeltnominering hele tre gange).

Jeg vælger at satse på, at Akademiet spreder sig lidt mere ud ved også – foruden Desplat – at gøre plads til anerkendte komponister som Britell og Iglesias.  

BAFTA pegede på ’Being the Ricardos’ (i stedet for ’Parallel Mothers’), hvilket, hvis vi skal være helt ærlige, er udtryk for tvivlsom smag. Daniel Pembertons score til Sorkins film er noget af det mest bovlamme metervare-lydtapet, jeg har lyttet til længe.

Bedste sang

1. ‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’)
2. ’Dos Oruguitas’ (‘Encanto’)
3. ’Just Look Up’ (‘Don’t Look Up’)
4. ‘Be Alive’ (‘King Richard’)
5. ’Guns Go Bang’ (‘The Harder They Fall’)

Alternativer: ‘Here I Am’ (‘Respect’), ‘Down to Joy’ (‘Belfast’)

Sangkategorien er notorisk svær at forudsige, men vilkårligheden er blevet mindre, efter at Akademiet er gået over til at lave en shortlist, som der skal stemmes på baggrund af.

Det har skortet på star power i de senere år. Desværre kan man sige det samme om sangenes kvalitet. Den her kategori havde sin power-ballade-prægede storhedstid i 1980’erne: Siden da har det – med enkelte undtagelser – været en kategori i frit fald, Oscars problembarn, om man vil.

Men – lo and behold – i år er bøtten vendt. Tre superstjerner byder sig til i kategorien. Beyonce synger for i bidraget til ’King Richard’, Ariana Grande synger for i bidraget til ’Don’t Look Up’ (som hun også spillede med i), og endelig er der – naturligvis – forhåndsfavoritten Billie Eilish, der hittede allerede forrige år med sit bidrag til ’No Time to Die’. En sang, der ikke synes at have mistet pusten, selvom den blev frigivet laaang tid før dens pandemiudsatte navnefælle af en film.

Havde Disney nu bare indstillet ’We Don’t Talk About Bruno’ fra ’Encanto’ – en sang, der i skrivende stund indtager førstepladsen på alverdens hitlister, herunder den amerikanske – havde Eilish nok ikke kunnet tage sejren for givet, men Disney sov i timen, for indstillet blev den ikke (og det er en betingelse for at blive shortlistet af Akademiet).

I kæmpehittets fravær kan det så være, at en anden ’Encanto’-sang, nemlig ’Dos Oruguitas’, kan score en del surrogatstemmer!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af