Har folkene bag »kvindekategorierne« på HBO Max nogen ide om, hvad de anbefaler?

Glem alt om »Film med stærke kvindelige hovedroller« på Netflix. HBO Max er sat i verden for at give konkurrenternes fjollede streaming-kategorier baghjul.
Har folkene bag »kvindekategorierne« på HBO Max nogen ide om, hvad de anbefaler?
Amy Adams i 'Sharp Objects'.

KOMMENTAR. Med indholdskategorier som ’Dåneværdige serier’, ’Film med stærke kvindelige hovedroller’ og, balancerende på en knivsæg mellem shitstorm og wokeness, ’Serier om særlinge og udstødte’ har Netflix længe været genstand for en vis moro blandt brugerne.

Det samme har Disney+, der sidste år kom for skade at klaske kategorien ‘Hyldest til sortes historie’ på startsiden med ’Independence Day’ og ’Unbreakable’ som forbilledlige eksempler på ’genren’ i et promoveringsselvmål, der nær kradsede al troværdighed af tjenestens egne disclaimers på børnefilm med raceproblematiske fremstillinger af cigarrygende krager.

Ovenstående fauxpas skrev jeg om i en kommentar her på Soundvenue tilbage i september – lykkeligt udvidende om, at HBO Max få uger senere ville gøre sit indtog i landet med sit helt eget, forrygende ’system’, der pludselig får konkurrenternes kategoriseringsansvarlige til at fremstå som arkiveringseksperter fra Hovedbiblioteket i København.

Jenna Ortega i ‘The Fallout’. (Foto: PR)

For tro mig når jeg siger, at hverken Netflix eller Disney kan røre HBO Max, når det kommer til at give sine abonnenter én på opleveren ved rask væk af smide skoleskyderi-filmen ‘The Fallout’ under ‘Nostalgi for millennials’ (nostalgi?!), og sortsatiriske ’The White Lotus’ under ‘Opløftende film og serier’, der føles som »et varmt tæppe for sjælen« (der er intet som uagtsomt manddrab og lort i kuffert, der skriger sjælelig komfort).

Mest utilsigtet underholdende er det dog, når tjenesten anstrenger sig for for at ægge the ladies. Og når jeg siger underholdende, mener jeg tragikomisk.

Under samlingen ‘At være kvinde’ finder vi således underkategorien ‘Samtaler om samtykke’ med sindrige hudfletninger af grænseoverskridende seksuel adfærd som ‘The Tale’, om en virkelig kvindes erindringer om seksuelle overgreb, Woody Allen-dokumentaren ‘Allen v. Farrow’ og … ’Magic Mike XXL’ og Thomas Jane-serien ’Hung’.

Med rundt regnet samtlige ligestillings- og krænkelsedebatter in mente kunne man være fristet til at argumentere for, at en samtykkesamling havde gjort sig mindst lige så godt under kategorien ‘At være mand’.

Ej, det er bare gas.

Sådan en kategori findes naturligvis slet ikke.

Men hvis den gjorde, har jeg allerstørste tiltro til, at HBO Max ville smide ’Showgirls’ og ‘American Pie’ på hylden.

Hånden op, hvis du har set ‘Sharp Objects’

Det er på papiret prisværdigt, at HBO Max som ny i streamingklassen gerne vil slå et markant slag for kvindedreven underholdning. For der er selvfølgelig en række bomstærke titler på tjenesten, fra ‘I May Destroy You’ til ‘Big Little Lies’ og ‘Euphoria’.

Men så snart vi når udover ‘flagskibserierne’, synes der at herske en vis forvirring i kulissen over, hvad det øvrige indhold egentlig handler om.

Amy Adams i ‘Sharp Objects’.

Jeg har i hvert fald svært ved at konkludere andet, end at de færreste redaktionelle medarbejdere overhovedet har set ’Sharp Objects’, når serien om bestialske mord på teenagepiger og en dybt alkoholisk hovedperson, der skærer i sig selv, havner øverst på listen over »Carrie-relaterede« titler i HBO Max’ ’Sex and the City’-samling. Med en medfølgende tekst om, hvor meget »vi elsker« Carrie for altid at være tro mod sig selv.

Men bevares, man kan selvfølgelig også være tro mod sig selv, mens barberbladet synker langsomt ned i armen (kategorien er siden fjernet).

‘Sharp Objects’ dukker i øvrigt op igen under ‘Moderskabets nuancer’, ved siden af den klæge Jennifer Aniston-komedie ’Mother’s Day’. Hvorfor man med førstnævntes skildring af en mor, der dræber sit eget barn, vitterligt må siges at have dækket alle, æh, »nuancer«.

‘Una’. (Foto: PR)

Ditto mystificerende er det, at samlingen ’Hvis du kan lide Killing Eve’ har smidt ’Girls’ under ’Team Villanelle: Professionel ondskab når det er allerbedst’ (kvinde er kvinde værst?).

Og alligevel blegner samtlige af ovenstående »kreative beslutninger« over for indlemningen af ikke færre end to pædofilidramaer under ’Sex and the City’-samlingens kvindekampdags-hyldest til Samanthas fri seksualitet:

Filmen ’Una’ og serien ’A Teacher’, der handler om henholdsvis en voksen mands seksuelle forhold til en 13-årig pige, og en kvindelig lærer, som har sex med sin highschool-elev.

At kategorien ikke længere findes, vælger jeg at tage som et tegn på, at nogen i kontroltårnet med feberhede fingre endelig hamrede ’Remove’-knappen i bund, om end det mest sandsynlige er, at tidsfristen for, hvor længe man vil give serverplads til kvindelig seksualitet, udløb.

Det »kvindelige narrativ«

Bevares, i stedet har vi som nævnt fået ‘At være kvinde’, der dækker alle dine behov fra selvstændig selvskade til morderiske mødre.

Eller, hvis man forvilder sig ind på den engelsksprogede version af app’en på mobilen, »On Womanhood«, der her bryster sig af følgende tekst:

»It’s time to rewrite the narrative of what it means to be a woman today ( … ) Let’s talk about sex: Dare to bare it all about what really goes on – from a female perspective«.

Første kvinde på skærmen herunder er naturligvis Carrie Bradshaw igen, igen. Og den anden?

Thomas Jane. I ’Hung’:

Jovist, HBO Max vil omskrive narrativet for, hvad det vil sige at være kvinde i dag, fra kvinders perspektiv.

Og med deres kategorier gør de det en mandlig prostitueret og et par professionelt onde ‘Girls’ ad gangen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af