’My Best Friend’s Exorcism’: Horrorkomedie med teenagestortalent er en maveplasker i børneenden af poolen
Det er den værste type dårlige film. En film, der ikke blot fejler med sin ringe præmis. Men en film, der fejler på trods af stærke ideer og spændende kræfter bag såvel som foran kameraet. En go’ gammeldaws skuffelse med andre ord.
Sådan en film er Damon Thomas’ ellers streamingaktuelle 80’er-spoof ’My Best Friend’s Exorcism’.
Der er smurt så tykt på med referencerne til Reagan og Thatchers årti, at selv Duffer-brødrene ville bede filmen om at skrue det bare en tak ned. Soundtracket angriber konstant ens øregange med bangers som ‘Take On Me’, ‘Karma Chameleon’ og ‘One Way Or Another’. Nonnefakultetet på den lokale folkeskole siger »nej til stoffer«. Og det lokale rockband synger kristne hymner i stil med Hulk Hogan i byens skole og storcenter.
Det er svært ikke at rulle øjnene helt tilbage i kraniet, da filmen slutter med en komplet umotiveret montage over, hvor karaktererne er i dag, efter eksempel fra ’Animal House’.
Efter et dårligt LSD-trip sammen med vennerne begynder den akavede teenagepige Abby (Elsie Fischer) at mistænke, at slyngvennen Gretchen har været udsat for en forfærdelig forbrydelse. Først tror hun, at skolens idiot har voldtaget veninden, men senere ser hun i Satans retning for at finde den skyldige synder.
Især 00’erne bød på en perlerække af feministiske kultgyserfilm, som satte lup over teenagepigers komplicerede tilværelse gennem saftige body-horror-metaforer. Fra Megan Fox’ kannibalistiske succubus i ’Jennifer’s Body’ til ’Ginger Snaps’, hvor varulvemetamorfose symboliserer pigers begyndende menstruation.
Det er med andre ord allerede gødet jord, som ’My Best Friend’s Exorcism’ betræder. Og med masser talent i ryggen.
Damon Thomas har tidligere håndteret camp med rimelig succes som instruktør af Stephen Moffats alternative take på ’Dracula’. Og Grady Hendrix’ coming-of-age-bog fra 2016, som filmen er baseret på, fik gode anmeldelser med på vejen, beskrevet som et slags møde mellem ’Heathers’ og ’The Exorcist’.
Mest bemærkelsesværdig er dog hovedrolleindehaveren Elsie Fischer, der vakte opmærksomhed som akavet teenager med acne-problemer i Bo Burnhams kritikerdarling ’Eight Grade’.
Den autentiske præstation, hun gav der, er også at ane her, men man mærker samtidig, at hun i sin unge alder kæmper uden en kompetent instruktør ved roret til at lede hende. For mens hun brillerer i det anspændte rænkespil teenagepigerne imellem, har hun straks sværere ved at virke overbevisende, når dæmoner hopper og danser foran hende, og bedsteveninden gylper lårtykke CGI-strømme af opkast.
Ligeledes er filmen instrueret med for stiv en arm til at afstedkomme hverken gåsehud eller lårklask.
’My Best Friend’s Exorcism’ ønsker at dykke ned i det selvhad, teenagepiger føler på grund af det fundamentalt misogyne patriarkat, de er født ind i. Og den vil bruge sin 80’er-placering til at fremhæve samtidens og herigennem også det moderne samfunds hykleri, når autoriteter på den ene side råber vagt i gevær over for stoffer og frivole teenagere, men på den anden side vender det blinde øje til voldtægt og traume.
Men bedstevenindens dæmonbesættelse forenes aldrig med filmskabernes ellers sympatiske intentioner. Og da den lovede eksorcisme endelig optræder langt inde i tredje akt, introduceres en storråbende Chris Lowell som alternativ bro-eksorcist og et sidsteminuts komikindslag, mens aktionen udføres som en femteklasserendering af ’Evil Dead II’.
Det er pinligt, tåkrummende og smider alt fra skuespillerne til de større tematiske ambitioner på gulvet. Meget sigende for filmen i sin helhed.
Kort sagt:
’My Best Friend’s Exorcism’ er en maveplasker i børneenden af poolen. Ikke engang stortalentet Elsie Fisher kan redde den bedagede gyserkomedie.