Det kan måske lyde lidt idealistisk og for godt til at være sandt. Men faktisk er evnen til at sige ’nej tak’ ikke nødvendigvis helt dårlig at have, hvis man vil frem i filmbranchen.
Sådan lyder det gode råd i hvert fald, hvis man spørger den danske manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm.
»Jeg tror, at jeg har fået mulighed for at lave en stor film som ’The Good Nurse’, fordi jeg har sagt nej tak tilpas mange gange. At jeg laver film på min måde og prøver at være kompromisløs«, fortæller instruktøren, da jeg møder ham i luksuriøse omgivelser på Hotel d’Angleterre, hvor han er sat i stævne til at tale om sin nye film: et thrillerdrama produceret af streaming-giganten Netflix med kæmpestjerner som Eddie Redmayne og Jessica Chastain i hovedrollerne.
Før han havnede her, i lobbyen til Københavns fineste hotel, har Lindholm, der oprindeligt er uddannet manuskriptforfatter, opbygget et imponerede cv. Karrieren startede, da han sammen med Michael Noer lavede gennembrudsfilmen ’R’, der med håndholdt kamera og under parolen ’reality rules’ – virkeligheden dikterer dramaturgien – skildrede et hårdkogt drama bag murene til Horsens statsfængsel.
Siden har han blandt andet lagt pen til Thomas Vinterbergs ’Jagten’ (Oscar-nomineret) og ’Druk’ (Oscar-vinder) og har både skrevet og instrueret festivaldarlings som ’Kapringen’ og ’Krigen’ (også Oscar-nomineret) og senest serien ’Efterforskningen’.
Internationalt har Lindholm prøvet kræfter som forfatter og episodeinstruktør på David Finchers true crime-baserede ‘Mindhunter’, og nu er han så klar med sin første udenlandske spillefilm, der også tager afsæt i en sand historie om en seriemorder.
’The Good Nurse’ er baseret på en biografi af Charles Graeber om sygeplejeren Charles Cullen (Eddie Redmayne i filmen), som dræbte over 400 mennesker på forskellige amerikanske hospitaler, før han endelig blev stoppet af et hold efterforskere i ledtog med Cullens kollega og ven Amy, der i ’The Good Nurse’ bærer hovedrollen og spilles af Jessica Chastain.
»Ikke noget for mig
Efter dine danske succeser har du sneget dig over på det internationale marked. Men var det egentlig en drøm for dig at begynde at lave film og serier i USA?
»Nej, jeg havde ikke nogen ambitioner om, at jeg skulle til at lave film i USA, og da jeg begyndte at få tilsendt manuskripter fra USA, læste jeg dem faktisk ikke«.
Nå! Men hvad fik dig så alligevel til at læse manuskriptet til ‘The Good Nurse’?
»Da ’Krigen’ bliver Oscar-nomineret, får jeg tilsendt et manuskript, der hedder ’The Good Nurse’, og den eneste grund til, at jeg læser det, er, at Darren Aronofsky er blandt producenterne, og jeg selv var selv blown away, da jeg første gang så hans ’Requim for a Dream’. Og så var jeg tiltrukket, fordi jeg ved, at hans selskab holder til i New York og måske derfor ikke er så store slaver af det store Los Angeles-maskineri«.
»Så jeg tænker: Jeg læser sgu lige, hvad de har sendt. Så det gjorde jeg, men var ikke overbevist om, at den var noget for mig«.
Okay! Jamen … Hvorfor endte du så med at lave den alligevel?
»Jeg fik ikke lyst til at lave filmen af at læse manuskriptet, men jeg fik lyst til at læse bogen, som manuskriptet var baseret på. Sagen var, at jeg ikke gad at lave endnu en seriemorderfilm, baseret på fascinationen af seriemordere og ondskab. Dem var der så mange af, og jeg havde jo selv lige lavet ‘Mindhunter’, og så var der i princippet ikke nogen grund til at lave endnu en«.
»Men jeg læste bogen og blev grebet af de sidste kapitler, der handler om Charles Cullens sidste job i sundhedssektoren, hvor han arbejder sammen med og bliver venner med Amy. Her fandt jeg ud af, at det var hende, der skulle være hovedpersonen, og ikke ham. At der var noget vigtigt og fascinerende ved, at hendes næstekærlighed og godhed kunne sætte en stopper for alt det, som et helt system ikke kunne stoppe. Og at det var interessant, at det amerikanske sundhedsvæsen var den sande skurk«.
»Så jeg ringede til Krysty (Wilson-Cairns, manuskriptforfatter på ’The Good Nurse’, red.) og spurgte: ’Hvad nu hvis vi gør sådan her i stedet?’ Og så brugte vi de næste to-tre år på at bygge historien op på ny«.
Med stjernerne og Netflix i ryggen
Men fik du så bare lov til det? Jeg forestiller mig, at man kan gøre den slags i Danmark, men man hører tit om danske instruktører, der kommer i clinch med amerikanske selskaber og producenter, fordi de har stor indflydelse på den endelige film. Lod Netflix dig bare forme filmen, som du ville?
»Netflix havde slet ikke nogen problemer med min måde at fortælle historien på. Men det havde det studie fra L.A., jeg arbejdede sammen med i starten: De ville gerne trække filmen i en mere klassisk seriemorderagtig retning, som de følte var nemmere at sælge. Det sagde jeg fra overfor og endte med at droppe projektet og lave ‘Efterforskningen’ i stedet«.
»Og så var det faktisk Eddie og Jessica, som jeg havde castet, der trådte til og sagde, at de kun ville lave filmen, hvis det blev sammen med mig. Og at de var villige til at vente to år, før jeg blev færdig med ‘Efterforskningen’. Derefter fik vi Netflix med på vognen, og så kørte det«.
Hvorfor tror du, at Jessica Chastain og Eddie Redmayne så gerne ville lave filmen med dig?
»Jeg tror i høj grad, at de syntes, det var attraktivt at lave noget, der ikke var styret af studier og excel-ark, og hvad der ville sælge godt, men snarere en smag, en idé. Jeg tror, de så mig som en instruktør med en vision og kunne lide, at jeg interesserede mig mere for den menneskelige vinkel og for systemkritik frem for fascinationen ved seriemordere. Og så er det min fornemmelse, at de havde brug for at lave, hvad der jo dybest set for dem var en lillebitte indiefilm, hvor de kunne få lov til at arbejde med deres skuespil i stedet for bare at stå på et mærke over for en green screen«.
Mange er enige om, at Eddie Redmayne er dygtig skuespiller, men han får også kritik for at spille meget stort og fik for eksempel en Razzie-pris for dårligt skuespil i ‘Jupiter Ascending’. Hvordan var din oplevelse med ham?
»Jeg synes, han er en af sin generations bedste, og hver gang man kigger på ham gennem et kamera, er det umuligt at kigge væk. Men det kræver selvfølgelig instruktørarbejde at hjælpe sine skuespillere med at finde det rigtige udtryk. Vores opgave sammen var jo at prøve at finde en temperatur, hvor vi ikke lod os forføre af ondskaben i hans karakter«.
»Eddie er meget hårdtarbejdende og insisterede på at få en masse sygeplejertræning, så arbejdet og rutinerne sad i fingrene. Jeg tror endda, han stjal lidt tid fra forberedelserne til ‘Fantastiske skabninger’, som han arbejdede på før, til at arbejde på sin fysik og dialekt til filmen«.
Reality still rules
Du har instrueret to afsnit af David Finchers ’Mindhunter’, så det er jo ikke helt første gang, du arbejder på et stort filmset for Netflix. Har du taget noget med dig fra arbejdet med serien og Fincher?
»Uden tvivl. Jeg er ikke uddannet som instruktør, men som manuskriptforfatter, så på den måde blev Fincher og ’Mindhunter’ min filmskole, hvor jeg lærte håndværket, som det var i gamle dage med lyssætning af kamera og billedstørrelser og sådan noget. Det har jeg taget med mig i arbejdet med ’The Good Nurse’«.
»I stedet for håndholdt kamera, som jeg har brugt meget tidligere, brugte vi zoom-teknikker, der også er inspireret meget af filmen ‘Klute’ (krimi-thriller fra 1971, red.)«.
Ja, du startede din karriere med et helt anderledes dokumentarisk udtryk, der er meget anderledes end din nye film, der er ret lækker i udtrykket. Dengang insisterede du på, at ’reality rules’ – gælder det stadig for ’The Good Nurse’?
»I høj grad. Det skyldes jo i virkeligheden, at jeg simpelthen keder mig med min egen fantasi. Jeg laver ikke film for at vise, at jeg har fundet på en god idé eller for at vise, at jeg har ret. Det synes jeg er kedeligt. Men jeg synes derimod, at virkeligheden er helt vildt spændende. Der er noget sindssygt i, at et hospitalsvæsen kan ignorere så mange dødsfald. Og at der skal ét næstekærligt menneske til at sætte en stopper for dem. Det er den utrolige virkelighed, jeg fandt i bogen ’The Good Nurse’«.
’The Good Nurse’ kan ses i biografen fra 18. oktober og på Netflix fra 26. oktober.