KOMMENTAR. »Far, jeg har det ikke så godt«, fremstammer Victor i telefonen, da han ringer til sin far fra maskulinitetsretreatet RIHA.
Faren står lige og roder med noget terassemaling, som han brokker sig over var for dyrt nede i Silvan, mens han fører en telefonmonolog om, at sønnen drikker bajere og er på spa-ophold.
Da Victor forsøger at skære grådkvalt igennem, bliver faren (Kristian Halken) så utilpas, at han »tror, din mor gerne vil snakke med dig nu«.
Man kunne godt anklage ‘Hey Far’-sekvensen for at være en kliché, der vader rundt i en hævdvunden fordom om, at majoriteten af familiefædre i boomergruppen er følelsesladte firkanter, som går i trælasten i stedet for til psykolog. Bogstaveligt talt træmænd, der som sangens linjer »ku byg’ en terrasse, men ikke interesse for mig«.
Selvfølgelig er det ikke så sort-hvidt. Men selvom der helt sikkert er masser af tømrerefne faderfigurer, der deler ud af et rigt følelsesliv, er der også mange, der nok vil kunne mærke en tåre i øjenkrogen eller et stik i hjertet, når Lasse Deins karakter synger om det notorisk forstokkede fader-søn-forhold.
For faderbinding eller ej. Vi har vel alle en familieknude, vi prøver at binde op et sted i stamtræet.
Selvom året skriver 2022, og der har været adskillige kønsrolleoprør siden 50’erne, lever patriarkatet, actionmændene og den giftige maskulinitet i bedste velgående. I verden såvel som i film og serier, hvor det virkelighedens fremskridt og nuanceringer til trods stadig er mænd med kapper, der redder verden, som sælger flere billetter end noget andet.
Man kan godt blive vred over, hvor mange mænd der får ordet til overhovedet at lave film og serier. Men hvis unge mandlige film- og serieskabere bruger ordet til at udfordre og nuancere den rolle, mænd og deres forhold til deres egen kønsenergi fylder i samfundet, er det i min optik et formildende skridt i den rigtige retning.
Med sit korte format skærer ‘Maskulin’ muligvis kønsfordomme over en bred kam. Men den forsøger på godt og ondt at starte en vigtig samtale om, hvad det vil sige at være maskulin i dag, nærmere end hvor hårdt det er at være mand.
Irriterende veninder
Filmhistorien har været vel bekendt med den neurotiske unge mand, siden Woody Allen fik ordet i slutningen af 60’erne.
I nyere tid er der dog et før og et efter Lena Dunhams seriemilepæl ‘Girls’, der pludselig fik det til at vælte frem med værker om unge kvinder og manic pixie jerk girls, der var mere irriterende og mere i krise end før.
Men hvor kvinder og deres venskaber har spillet hovedrollen i et væld af serier fra ‘Golden Girls’ til ‘Sex and the City’, er der en overvægt af manderelationer på skærmen, som bliver en sidebemærkning for narkokriminalitet eller høj pistolføring.
Selvom det er en kliché, er det pænt symptomatisk, at de tæver hinanden i ‘Fight Club’. Men gud forbyde at de snakker om det.
Kvindevenskaberne holder ved i serieland med inspiration fra toneangivende litterære værker, hvor Sally Rooneys ‘Conversations With Friends’ og Elena Ferrantes ‘Min geniale veninde’ stadig tegner tidens tendenser.
Men hvor man i litteraturens verden ligeledes har set maskuline venskaber som omdrejningspunkt for nogle af nyere tids helt store bestsellerfænomener, som Hanya Yanagiharas virale tåreperser ‘A Little Life’, er det, som om det stadig mest er piger, der har svære og komplekse venskaber rundt omkring på skærmene.
Selvom der var cute tæthedsstunder mellem Chandler og Joey i ‘Friends’ og mellem Ted og co. i ‘How I Met Your Mother’, var det stadig serier, der triumferede tropen om bro-venskaber baseret på øl, bold og bryster. Og som altid havde en homojoke i baglommen, hvis tingene blev lidt for tætte.
Danmarks serievenskab nummer ét er Frank Hvem og Casper Christensen i ‘Klovn’. Og selvom det er smukt på sin egen måde, giftigt og komplekst på samme tid, står det i voldsom kontrast til alt, man ville kalde opbyggeligt. I filmafdelingen har gutterne i ‘Klassefesten’ og ‘Alle for én’-serien været symptomatisk fladpandede.
Mere end kastrering
Jonas og Isak i ‘Skam’ talte smukt om de svære ting hen over en kebabbox, og selvom de ikke står alene, har de brug for selskab.
‘Maskulin’ er ikke en granskning af et mandevenskab på ‘Girls’-facon. Men det er en serie, der påpeger nødvendigheden af, at vi interesserer os for mænd, og hvordan maskuline relationer ser ud.
I sommer meldte Jonas Risvig sig på banen med ‘Drenge’, der med sin fortælling om det intense kultiske fællesskab mellem drengene i et kirkekor på en mere klassisk vis udstillede 2022-buzzordet giftig maskulinitet.
Her nuancerede Risvig en fortælling, der har tegnet hovedværker i dansk ungdomsfilm som Bille August filmatisering af ‘Zappa’. Et tema, også Martin Skovbjergs ‘Brakland’ gik i krig med såvel som Rasmus Heisterbergs fuckup-fortælling ‘I blodet’.
Den biografaktuelle islandske Gudmundur Arnar Gudmundsson griber ligeledes fat i unge drenge og volden mellem dem.
Samtidig er der flere eksempler på, at den bløde mand er blevet vingeskudt i dansk film de seneste par år, senest i Thomas Daneskovs ‘Vildmænd’. Og Christian Tafdrup lod den feminine ondskab sælge hans selvbestemmelse sammen med cd-samlingen i ‘En frygtelig kvinde’. Senest nåede den uforløste familiefar knap nok at primalskrige ud over en hollandsk grusgrav i ‘Speak No Evil’, før instruktøren fik ham fatalt kastreret.
Men før vi rejser os og fejrer et mandeideal i endegyldigt opbrud, må vi ikke glemme, at ‘Druk’ – en af nyere tids største danske filmsensationer – løste den moderne mands krise ved at hælde bajere ud over den, som ‘Fight Club’ med dyr vin og dåseøl.
I den nyligt overståede niende sæson af ‘Klovn’ var Frank og Casper til mandeklub med talestav, hvor Simon Kvamm lærte at skubbe sine selvmordstanker ind, og hverdagspsykopaten Frank Hvam måtte fake et følelsesliv, da hans nyopsatte fuglebad simpelthen ikke havde tyngde nok.
Selvom alle tilsyneladende taler om det, er samtalen om maskulinitet i dansk film og tv er ikke slut. Den er kun lige begyndt.
Tiltrængt trojansk woke-hest
I ‘Maskulin’ er alting skåret meget skarpt op. Fløjene hedder mestendels hård mand vs. blød mand. Hovedpersonen Victor har flere veninder og dybe samtaler, end han har muskler til og erfaring med at hive i stort reb.
Men mellem linjerne bliver der leget med samtlige fordomme.
Som da Victors diametrale modsætning Adam (Arian Kashef) laver en plaskende bombe ned i Victors meditationssession i poolen, hvor han ligger akavet på en redningskrans af skumgumminudler.
»Træning er også meditation for mig«, byder han ind, hvortil Victor mindre konsensussøgende svarer: »Der er træning nok lidt mere træning for mig, hvor meditation er meditation for mig«.
Her har ‘Maskulin’ altså en skarp evne til gennem helt korte scener og få replikudvekslinger at tegne to genkendelige typer maskulin ubrugelighed på samme tid.
Det er ikke så meget klichébingo, som det er trolling. Referencer til mandeguruer som Jordan Peterson eller manderetreats a la Carl-Mar bruges småprovokerende, mens der sniges en dybere samtale ind ad bagdøren.
For ‘Maskulin’ udstiller fitnessprinser, følelsesliderlige terapeuter, surdejsfædre og frelste woke podcastlyttere, der som hovedkarakteren Victor tror, de er bedre end alle andre, blot fordi de har hørt om Judith Butler og Emma Holten.
Med popsange og sketch-vibes er ‘Maskulin’ en letfordøjelig trojansk hest for de samtaler, vi skal blive ved med at have, hvis vi nogensinde skal drømme om at smadre patriarkatet på skærmen – og i virkeligheden.
‘Maskulin’ kan ses på DR TV.