Jeg havde glemt, hvordan Paul Mescals stemme lød.
Det gik op for mig, da han leverede sin første replik i premiereaktuelle ‘Aftersun’.
Det er ellers ikke, fordi jeg på nogen måde havde glemt den 26-årige irske stjerne. Hans lysende talent og romerske gudestatur har været ridset ind på min radar siden det bragende gennembrud i ‘Normal People’, hvor han og medspilleren Daisy Edgar-Jones legemliggjorde et af nyere tids mest besættende litterære par.
Men hvor hans kvindelige medspiller gik den klassiske mainstreamvej med prominente hovedroller i både bestsellerfilmatiseringen ‘Hvor flodkrebsene synger’ og krimiserien ‘Under the Banner of Heaven’, har Mescal sin første store filmhovedrolle i ‘Aftersun’, der trods det hypede A24-mærkat er en relativt smal skotsk film.
I kølvandet på den enorme opmærksomhed og seksualisering, der fulgte med ‘Normal People’, gik Mescal mere kontra på mediemaskinen. Han har trådt varsomt med få, men velvalgte roller.
På den internationale filmscene har man kun kunnet se ham som strandtjener for Olivia Colman i Maggie Gyllenhaals Oscar-nominerede instruktørdebut ‘The Lost Daughter’ foruden en rolle i den irske ‘God’s Creatures’ over for Emily Watson, der ikke har haft dansk premiere.
Men grunden til, at jeg har glemt lyden af hans stemme, findes i en af hans første og mindste roller efter Sally Rooney-adaptationen fra 2020.
Nemlig i musikvideoen til Phoebe Bridgers ‘Savior Complex’, hvor kimen til et it-couple blev lagt i smuk treenighed af musikeren, skuespilleren og en sød hund.
Granola-segmentets yndlingspar
For når Mescal alligevel har fyldt en masse i den popkulturelle bevidsthed, skyldes det, udover det slagkraftige gennembrud, at han har dannet par med den amerikanske rockstjerne.
Da han tog med hende på turné, kom hele internettet på fornavn med Paul og Phoebe – en type indiepar med så heftigt fantække, at de er blevet helgendyrket som Rihanna og Asap Rocky for granola-segmentet.
Deres formodede break-up forvandlede selvsamme TikTok-felt til en sorggruppe. Da Phoebe blev spottet med den elskede komiker Bo Burnham, følte mange fans sig som klemte skilsmissebørn.
@casey.pdf child of divorce #phoebebridgers #paulmescal #boburnham ♬ Motion Sickness – Phoebe Bridgers
Men selvom et billede siger mere end tusind ord, har Mescal spillet rollen som Phoebe Bridgers fotogene påhæng så overbevisende, at jeg næsten havde glemt det skuespiltalent, der gjorde ham betagende fra første blik.
Indie-integritet
Forglemmelsen er egentlig dybt ironisk, da den om noget er udtryk for den integritet, Mescal har signaleret, fra karrieren tog fart.
Efter at være blevet en verdensomspændende succes med alles lockdown-øjne på sig valgte skuespilleren efter et stykke tid at droppe Instagram i frygt for, at hans fans skulle »blive trætte af ham«. Hvilket er ydmyge ord fra en mand, der bar en halskæde så godt i ‘Normal People’, at den fik sin egen fankonto.
Når Mescal denne gang er storslået tilbage i ‘Aftersun’, minder han os til gengæld på overlegen vis om, at han muligvis er et af sin generations allerstørste talenter.
For selvom det kun er hans anden store hovedrolle, er ‘Aftersun’ et afvigervalg med perfekt afkast. Et definerende øjeblik, der ikke blot former vores indtryk af ham nu, men formentlig også vil blive set tilbage på resten af hans karriere.
Filmen er en royal flush af wildcards, der på magisk vis, men med rette, er blevet et internationalt fænomen.
Det er den skotske instruktør Charlotte Wells debutfilm, der er følelsesmæssigt inspireret af hendes personlige forhold til sin egen far. Den er både lille af produktionsbudget, billetsalg og historie. Alligevel har den vundet stort indpas hos kritikere, priskomitéer og ikke mindst en dedikeret fanskare online.
Mescal er den unge far Calum, der let kunne være bror til sin 11-årige datter Sophie, spillet af det 13-årige stjerneskud Frankie Corio, hvis kemi med Mescal er altafgørende for både filmens succes og hans Oscar-nominering.
I ‘Aftersun’ følger vi dem gennem voksne Sophies erindring. Hun ser videobånd fra sin barndoms rejse til Tyrkiet med faren, der konstant skifter farve fra normal og hyggelig til tonstung og småtraumatisk.
Hver nuance af minderne bliver nøjsommeligt smurt ud, som den aftersun-creme far-Calum nusser omsorgsfuldt på sin datters hud om aftenen på hotelværelse. Det føles som skabt til Mescal, samtidig med at rollen har en helt anden tyngde.
Fra hjerteknuser til faderbinding
Det ville være synd at røbe for meget om, hvad præcist det er, der gør Paul Mescals præstation så gribende.
Men den har den psykiske kompleksitet til fælles med præstationen i ‘Normal People’.
Her er Connells depression fokus for et helt afsnit af serien, som Mescal forløste med slående sårbarhed, der listede sig ud af hans stærke ydre – ikke ulig det Rahim’ske mandeideal, der efterfølgende har fået stigende opmærksomhed.
Følsomheden formåede dog ikke at overdøve opmærksomheden omkring seriens sexscener, der var længere, lidt mere realistiske og mere udpenslede end normalt.
Eftervirkningerne af skærmens omfattende nøgenhed har Mescal fra start beskrevet uden smiger og med omtanke for tendensen til objektificering, hvilket stemmer meget godt overens med hans evne til at indtage skærmen følsomt og uforfængeligt.
Alligevel er der noget generelt drilsk over, at Mescal nu går fra en gennembrudsrolle som hele millennial-generationens følsomme førsteelsker i ‘Normal People’ til i ‘Aftersun’ at spille den skilsmissefar, der gav dem faderbindinger og behov for terapi.
Og fordi Mescal brød igennem som sexsymbol, ligger seksualiseringen stadig på lur. Selv i en film, hvor det ikke er en del af historien:
»Jeg lavede et interview (i forbindelse med ‘Aftersun’, red.) (…), hvor nogen talte om at gå ind i en slags daddy-æra. Jeg havde det sådan, ‘det er fucking vildt i mit hoved, at konklusionen kan blive seksuel’«, har han fortalt The Guardian.
Kvalitet frem for kvantitet
»Jeg føler et behov for at beskytte rummet for mindre film, der bare skrumper og skrumper. Det gør mig deprimeret. Så hvordan rammer jeg en balance mellem mine politiske tankegang over for filmverden – som er et meget prekært sted – versus at lave en actionfilm eller en spionthriller?«, spurgte skuespilleren sidste år i et interview med The New York Times.
For selvom Mescal er gået en bemærkelsesværdigt anden vej, end han havde behøvet, var det aldrig meningen konsekvent at distancere sig fra det kommercielle.
Nu samler han støt flere blockbuster-roller til den lille, men effektive, bunke af prestigepræstationer.
For nylig blev det annonceret, at han skal spille med i Richard Linklaters vanvidsprojekt ‘Merrily We Roll Along’, som tager ‘Boyhood’ skridtet videre og optages over intet mindre end 20 år.
Derudover har Mescal landet sin første ægte blockbuster-rolle i Ridley Scotts ventede opfølger til ‘Gladiator’. Her spiller han kejser af hele romerriget og søn af Joaquin Phoenix’ lede Commudos fra den første film.
Han er desuden blevet del af en stjernetrio i sci-fi-dramaet ‘Foe’ sammen med Saoirse Ronan og Lakeith Stanfield. Projektet har instruktøren bag den Oscar-nominerede film ‘Lion’, Garth Davis, ved roret.
Som prikken over i’et i de store forhåbninger til Mescals fremtid har det også vrimlet med sammenligninger i medierne mellem den unge irer og Marlon Brando, da Mescal har kunnet opleves på de skrå brædder i London som Stanley i det kendte teaterstykke ‘A Streetcar Named Desire’.
‘Aftersun’ er uden tvivl et højdepunkt. Men det er også kun et ud af de to monumentalt effektive skridt, Paul Mescal har taget i sin karriere, hvis man fraregner stjernestøvet fra Bridgers-forlovelsen, der aldrig blev.
Samtidig ville det være en decideret sensation, hvis Paul Mescal gik hen og vandt en Oscar for ‘Aftersun’.
Men lige meget hvad, har den irske stjerne om nogen bevist, at det godt kan lade sig gøre at forme en karriere baseret på kvalitet frem for kvantitet.
‘Aftersun’ har biografpremiere 2. februar.