KOMMENTAR. I disse år er den bærende fortælling om Hollywood, hvordan den angstprægede filmby kvæler ethvert tiltag til originalitet i en desperat jagt på profitjagende franchiseforretning.
Det er en fortælling med visse nuancerende sprækker, blandt andet understreget af at sidste års mest barokke film, ’Everything Everywhere All at Once’, vandt hovedprisen ved industriens egen hyldest, Oscar-showet. Hvilket dog også bare kan tolkes som et råb om hjælp.
Derfor bør vi egentlig også hylde de to film med dansk premiere i år, der nærmest demonstrativt skriger til verden, at der stadig er plads til egensindige instruktører, der får carte blanche til at freake fuldkommen ud.
I januar kom Damien Chazelles over tre timer lange ode til Hollywoods guldalder, ’Babylon’. En dybt excentrisk film om en spirende filmproducer og skuespillers rise and fall, der inden for den første halve times tid har spulet elefantlort i hovedet på seer såvel som hovedperson, haft flere coke-scener end en gennemsnitlig Scorsese-film og toppet det med et urinsex-afledt dødsfald.
Det er en film fuld af sjove, vanvittige og charmerende øjeblikke, der indkapsler filmoptagelsernes magi, og personligt var jeg underholdt og imponeret over den energi og det tempo, Chazelle lægger for dagen de første par timer. Samtidig med, at jeg var nærmest målløs over, at han havde fået lov.
Én af forklaringerne er selvfølgelig, at to af klodens største stjerner, Brad Pitt og Margot Robbie, er på rollelisten, mens en anden er, at instruktøren med ’Whiplash’ og ’La La Land’ havde spillet sig i en position, hvor et stort studie som Paramount tror så meget på ham, at de vil bruge 100 millioner dollars på at styre hans lyster.
Filmen blev et box office-flop og har i sidste ende kostet Paramount dyrt.
Dyr personalepleje
Den anden film er den biografaktuelle ’Beau Is Afraid’ med Joaquin Phoenix, der deler mange fællestræk med ’Babylon’.
Det er også en tre timer lang og komplet udsyret film, der plotmæssigt får Chazelles Hollywood-ridt til at ligne ’The Straight Story’ med sin historie om en psykisk plaget mands bizarre rejse mod hans barndomshjem efter hans mors pludselige brutale død.
Også denne er skabt af en af USA’s hotteste unge instruktører, nemlig ’Hereditary’- og ’Midsommar’-bagmand Ari Aster, der meget sigende har barslet med ideen i årevis. Men det var først efter succesen med de to epokegørende gysere, at han fik grønt lys til at realisere sit passionsprojekt, og det er i mine øjne meget tydeligt, at han her får afløb for sine værste studentikose, selvhøjtidelige impulser midt i den ellers beundringsværdige iderigdom.
’Beau Is Afraid’ er værket, han nok var nødt til at få ud af systemet, så han igen kan komme i gang med at lave nogle gode film.
A24 – USA’s mest anerkendte og kvalitetsbevidste independentselskab i disse år – har givet Aster omkring 35 millioner dollars til at lave filmen, hvilket er en dyr omgang personalepleje. Aster har selv i spøg udtalt, at han ikke kunne forstå, at A24 kunne være så dumme at give ham pengene, og ’Beau Is Afraid’ er da også floppet ved billetlugerne.
Provokerende spilletid
Utroligt talentfulde, unge filmskabere får en blankocheck og frie hænder til at indfri deres vision og turnerer vildt dristige værker med kæmpe filmstjerner i krævende roller.
Det bør være en opskrift, man som kritiker blot jubler i sine små hænder over. Heja for den store kunstner! Ned med den onde pengemaskine!
Historien er jo spækket med eksempler på grænsesprængende film, som instruktøren har tvunget igennem trods stor modstand, og som måske endda er floppet i sin samtid, men siden har opnået klassikerstatus.
’Apocalypse Now’, ’Heaven’s Gate’, ’Blade Runner’ og indtil flere film af Orson Welles er nogle af de mest berømte eksempler, mens voldtægtsforbryderen Harvey Weinstein allerede inden sin selvforskyldte undergang var kendt for at klippe instruktørernes versioner til ukendelighed. Det gav ham øgenavnet Harvey Scissorhands.
Producenterne har som oftest magten og final cut i Hollywood, og i den kunstneriske historieskrivning om amerikansk film er de i reglen de onde pengemænd, der holder de fremsynede stemmer nede.
Så hvorfor er det, at jeg møder ’Babylon’ og ’Beau Is Afraid’ med en vis ærgerlig skepsis?
Måske fordi begge film åbenlyst godt kunne have brugt en hjælpende hånd og et blik udefra. Det er fortællinger, der er overmættede med ideer og indslag, som får én til at juble lykkeligt i første halvdel, før man slår resigneret fra i immun ligegyldighed til sidst. Man bliver mæt. Og træt.
Og måske fordi jeg er overbevist om, at der gemmer sig et mesterværk i begge film, som er blevet mudret til af to instruktører, der har mistet overblikket og ikke er blevet hjulpet med at slå deres darlings ihjel.
De to films spilletid er nærmest provokerende i sig selv. Instruktørerne har fået for lang snor.
Hvem siger dem imod?
Mens den maskinelle IP-mining er ét dominerende spor i filmbranchen i disse år, er den hårde konkurrence om talenterne et andet. Med streamingtjenesternes indtog kæmper flere og flere aktører om at få de bedste filmskabere i folden.
Selvom ’First Man’ med Ryan Gosling også var en skuffelse ved billetlugerne, er Chazelle og Aster to guldfugle, man øjner et mangeårigt frugtbart samarbejde med.
Det er heller ikke noget tilfælde, at Martin Scorseses to længste film i karrieren er lavet for streamingtjenester: ’The Irishman’ for Netflix og den kommende ’Killers of the Flower Moon’ for Apple. Begge mødte en finansieringsmæssig mur hos de traditionelle studier, og begge varer omkring tre en halv time. Uanset kvaliteten af sidstnævnte kan man vist godt konstatere, at ingen sådan rigtigt har sagt Scorsese imod i processen.
Ligesom en anden af de seneste 20 års største instruktører, Alejandro González Iñárritu, næppe omgav sig med nej-hatte, da han lavede sin jævnt kritiserede, navlepillende og også alenlange ’Bardo’ for Netflix sidste år.
Men er det ikke fantastisk!? Det kan stadig lade sig gøre!
Ja, med mindre flops som ’Babylon’ og ’Beau Is Afraid’ blot bliver nye skræmmeeksempler på, hvad der sker, hvis man giver opfindsomme instruktører lidt for lang line. De åbner i hvert fald ikke nødvendigvis døren for lignende projekter. Det er godt, at en film som ’Everything Everywhere All at Once’ som modstykke understreger værdien i at turde tage nye chancer.
Smånarcissistisk tunnelsyn
Hollywood har alle dage været en broget blanding af kunst og kommers, og ingen ønsker sig en Harvey Scissorhand, der svinger saksen efter forgodtbefindende.
Men nogle gange udløber den allerbedste kunst også af modstand, begrænsninger og en sund portion skeptikere som modvægt til de mange rygklappere, der sandt for dyden også er i det amerikanske filmkredsløb. Det er dejligt, at ’Beau Is Afraid’ og ’Babylon’ findes, men hvor er det dog ærgerligt, at vi er gået glip af de film, de kunne have været.
Når man tager en chance, indebærer det selvfølgelig risikoen for, at det går galt, men man spiller også højt spil med den hævdvundne frihed for både sig selv og ligesindede, hvis man med smånarcissistisk arrogant tunnelsyn lader vandet flyde over alle breder.
Damien Chazelle og Ari Aster vil sandsynligvis fortsætte deres udvikling mod at blive for en ny generation, hvad David Fincher eller Paul Thomas Anderson var for den forrige. Og forhåbentligt vil de blive ved med at få frihed og lang snor.
Men deres foreløbige filmproduktion indikerer, at man næppe gør dem nogen tjenester ved at lade dem køre deres helt eget show.
‘Beau Is Afraid’ kan ses i biografen. ‘Babylon’ kan ses på Blockbuster, Viaplay m.fl.