’Top Boy’ sæson 3: Sidste omgang af Netflix’ gangsterserie drukner i skud og billige tricks
’Boyz n the Hood’, ’La Haine’, ’The Wire’ og senest ’Athena’ har været med til at give gademiljøet en plads i populærkulturen.
Det har de gjort med historier, der trækker i hovedpulsåren på problemer fra samfundets usynlige klasser og propellerer talentfulde sorte og brune kunstnere ind i et spotlys, der ellers synes aktivt at forbigå dem.
Britiske ’Top Boy’ har også manifesteret sin position på øverste hylde blandt gadens bedste talerør, og nu lander seriens finalesæson på Netflix.
’Top Boy’ blev skrinlagt efter to sæsoner på britiske Channel 4 i 2013 (de to første sæsoner kan ses på Netflix under titlen ’Top Boy: Summerhouse’), hvorefter den blev vækket fra de døde af blandt andre Drake. Nu har den fået tre sæsoner på Netflix, til stor glæde for seriens brede fanskare, der omfavner serien som et kultfænomen.
Serien skildrer blandt andet på bevægende vis efterkommerne af Windrush-generationen og deres kamp for overlevelse i bunden af det engelske klassesamfund. Derudover appellerer den til samtidens popepistemologi med sit store galleri af højaktuelle navne som rapperne Dave og Little Simz, grime-legenden Kano, modellen Adwoa Aboah og ‘Black Panther’-skuespilleren Letitia Wright.
Det mærkværdige ved ’Top Boy’ er, at alle rapperne spiller decideret fremragende i denne serie – hvilket ellers langt fra er en selvfølge.
Serien følger de to bedste venner Dushane (Ashley Walters) og Sully (Kane Brett Robinson) fra deres tid som kaptajner i Summerhouse-banden og deres kamp for at nå toppen af Londons narko-fødekæde gennem junglelovens spis eller blive spist-filosofi. Et mantra, som finalen i den grad lever op til.
Tredje og sidste sæson starter i kølvandet på, at Sully har dræbt rivalen Jamie (Michael Ward). Sully indtager tronen som Top Boy og skubber Dushane ud i en ufrivillig tidlig pension med en generøs gylden paraply i form af en løbende andel i profitten fra forretningen.
Men freden på toppen er kortvarig, for en ny irsk spiller, Jonny McGee (Barry Keoghan), disrupter Summerhouse-bandens forsyningskæde og udløser en kakofoni af kriser, der hjemsøger Sully og Dushane og alt, hvad de rører ved.
Uden for narkoarenaen udspiller der sig også dramatiske begivenheder i kvarteret.
Immigrationsmyndighederne pønser på at udvise Kieron (Joshua Blisset), hvilket antænder en krudttønde af civil ulydighed i nabolaget.
Shelley (Little Simz) planlægger et forretningseventyr med en udvidelse af sin frisørforretning, der uventet afslører ugler i mosen hos Dushanes hvidvaskningsoperation. Seerfavoritten Jaq (Jasmine Jobson) kæmper for at hjælpe sin søster Lauryn (Saffron Hocking), som er ramt af en fødselsdepression, efter hun dræbte sin psykisk voldelige eks, der også er faren til hendes nyfødte barn. En kamp, der sætter Jaqs moralske kompas på prøve og bringer hende i fare.
Jamies lillebror Stefan (Araloyin Oshunremi) prøver at finde fodfæste på et bosted, som er hans nye hjem, efter hans storebror Jamie blev myrdet for øjnene af ham. Det er en hverdag med skarpe kontraster, hvor en ubekymret teenageforelskelse lever kind mod kind med vendetta og hævnlyst mod sin brors morder, Sully.
En emotionel spændvidde, som den unge Araloyin på fineste vis udfolder. Den ungdommelige, akavede førstegangsforelskelse bliver et anker af normalitet og almenmenneskelig identifikation, som man savner i de andre karakterers plotlinjer.
Stefan står i det hele taget frem som et højdepunkt på grund af den velartikulerede og emotionelt komplekse modstand, som han står overfor. Et højdepunkt, der desværre ellers udebliver i denne sæson. Den lider under at have dræbt sine bedste antagonister i form af Jamie og den meget mindeværdige Modie, spillet eminent af rapperen Dave.
De efterlader et magtvakuum, som serieskaber Ronan Bennett forgæves forsøger at kompensere for med introduktionen af den nye irske fjende, Jonny McGee, som desværre ikke når de tidligere ærkefjender til sokkeholderne. Den eneste jævnbyrdige konflikt, der står tilbage, er at lade Dushane og Sully kannibalisere på hinanden. Hvilket føles dovent, uovervejet og ude af takt med de værdier, motiver og mål, der er optegnet for de to bedste venner i de forrige sæsoner.
Konflikterne reduceres til fastlåste scenarier, man kun kan skyde sig ud af. Det føles fattigt og forceret, når røgen fra skudkampene har lagt sig.
Kort sagt:
Karakterernes dybde og kompleksitet kommer for sjældent til syne i finalesæsonen af den hyldede britiske gangsterserie, som tyer til billige tricks og støjende kampscener. Til sidst kommer den kartasis, serien fortjener, men vejen dertil føles som et skuffende punktum på en ellers fantastisk saga.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.