’Bedre tider’: Milad Avaz’ sorgkomedie med træstammeplot er virkelig befriende
At miste er et pinende, men uomgængeligt vilkår. At miste sin livsglæde og humoristiske nerve er en sand tragedie.
I en udfoldelse af ovenstående træder Milad Avaz efter TV 2-thrilleren ’Alfa’ ind på nyt og mere lattermildt territorium i den sammensatte sorgkomedie ’Bedre tider’. En lige dele underholdende og rørende film om frygt, familiedynamikker og smerte i brystet – og også lidt om verdens største træstamme.
Efter tabet af sin kræftramte mor er den søde og dybt charmerende Oskar (Ari Alexander) gået i en slags livskoma. Han er storforbruger af kliniske indlæggelser og indre som ydre gemmesteder – og drømmer om en fremtid, hvor han bare kan spise cocopops og bingewatche ’Sygeplejeskolen’. Når han ikke deltager i terapiforløb og rundkredssnakke, bor han hos sin tjekkede og Excel-agtige storebror Karl (Sebastian Jessen), der kan få alt til at rime på tal og koordination. Selv sin mors bortgang.
Ja, søskendekontrasten er stor og udvides yderligere i mødet med den tredje bror.
Mellemstebarnet Lukas (Andreas Jessen) er en influencer-type med Niels Brandt-babybangs, der spiser små musemadder på Apollo Bar. Han tackler sørgmodige kriser, som han formodentligt tackler piger, han ikke er interesserede i: slukker telefonen og løber sin vej.
En kummefryser fuld af ubetalte regninger truer pludselig deres indbildske enkefars (Lars Brygmann) livstykke og bagerbutik, og trods forskelligheder og trykken for brystet må den lille familie i fællesskab forsøge at slå rekorden i tørkage for at vinde en massiv check – sådan gør man åbenbart, når midlerne er små i den nordsjællandske provins.
Og som de ælter sig til verdensmesterskabet i træstamning, maler ’Bedre tider’ et smukt og bredt familieportræt bestående af fire mænd, der alle hjemsøges og drives på flugt af samme kvindes sygdom og hendes efterfølgende død.
Med fine karakterbidrag kan publikum grine sig spejlende gennem brødrenes ulidelige ordkløveri, bevæges af deres enorme omsorg og begræde deres interne afvisninger og smertepunkter. Med en autentisk ømhed tilfører spillet mellem det faktiske Jessen-brødrepar – der tidligere arbejdede sammen i førnævnte ’Alfa’ – virkelig smukke og sjove sekvenser.
’Bedre tider’s bankende hjerte er dog Ari Alexander, der som en mindre julet version af Buddy The Elf formår at levere en af sine bedste skuespilpræstationer. Han evner ikke blot at være kikset lillebror og en kærlig søn, men også en løbehjulskørende førsteelsker, når han støder på fotografen og lydentusiasten skrige-Rikke (Johanne Milland).
Hvor Karl og Lukas må indse, at sorgen vil være en livslang kåbe, de må lære at bære, så hjælper Rikke både Oskar og Vagn til den modsatte erkendelse: at man sagtens kan mindes uden at gå i stå eller i forfald. Kåben må ikke æde dem op.
Sådanne fine – omend klichefulde – læresætninger gennemsyrer filmens mangefacetterede behandling af krise- og smertehåndtering, hvor alle de abstrakte og svære følelser er både smukt og nuanceret skildret.
’Bedre tider’s ret afgørende kageplot bliver derimod ikke ordentligt forløst eller fortalt, og filmen er på flere måder en smule urytmisk i sin grundfortælling og form. Marcipanen og smeltechokoladen bliver tomme kalorier i en følelsesmæssigt nærende film, og man kunne derfor ønske, at alt, der lugtede af ’klar, parat, bag’ var skåret helt fra.
For de bedste minutter foregår faktisk i pauserne. Der hvor støvkorn rammer gamle kameraruller i et grædefærdigt hjem, eller hvor ventetiden til en lægeaftale bliver smerteligt larmende.
For i disse rum formår Milad Avaz at sammenflette det tungsindige med det komiske. Det er dette spændingsfelt, der gør ’Bedre tider’ til en virkelig befriende og rummelig film, og her hvor dens egentlige handling og familiefortælling sker.
I dette omfavnes savnet, og tragedien grines hjerteligt væk.
Kort sagt:
Trods et halvbagt kageplot udfolder ’Bedre tider’ sorg og familieproblematikker på kløgtig vis, og Milad Avaz lader både filmens karakterer og publikum more sig gennem livets svære forhold.