’Højst besynderlige typer’: Mikael Wulffs komiske generationsgåtur drukner i ironi
I ’Højst besynderlige typer’ forsøger den efterhånden garvede komiker Mikael Wulff at bygge bro mellem to generationer med noget så simpelt som en meget lang gåtur.
Vandringen begynder en augustdag, da den arrogante Martin (Brian Lykke), der går med solbriller indendørs og nok aldrig har sagt undskyld til nogen, frier til sin kæreste Cecilie. Han har smidt 37K efter ringen, og de har været sammen i ti år, så hendes svar er så godt som givet?
Til Martins store overraskelse stormer Cecilie ud, og én destruktiv druktur senere vågner han op på gulvet i et bofællesskab i Nordvest. Her bor den sprudlende Freja (Thit Aaberg), der med det samme fortæller, at der er knas i hendes forhold, fordi både hun og kæresten Rune er tvilling i stjernetegn.
Mens han sunder sig på gulvet, går det op for Martin, at han har glemt forlovelsesringen på restauranten, hvor han friede. Forfærdet over udsigten til at miste en dyrebar investering (og tilsyneladende uden sit rejsekort?) begiver han sig ud på en gåtur tilbage til indre by.
På vejen støder han på sin tidligere ven Knud (Rasmus Bjerg), en overklassesnob, der taler i teatralske fraser (»du har været den lille grinagtige abe i ligegyldighedernes cirkus«) og væmmes ved tanken om at træde inden for København K’s grænser. Men for gamle dages skyld tager han med på rejsen.
Tilfældigvis møder de igen Freja, og en trio er dannet.
Hvorfor en ung kvinde med formentligt bedre ting at tage sig til, ville tilslutte sig to midaldrende mænd på en gåtur, er først svært at begribe. Men Thit Aaberg tilføjer en stille ensomhed til Freja, og hendes forbarmelse over de to mandebabyer fremstår troværdigt.
Som trioen slentrer gennem København i charmerende montager, optegnes en skarp konflikt mellem de to generationers tilgang til livet. Som indbegrebet af Generation X dvæler Martin og Knud ikke for længe ved deres egne eller andre menneskers følelser. De holder en ironisk distance til alt, og intet er for off limits til at gøre grin med.
Humor ældes med omkring samme hastighed som mælk, og venneparrets 90’er-ironi falder ikke i god jord hos Freja (eller hendes Gen Z-venners) livssyn. Følelser og mentalt helbred diskuteres åbent og oprigtigt – og heles med krystaller og astrologi.
Mikael Wulff solodebuterer som instruktør med filmen, der er kommet direkte på streaming uden et biografliv. Han er tydeligvis nysgerrig på ungdommens synspunkt, og generationskløften er et interessant emne at tage op.
Men han får aldrig sagt meget andet, end at den eksisterer. Som når Knud i flæng hævder, at hans dårlige joke var resultat af en hjerneblødning, og Frejas ven grådkvalt fortæller, at det ikke er noget at gøre grin med ‒ hendes ven fik faktisk en hjerneblødning.
Konflikten forfalder til klichéer, og mændenes mangel på følelsesmæssig intelligens bliver hurtigt filmens største hæmsko.
De er ganske enkelt umulige at holde af. Martins catchphrase, »Fuck alt!«, ville være fin, hvis man havde på fornemmelsen, at han egentlig ikke mener det eller havde et ønske om at ændre sig. Men alt, man hører dem udfolde, er spydige kommentarer og dumsmarte bemærkninger.
Der er en række oprigtigt sjove øjeblikke på vejen. Som når Knud – overbevist om sin egen visdom – giver ekspedienten i et byggemarked en peptalk efter spørgsmålet »Kan jeg hjælpe den næste?« »Du kan meget mere, end du tror!« råber han på vej ud ad døren.
Men filmens forsøg på at bløde de hårde mænd lidt op, drukner i onkelhumor og sarkasme. Martin bærer rundt på et 20 år gammelt ar, han nægter at fortælle nogen om. Da det store far-formede traume endelig afsløres, er det i filmens sidste ti minutter. En tragisk forhistorie er ikke det samme som dybde, og hans udvikling føles ufortjent.
Ved slutningen af ’Højst besynderlige typer’ er der kun én helt tilbage: Stakkels, stakkels Freja, der en hel film igennem må agere følelsesmæssigt støttehjul for to voksne mænd.
Kort sagt:
Der findes helt sikkert mænd som Martin og Knud derude, men man ville ikke have lyst til at slentre gennem København med dem.