Oscar-nomineringerne for filmåret 2023 landede i går, og set med danske briller var den største triumf, at 32-årige Lasse Lyskjær Noers ’Ridder Lykke’ (’Knight of Fortune’) fik en nominering i kategorien bedste liveaction-kortfilm.
Fire danske produktioner havde mulighed for at trække en nominering i hus forud for showet, der foregår 10. marts. Lea Globs portræt ’Apolonia, Apolonia’ var på shortlisten til bedste dokumentar, mens ’Bastarden’ og dansk-islandske ’Vanskabte Land’ var shortlistet til bedste internationale film.
’Ridder Lykke’ blev den eneste af de fire film, der klarede cuttet, og det endda foran Pedro Almodóvars ’Strange Way of Life’ med Ethan Hawke og Pedro Pascal i hovedrollerne. Shortlisten til kategorien var særdeles stjernespækket i år og talte foruden ’Strange Way of Life’ blandt andet også Wes Andersons ’The Wonderful Story of Henry Sugar’, der også fik en nominering.
’Ridder Lykke’ er produceret af Christian Norlyk og den garvede producer Kim Magnusson. Det er ottende gang, at Magnussons Midas-berøring er med til at få en dansk film nomineret i denne kategori.
‘Ridder lykke’ handler om den ældre mand Karl (Leif Andrée), der kæmper med at erkende tabet af sin kone. Uden børn og venner er Karl helt alene efter sin kones død. Da Karl møder Torben (Jens Jørn Spottag), vendes der op og ned på tilværelsen, og mødet mellem de to mænd tvinger dem til at se på tingene i et nyt lys.
Soundvenue fangede instruktør Lasse Lyskjær Noer til en hurtig snak over telefonen oven på gårsdagens flotte nominering.
Hvordan reagerede du, da de læste nomineringen af filmen højt?
»Jamen, det er meget … Det er svært. Det er virkelig svært at beskrive, men jeg vil sige det sådan, at da jeg stod op i morges, havde jeg ikke regnet med, at det her ville ske. Så jeg havde ikke tænkt særlig meget over, hvad det var for noget tøj, jeg havde på, og at jeg lige pludselig ville være i News og på DR og på TV 2 og så videre«.
»Så det er en super euforisk følelse, jeg har haft. Vi var super lykkelige, os der har været med til at skabe filmen. Det er jo fantastiske skuespillere, der har været på. Og et fantastisk crew bag. Så jeg vil bare også sige tak til alle dem. Det er meget en følelse af mange ting, der kulminerer på samme tid«.
Hvornår begyndte I at tænke filmen ind i en Oscar-sammenhæng?
»Det har altid været en drøm for mig på et tidspunkt at kunne blive nomineret til en Oscar«.
»Jeg vinder en manuskriptkonkurrence, som er det, der er med til at finansiere det her projekt, som er en del af Den Vestdanske Filmpulje«.
»De laver et Oscar-call, som det hedder, hvor man kan sende idéer ind, der har Oscar-potentiale. Så det er ligesom den måde, det starter på. Så sender jeg en synopsis ind, og så er Kim Magnusson og nogle andre ombord der og ser den og synes, den har potentiale. Så ender det med, at jeg får nogle penge til at gå ud og lave den her kortfilm«.
Hvorfor har du valgt at fortælle lige den her historie?
»Det har været ret personligt for mig. Jeg mistede nogle mennesker, der var ret tæt på mig. Jeg var på det her kapel nogle gange og tænkte, at jeg skulle lave en historie her«.
»Og jeg var heldig de gange, hvor jeg mistede, at jeg havde nogle mennesker omkring mig til at være der for mig. Og vi var der for hinanden. Men så tænkte jeg, at der er mange mennesker, som ikke har dét. Så jeg skulle lave en eller anden historie omkring det at gå igennem sorgen alene. For det ville være noget af det værste for mig at skulle gøre. Bare tanken om at skulle være helt selv«.
»Så det blev ligesom starten til filmen. Og så er den på samme måde også lidt inspireret af min egen bedstefar, som er sådan en person, som gerne vil gøre tingene selv og aldrig beder om hjælp. Han er meget praktisk anlagt. Så det der med at skulle åbne en kiste og ligesom indse, at han har mistet sin kone, ville være svært for ham«.
»Han er meget bedre til at lave de her praktiske ting, som at fikse en lampe eller sådan noget, som hovedpersonen også gør i filmen. På den måde er det taget fra forskellige ting i mit liv«.
Hvad drømmer du om at kunne bruge Oscar-anerkendelsen til?
»Jeg er faktisk allerede i gang med at arbejde på en spillefilm. I Danmark, men muligvis også noget i USA. Så jeg håber ligesom, at det giver credit til, at folk tror på, at jeg har noget, der er værd at komme ud og fortælle«.
Hvad skal der ske nu op til showet i marts?
»Inden alt for længe skal vi nok til USA og promovere filmen diverse steder. Rundt og vise den så mange steder som muligt og give Q&A’s, som vi også allerede har gjort tidligere. Det bliver bare endnu mere heftigt nu her«.