’Bodkin’: En podcaster og en graverjournalist tørner sammen i Netflix’ hyggelige komediekrimi
Hvor langt bør man gå i sin søgen efter sandheden? Helliger målet midlet? Hvor meget true crime-indhold har verden brug for?
Det er de store eksistentielle spørgsmål i den Netflix-aktuelle irske komediethrillerserie ’Bodkin’.
I byen Bodkin lærer vi en række diametrale modsætninger at kende. Den London-baserede, kyniske graverjournalist Dove (Siobhán Cullen) står over for den energiske og naive Gilbert (Will Forte) fra Chicago, som brænder for at fortælle historier i podcastformat. Imellem dem står den lidt yngre journalistiske efterforsker Emmy (Robyn Cara), der forsøger at navigere mellem sin fascination af både Dove og Gilbert.
På overfladen er trioens tilstedeværelse i den irske by drevet af ønsket om at lave en true crime-podcast om tre menneskers forsvindingen ved den traditionsrige Samhain-festival for 25 år siden. Alle, som trioen introducerer deres ærinde for, stiller spørgsmålet: »Og det vil folk gerne lytte til?«
Det håber Gilbert i høj grad, da hans ægteskab og økonomi hænger i en tynd tråd. Han har brug for endnu et podcasthit. Dove er der ikke frivilligt, men for at blive afledt fra en penibel situation i London, hvor hun efterforskes af politiet på grund af en kildes selvmord i en anden sag. Dove ser ned på Gilberts arbejde og mener, at det, han laver, minder mere om nekrofili end om journalistik.
Serien starter langsomt med Dove som den skeptiske hovedperson, der påpeger romantiseringen af det landlige Irland og turisternes syn på dets folk som Guinness-drikkende jubeloptimister. Samtidig dyrkes denne romantisering gennem den spændte Gilbert, der i Doves øjne opfører sig, som om han er landet i Disneyland.
I deres undersøgelse af, hvad der skete for 25 år siden, afdækker trioen den ene byhemmelighed efter den anden, hvilket fører til mord, anholdelser og flere drabsforsøg. Serien tager for alvor fart i fjerde afsnit, hvor de voldsomme begivenheder begynder at falder som dominobrikker.
Glimtvis indfanger ’Bodkin’ en grå ængstelighed over, hvad der har været, og hvad der kunne have været. En melankoli, der vækker minder om den mesterlige tyske thrillerserie ’Dark’. Men komikken sikrer, at man ikke mister pusten, og karaktererne repræsenterer fint det tunge og det lette.
Serien er mest charmerende, når trioen ikke er samlet. Gilberts bånd til den måske/måske ikke eftersøgte The Badger, som i Bodkin hedder Seamus (David Wilmot), er tillokkende, og deres omsorg for hinanden formidles elegant. Den comic relief, deres forhold bringer, minder om de tidlige sæsoner af ’Breaking Bad’, hvor Jesse og Walter stadig er ved at finde hinanden.
Som garant for thriller-drivet i fortællingen er Dove krimigenrens arketypiske kvinde, eksistentielt såret og viet til sit arbejde.
Emmy er den mest interessante karakter som trioens lim og mægler mellem den voldsparate graverjournalist og den blåøjede podcaster, hvis sammenstød bliver en anelse trættende. På den måde går spændingselementerne og komikken ikke altid lige yndigt hånd i hånd.
Til gengæld bliver det både medrivende, rørende og hyggeligt, når plottet kører i parallelle spor med hovedpersonerne hver for sig.
Kort sagt:
Den medrivende irske Netflix-serie er bedst, når vi fordyber os i de tre hovedkarakterers udvikling hver for sig. Her er den ofte både rørende, sjov og alvorlig.