’En lille bid af kagen’: Nænsom kærlighedsfilm kan få store personlige konsekvenser for instruktørerne
Nogle gange støder man på film, der undervejs tager så skarpe drejninger, at det truer med at spænde ben for alle de glimrende øjeblikke, der gik forud.
Sådan havde jeg det med den roste Berlinale-prisvinder ’En lille bid af kagen’ af det iranske instruktørmakkerpar Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha, som tidligere fik festivalros med ’Balladen om den hvide ko’.
Hvad der sker i tredje akt, skal selvfølgelig ikke afsløres her, men alligevel må det nævnes, fordi det truer med at underminere alt det, filmen har arbejdet for indtil da.
Den forudgående time er nemlig et fint og nænsomt portræt af den 70-årige iranske enke Mahin, der er hensat til en skyggetilværelse, selvom hun stadig har masser af appetit på livet.
Hendes mand har været død i 30 år, og hendes datter er for længst flyttet til Europa. Hun lever nu en ensom tilværelse med strikkeri og telenovelaer, og hendes venner, der også i mange tilfælde er alene, kommer ikke forbi så tit, som de plejede. Når de gør, er det med en blodtryksmåler i fødselsdagsgave og videoer fra deres seneste lægeundersøgelse.
I radioen hører man om robotledsagere, der kan afhjælpe ensomheden, og når Mahin endelig lister ud ad døren for at få en iskaffe på en lokal café, bliver hun mødt af QR-koder i stedet for fysiske menukort. Iskaffe kan man i øvrigt ikke få, prøv med en affogato i stedet. Fremmedgørelsen er total.
Det er en effektiv, og også lidt karikeret, optegning af Mahins livsverden, der i høj grad er defineret ved fravær. Hvad kommer efter livet som hustru, som forsørger, som mor? Hvordan bevarer man gnisten, når man ikke længere har en funktion, og når samfundsidealet er tosomhed?
Da hun hører en livsglad veninde fortælle om, hvordan hun tilfældigt mødte en charmerende mand, begynder Mahin selv at opsøge nærhed i det offentlige rum, selvom moralpolitiet spøger i kulissen med både regler om, hvordan tørklædet skal sidde, og hvor meget kontakt kvinder og mænd må have, når de ikke er gift.
Det lykkes hende dog alligevel at møde den charmerende taxachauffør Faramarz, der ligesom hende frister en trøstesløs skæbne, udsultet på social kontakt. Over én aften følger vi deres spirende romance, som skildres med en fænomenal intimitet og blændende spil fra de to veteraner Lili Farhadpour og Esmael Mehrabi.
Det prisværdige ved filmen er, at den med nænsom hånd giver de to karakterer deres plads i solen. Det præstestyrede samfund rumsterer omkring dem, når de må skjule sig for naboernes nysgerrige blikke, hvilket samtidig antyder en spændingsmotor, som jeg hele tiden håbede, at filmen ville modarbejde.
Det gør den på sin vis også, men den ender alligevel med at gå på bekostning af den humanisme, der (kortvarigt) tillader karaktererne at få den bedste aften i deres livs efterår. Det føles unødvendigt, og som om instruktørerne mister grebet om deres materiale, når de introducerer en højstemt og lige lovligt symbolsk dramaturgisk kurve.
Det har muligvis føltes magtpåliggende for de to instruktører at komme med et slagkraftigt udsagn. Begge risikerer store personlige konsekvenser på grund af filmen, da præstestyret allerede har indledt en retssag mod dem for skildringen af Mahins frisind, hvad gælder tørklæde og mandlige relationer.
Men dramaet ender faktisk med at modvirke filmen, der langt indtil da har været en forfriskende let og romantisk skildring af helt almindelige iranske liv. Hvor det iranske præstestyre kun fungerer som bagtæppe til de levede liv – uden at det går på kompromis med kritikken af regimet.
Det føles som en frisk modstilling til de mange samtidige iranske film, der sætter de politiske budskaber i centrum på bekostning af den stærke filmkunst.
For til trods for den legende lethed er man aldrig i tvivl om, at regelsættet, som påduttes karaktererne af styret, har haft en afgørende betydning for, hvordan deres liv har udspillet sig. Det er underspillet og indfølt, indtil det pludselig ikke er det længere.
Indtil da sad jeg klinet til lærredet takket være den smukke skildring af alderdommens konsekvenser og muligheder. Og takket være karaktererne, der ikke så meget er bange for at dø, som de er bange for, hvad der vil ske med deres kroppe, hvis de dør alene.
Hvor ville jeg dog bare ønske, at slutningen havde bevaret den tro på livet, som hele filmen beror på.
Kort sagt:
Det iranske instruktørmakkerpar Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha risikerer præstestyrets straf for deres systemkritik i den forfriskende lette romantiske ’En lille bid af kagen’, der til trods for en fejlturneret slutning skaber præcis den hjertevarme, som kan modvirke totalitære regimer.