ANBEFALING. Man kan sige meget godt om ’A Complete Unknown’, ikke mindst om Timothée Chalamets gennemførte præstation som Bob Dylan. Men nytænkende og overraskende er ikke just blandt den biografaktuelle films kvaliteter.
I den henseende kommer James Mangolds klassiske biopic til kort over for en 17 år ældre (hvis vi regner den amerikanske 2024-premiere) forgænger, instruktørkollega Todd Haynes’ ’I’m Not There’ fra 2007.
Her udfolder filmskaberen bag stærke melodramaer som ’Far from Heaven’, ’Carol’ og senest ’May December’ Dylans liv og karriere gennem seks sideløbende historier, hvor hovedpersonen er repræsenteret af ditto seks forskellige skuespillere.
Cate Blanchett, Christian Bale, Richard Gere, Heath Ledger, Ben Wishaw og dengang 12-årige Marcus Carl Franklin spiller hver deres personage i hver deres tidsalder. Ingen er navngivet Bob Dylan, men alle blotlægger visse aspekter af musiklegenden.
’I’m Not There’ er et ambitiøst og drilsk kalejdoskop af plottråde og visuelle stilarter, som helt overlagt er svære at samle sig om. Og som ’A Complete Unknown’ faktisk deler pointer og temaer med, til trods for de to films umiddelbart store forskellighed.
Myten Bob Dylan
Bob Dylan har altid været opmærksom på fiktionalisering og myteskabelse omkring sin egen person.
Distancen til hans privatliv og fortid samt musikerens modvilje til at forklare sig selv og sin kunst, er – sammenkoblet både løgne og en frisk sarkasme – del af hans store fascinationskraft. 83 år inde i livet har folk stadig ikke helt regnet musiklegenden ud.
Trods filmens konforme ydre spiller ’A Complete Unknown’ bevidst på mystikken omkring Dylan-karakteren. Hans dybde kommer kun til udtryk gennem musikken, hvilket også frustrerer hans tætte relationer. »Jeg kender dig ikke«, siger kæresten Sylvie (Elle Fanning), der i øvrigt er en fiktiv person baseret på Dylans virkelige kæreste Suze Rotolo, eksempelvis i et skænderi, hvor hun også kalder ham »den gådefulde trubadur«.
Filmen giver os ikke en nøgle til at forstå hovedpersonen, der gerne undgår sit borgerlige navn Robert Allen Zimmerman. Der er ikke ét barndomsminde, traume eller lignende, som forklarer hans adfærd i voksenlivet. Han dukker bare op i New York med en guitar og et kæmpe talent. Og det eneste fra fortiden, som han gider fortælle om, er knap så troværdige anekdoter fra et omrejsende tivoli.
’I’m Not There’ går skridtet videre i sit spøjse multiportræt af den uigennemskuelige musiker. Fra start fremmedgør Haynes og medmanuskriptforfatter Oren Moverman deres publikum ved at kalde de seks hovedkarakterer alt andet end Bob Dylan.
Man kan også sige, at de frigør sig fra virkeligheden, som Dylan også gennem sin karriere har yndet at gøre.
Vi møder en sort dreng (Marcus Carl Franklin), der kalder sig Woody Guthrie, opfører sig som en voksen og rejser rundt som vagabond i 50’ernes USA.
Vi møder protest- og folksangeren Jack Rollins (Christian Bale), som bliver en stjerne i 60’erne, men siden afviser mærkatet som aktivistisk musiker, trækker sig fra rampelyset og årtiet efter genopstår som kristen prædikant.
Vi møder skuespilleren Robbie Clark (Heath Ledger), der på bedste meta-facon bliver kendt for sin rolle som førnævnte Jack Rollins i en biopic. Og som har et stormfuldt forhold til sin kone Claire (Charlotte Gainsbourg).
Vi møder Jude Quinn (Cate Blanchett), som i midten af 60’erne bytter den akustiske folkgenre ud med rockens trommer og elektroniske guitar, hvilket hans gamle fans ser som højforræderi.
Vi møder westernfiguren Billy the Kid (Richard Gere), der efter et liv som fredløs nu lever i eksil, mens hans overmand, Pat Garrett, styrer den lokale by som skruppelløs borgmester.
Og vi møder Arthur Rimbaud (Ben Wishaw) i en række opstillede interviewsekvenser, hvor han citerer den franske poet af samme navn og kommer med tvetydige, meget Bob Dylan’ske udsagn.
Først mod slut figurerer den virkelige Dylan ganske kort i en koncertoptagelse fra 1966, hvor han spiller på sin ikoniske mundharmonika.
Både for artisten og for filmen er netop musikken den konstante kraft, der binder det hele sammen – flyder gennem karakterer og billeder som en allestedsnærværende ånd.
Sjovt nok har Timothée Chalamet også beskrevet sin omfattende, 5,5 år lange forberedelse til Dylan-rollen som »et åndeligt væsen«.
Traditionsbevidste Bob Dylan
Både ’A Complete Unknown’ og ’I’m Not There’ blotlægger Bob Dylans inspiration fra andre musikere, der kom før ham. I begge film spiller særligt Woody Guthrie en betydelig rolle.
Som nævnt overtager den sorte dreng i Haynes’ film navnet tilhørende den virkelige folkmusiker, som er Dylans store helt. Inden han selv brød igennem som musiker, efterlignede han Guthries politisk engagerede tekster og outsider-perspektiv, og en af de første sange, Dylan selv skrev, var hyldesten ’Song to Woody’.
Netop denne sang spiller Chalamets Dylan i starten af ’A Complete Unknown’ for Guthrie (Scoot McNairy), som er indlagt på et hospital i New York. Her møder han Pete Seeger (Edward Norton), der ligeledes var et (mere pædagogisk anlagt) ikon på folkscenen, som hjælper det unge talent ind i musikmiljøet omkring Greenwich Village.
Arven fra Guthrie er en rød tråd gennem Mangolds film, hvor Dylan overtager forbilledets mundharmonika. Filmen slutter i 1965, hvor Dylan endegyldigt bryder fri af den traditionsrige folkgenre med sin berygtede elektroniske koncert på Newport Folk Festival, hvorefter han møder Guthrie, der døde i 1967, en allersidste gang.
’A Complete Unknown’ udpeger mest bogstaveligt Dylans inspirationskilder. Det er en del af fortællinge, at også kæresten Sylvie, musikkollegaen og elskeren Joan Baez (Monica Barbaro) samt pennevennen Johnny Cash (Boyd Holbrook) har stor betydning for den unge hovedpersons udtryk og succes.
Med Richard Geres westernkarakter og Heath Ledgers Hollywood-skuespiller peger ’I’m Not There’ også på Dylans indflydelse fra og på filmkunsten.
Som ung var han fascineret af filmstjernen James Dean i ’Rebel Without a Cause’ (1955), og i sine sangtekster har han ifølge Letterboxd-journalist Marya E. Gates refereret til westernfilm som ’Shane’ (1953), ’Bronco Billy’ (1980), ’The Gunfighter’ (1950) og ’Duel in the Sun’ (1946).
Helt åbenlyst henviser Billy-karakteren desuden til Dylans medvirken i og soundtrack til Sam Peckinpah-filmen ’Pat Garrett and Billy the Kid’ fra 1973, hvorfra hitsangen ’Knocking On Heaven’s Door’ kommer.
Dylan lægger ikke skjul på, at han står på skuldrene af andre. Det betyder dog langt fra, at han føler sig forpligtet til at agere efter eksisterende forskrifter. Han vil være fri.
Revolutionære Bob Dylan
Bob Dylan er ikke mindst en mytologisk skikkelse på grund af sin omskiftelighed og mange faser som kunstner.
’A Complete Unknown’ stiller som nævnt skarpt på Dylans to første og vel nok største kunstneriske revolutioner – først som ungdommelig fornyer af folkgenren, som fik en større lyttertilslutning i takt med hans voksende stjernestatus, dernæst som elektrisk og eklektisk rockstjerne, der afslår al kassetænkning.
’I’m Not There’ sætter sig mere radikalt og genialt for at skildre Dylans dynamiske væsen ved helt at sprænge rammerne for en musiker-biopic – en undergenre, som James Mangold snarere cementerede arketypen for med sit Johnny Cash-portræt ’Walk the Line’, der fik premiere i 2005, to år før Haynes’ film.
Mangold (der også har skrevet manuskriptet til ’A Complete Unknown’) kommenterer dog Dylans nytænkende idé om autenticitet og forandring i en scene mellem ham og Sylvie.
Parret har netop været i biografen og set Irving Rappers melodramaklassiker ’Now, Voyager’, og Sylvie mener, at Bette Davis’ hovedkarakter har »fundet sig selv«. Tanken irriterer tydeligvis Dylan.
»Hun fandt ikke sig selv, som om hendes selv var en forsvunden sko eller sådan noget«, siger han. »Hun lavede bare sig selv om til noget andet«.
På lignende vis genopfinder Bob Dylan sig selv gang på gang, hvilket Todd Haynes illustrerer allegorisk med ‘I’m Not There’s mange Dylan-lignende transformationer.
Haynes giver nøglen til sin film til allersidst, da Billy the Kid i en spejling af Woody Guthrie-drengen drager mod nye egne som blind passager i et godstog, hvor han finder forgængerens guitar.
»Folk taler altid om frihed. Friheden til at leve på en bestemt måde uden at blive hundset med. Jo mere man lever på en bestemt måde, jo mindre føles det som frihed«, siger Richard Gere i en voice-over, der er inspireret af en virkelig udtalelse, som Dylan gav i et interview med Newsweek i 1997.
»Jeg kan forandre mig på én dag. Jeg vågner op som én person, og når jeg går i seng, ved jeg, at jeg er en anden. Jeg ved ikke, hvem jeg er det meste af tiden. Det er, som om man har i går, i dag og i morgen i det samme rum. Man ved aldrig, hvad der kan ske«.
Formskifteren Dylan er svær at indfange, og han har ikke selv tænkt sig at hjælpe til. Den pointe rammer ’I’m Not There’ utvivlsomt stadig bedst.
’A Complete Unknown’ kan ses i biografen. ’I’m Not There’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Grand Hjemmebio.