’Klasselæreren’: Hendes hjerteskærende farvel efterlader ikke et øje tørt i biografsalen

De fleste har haft en lærer, de aldrig gemmer.

For mange børn i Østrig vil Ilkay Idiskut være den lærer. Og nu gør hun også et umanerligt stort indtryk på et voksent dansk biografpublikum.

I den anerkendte dokumentarist Ruth Beckermanns nye film, ’Klasselæreren’, følger vi Ilkays intense og indlevende undervisning i den multietniske 2. klasse på Wiens største folkeskole i arbejderklassekvarteret Favoriten.

Hele 60 procent af eleverne i Wiens folkeskoler har ikke tysk som deres førstesprog, og skolesystemet står over for en akut mangel på lærere. ’Klasselæreren’ skildrer over tre år én af dem, der er, nemlig Ilkay og hendes skønne og brogede klasse.

Filmen er en hyldest til den dygtige klasselærer, der med nerve, opmærksomhed og kærlighed engagerer sig dybt i elevernes udvikling. Med det nærgående kamera kommer man helt ned i øjenhøjde med de små elever, som sad man selv skoleret og modtog Ilkays nærværende undervisning.

Beckermann er fluen på væggen i klasselokalet, og via den autentiske observerende stil bliver man inviteret ind i de mest intime øjeblikke. Som ved karaktergivninger, hvor de grædende elever får en løftet pegefinger, eller skolehjemsamtalerne, hvor eleverne ofte taler bedre tysk end forældrene, der alligevel udstråler en taknemmelighed over for Ilkays brændende engagement.

Børnene har et hav af forskellige baggrunde. Her er tyrkere, syrere, serbere, tunesere, albanere og tjekker, der alle kæmper mod et lingua franca i håb om en bedre tilværelse i Østrig. Ilkay har i øvrigt selv tyrkisk baggrund.

Scenerne, der fremhæver kulturforskellene i dette mikrokosmos, er filmens mest interessante. Ilkay hører én af drengene sige, at eleven Melissa ikke må vise mave, fordi hun er en pige, og herfra indledes en pædagogisk diskussion i børnehøjde om kvinder og frihed. På et andet tidspunkt siger én af eleverne, at en kristen ikke må bede i en moské, og det udfordrer Ilkay også: »Hvorfor siger du det? Er du måske chefen i moskéen?«.

Det er spændende at høre børnene diskutere store emner med deres børnelogikker og umiddelbarhed, og de scener måtte meget gerne fylde mere af den to timer lange spilletid. I stedet er vi lovlig lang tid til stede under matematiklektioner på tredjeklassesniveau, hvilket hverken var topspændende dengang eller i dag.

Beckermann bryder undervejs sin observerende metode ved at udlevere iPhones til børnene, så de selv kan optage scener til filmen. I de børnefilmede sekvenser står deres umiddelbarhed, fantasi og ufiltrerede overvejelser allerrenest, som når de stiller hinanden enten/eller-spørgsmål som »mor eller gud« og »familien eller kærlighed«.

Under det hele flyder store emner som integration, menneskesyn, religion og uddannelsessystemer, som filmen dog kun kradser i overfladen af. Beckermann isolerer sit perspektiv til klasselokalets børnehøjde, og det skaber intensitet, men begrænser også udsynet og kompleksiteten.

Originaltitlen ’Favoriten’, navngivet efter det multietniske område i Wien, lover således en større kulturel pondus, som filmen ikke kan leve op til. Den danske titel ’Klasselæreren’ er en bedre forventningsafstemning, for Ilkay er filmens bankende hjerte.

Og hendes hjerteskærende farvel, da hun må påbegynde sin barsel, efterlader da heller ikke et øje tørt. Hverken i klasselokalet eller i den musestille biografsal.

---

Kort sagt:
’Klasselæreren’ er en nærgående hyldest til en af de vigtigste skikkelser i vores alle sammens dannelse, men kommer en smule til kort i sin skildring af de systematiske problematikker, der ulmer under det østrigske klasselokales multietniske konflikter.