Jordan Peterson stikker halen mellem benene på Twitter efter kritik af kvindelig model

Jordan Peterson stikker halen mellem benene på Twitter efter kritik af kvindelig model
Jordan Peterson. (Foto: Chris Williamson/Getty Images)

Jordan Peterson har meddelt, at han ikke længere vil være aktiv på Twitter.

I stedet bliver hans konto overtaget af hans team, så han ikke længere selv har adgang til til at skrive om løst og fast.

Beslutningen kommer efter to dage i stormvejr, efter Peterson kritiserede en Sports Illustrated-forsidemodel for hendes udseende.

Magasinet afslørede tidligere på ugen de udvalgte kvinder til deres ikoniske forside for årets badetøjsudgave, hvor Kim Kardashian, Ciara, Maye Musk (Elon Musks mor) og Yumi Nu optræder.

Det blev sidstnævnte, som stjal opmærksomheden, for det var nemlig Nu – eller i hvert fald hendes udseende – som Peterson åbenbart havde et problem med.

Således skrev han i et tweet: »Beklager. Hun er ikke smuk. Og ingen diktatorisk tolerance kan ændre på det«.

Nu, som pryder forsiden i fremragende stil (og i øvrigt også har gjort sig bemærket på catwalks og hos Vogue), fik opbakning fra adskillige Twitter-brugere, der bemærkede, at hvis højrefløjens kultikon havde et problem med modellens udseende, kunne han jo holde bare holde sin mund.

Andre gjorde Peterson opmærksom på en vis dobbeltmoral, efter han tidligere har undret sig over, at ni ud af ti personer, som ser hans videoer på YouTube, er mænd.

Indledningsvist lod det til, at Peterson ikke tog bestik af kritikken, men derimod tog til genmæle.

Her kaldte han forsiden for politisk korrekt og en kynisk form for manipulation fra Sports Illustrateds side.

Men vreden blev altså alligevel for meget, for senere samme dag meldte Peterson sit farvel til platformen – inden da nåede han dog lige at reklamere for sin YouTube-kanal.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af