OBS: Artiklen indeholder spoilers for ’The Last of Us Part II’.
KOMMENTAR. Der er en scene i ’The Last of Us Part II’, jeg aldrig vil glemme.
Ellie og Joel, spillets hovedpersoner, som gennem grusomme strabadser har knyttet et tæt far/datter-bånd, ligger kneblet på et støvet trægulv, efter en gruppe banditter har taget dem til fange.
For Ellie er det en ydmygende oplevelse. Igennem seriens to kapitler er hun gået fra at være en nævenyttig teenager til at være en hårdtslående ung kvinde, som ikke finder sig i noget pis. Men denne gang løser vold intet.
Inden man opfatter, hvad der helt præcist sker, smadres Joels kranie – og dermed Ellies verden – i ét brutalt sekund. Ellie (og spilleren) lider sit hidtil største nederlag.
Det er et hjerteskærende øjeblik, der vender alt på hovedet. Spillet går fra at være en overlevelseshistorie til en fortælling om hævn.
Men ulig så mange lignende historier handler det ikke blot om at tæske sig frem til en lykkelig slutning. Det handler lige så meget om at fejle, som det handler om at sejre.
For i nederlagene ligger de ægte følelser, og i de ægte følelser gemmer sig en ny generation af kvindelige forbilleder, der kæmper deres kampe lige så meget med hjertet som med næverne.
Kvindernes fremtog
Da den stereotypiske Lara Croft-afbildning med store bryster og langsomme kamera-panoreringer hen over hendes fyldig bagdel blev moderniseret med relanceringen af ’Tomb Raider’ i 2013, var det samtidig fødslen af den moderne actionheltinde.
Hvor Croft i de sene 90’ere blev skildret med en smal talje og et så voluminøst forparti, at der var fare for overbalance, var det ikke længere hendes fysiske attributter, som løb med opmærksomhed.
De stramtsiddende hotpants var udskiftet med praktiske cargobukser, og i stedet for at gennemgå kampe, hvor fokus kunne trækkes nedad mod de hoppende bryster, blev kameravinklen holdt i øjenhøjde, så man kunne koncentrere sig om at skyde fjender.
De første spæde tegn på en ny skildring af kvindelige hovedroller så vi allerede i 2007 med den legendariske ’Mass Effect’-trilogi, hvor hovedrollen Commander Shepard byggede bro mellem de klassiske actionkvinder, som mange af os er vokset op med, og bølgen af fremtidige kvindelige helte.
For hvor Ellen Ripley i 1979 kravlede rundt iført en hvid tanktop (naturligvis uden bh) og små trusser i ’Alien’-filmen – som tre årtier senere stadig stod som grundformlen for science fiction-heltinder i spil – var Commander Shepard iklædt fuldt panser og et stålsat formål om at please ingen andre end sig selv.
Og i 2018 så vi kulminationen på det store potentiale for kvindelige hovedroller, da ’Assassin’s Creed Odyssey’ markerede et skifte fra seriens (og spilbranchens) ofte generiske mandlige hovedroller, hvis primære rejse er den misbrugte traver om at gå fra ungdommelig rebel til ansvarlig leder.
Her blev et af spillets absolutte lyspunkter fortællingen om hovedrollen Kassandra, der aldrig helt kunne give slip på sin tragiske barndom, og hvis moralske kompas flagrede som konsekvens af hendes fortid som lejesoldat.
PlayStation går forrest
Hvor Croft, Shepard og Kassandra på hver deres måde har været milepæle, der markerede spilbranchens kontinuerlige udvikling af arketypen for den kvindelige actionhelte, har især PlayStation været primus motor for mindeværdige karakterer i deres allerstørste satsninger.
Med ’The Last of Us’ blev vi i 2013 præsenteret for teenageren Ellie, der med sit babyface-udseende sneg sig uden om det seksualiserede aspekt, som førhen skulle få de kvindelige frontfigurer til at glide nemmere ned hos mandlige fans.
Hendes formål var ikke at være et vehikel for nervepirrende actionsekvenser, og hendes råstyrke fungerede ikke som en fysisk fremdrift for spillerens avancement. Den var blot ét element i historien om Ellie og den rolle som heltinde, hun voksede ind i.
PlayStation understregede i 2017 deres ønske om at udbygge galleriet af kvindelige hovedpersoner med ’Horizon Zero Dawn’, hvor der blev brugt lige så meget tid på historien om den iltre Aloy, som på spillets ellers centrale attraktion, nemlig robotdinosaurer.
Aloy fremstod ikke som en tom skal af en kvinde, der blot var pæn at se på. I stedet blomstrede hun med en kompleks baggrund, hvor hun med længsel søgte lige så meget efter sin fortabte mor, som efter en fredelig løsning på dinosaurtruslen.
Det var en rejse, hvor Aloy fejlede, sårede folk og gamblede med hele verdens skæbne, og som fortsatte ufortrødent i dette års efterfølger, ’Forbidden West’.
Et genkendeligt forbillede
Selvom Aloy kan slå på tæven, er hun nemlig også pisseirriterende. Hun er stædig, og igennem spillet udvikler man næsten en afsky ved de valg, hun træffer. De virker dumme, grænsende til idiotiske.
Når hun får at vide, at hun ikke bør bevæge sig ud i et farefuldt område, trasker hun trodsigt af sted. Og når hun belæres om ældgamle guder, agerer hun nærmest respektløs ved ikke at anerkende deres betydning i et lille, lokalt samfund frem for at suge den nye viden til sig.
Men som kvindelig spiller er det valg, der faktisk giver mening. For det, som de spillere, der ikke kan identificere sig med Aloy, næppe opfanger, er, at det er kampe, man selv har været igennem, selvom slutresultatet aldrig bliver fordelagtigt.
For hvis der er noget, man kan forholde sig til, er det fordomme om, hvordan man bør opføre sig, især som kvinde. Det er der, hvor man er blevet stædig, fordi folk har sagt, at man bare ikke er god nok.
Som når man ytrer sin mening om et emne, man er godt inde i, men øjeblikkeligt affejes udelukkende på grund af ens køn. Og man så gør det igen af princip.
Eller som når man får besked på at sætte sig ned, holde sin mund og se godt ud i stedet for at fare op med meninger, hvorefter man blot ytrer sin holdninger endnu højere.
Styrken i nederlag
Det er her, hvor Aloy og Ellie skiller sig ud fra majoriteten af de skabelon-skårede, kvindelige actionhovedroller, der tidligere har præget branchen, for ingen af dem blev født ind i rollen som heltinde. Det var ikke deres eneste formål.
De behøver ikke at sparke røv og udstråle en nærmest overkompenserende kickass-attitude for at retfærdiggøre deres eksistens. De har intet behov for at spejle sig i konkurrencen fra den arketypiske actionkvinde.
Og det er lige præcis dette, der gør en forskel, når man træder i skoene på dem. For de er hverken krigsmaskiner eller usårlige overmennesker. De er blot to kvinder, der tilfældigvis redder verden, imens de fumler rundt i deres egne følelser.