INTERVIEW. Hovedattraktionen var en enorm, lyserød radicchiosalat. Under et generøst lag vinaigrette glimtede bladene sin vej gennem rummet, som fadet gik på runde mellem de 30 sæt hænder om langbordet.
Januar var kun få uger gammel, da årets første store selskab blev inviteret til middag af Helene Plett Forchhammer. Og der var smæk på alt.
Kvinden bag maduniverset Eat Real Be Real havde dækket op til fejring med håndlavede bordkort, fyldige blomsterdekorationer og sløjfer af gulerodstrimler på fadene under de høje lofter i et lokale på Christiania.
»Det var virkelig et bord med det formål at skabe et festligt univers. Men sådan blev det jo ikke hver gang. Der har også været gange, hvor der bare er blevet stablet tallerkner, som folk selv kan tage. Og den stemning elsker jeg også«, siger Helene Plett Forchammer.
Hver eneste måned gennem et helt år inviterede hun nemlig til langbordsmiddag på forskellige steder og måder.
Nu er alt fra februars porre med fermenteret bønnepaste til junis hvide bønner i anjoser og septembers syltede zucchinier blevet til den næsten 300 sider lange kogebog, der denne formiddag hviler tungt på et armlæn ved siden af Helene Plett Forchammer i hendes lejlighed på Nørrebro.
Med ‘Et år, fire årstider, tolv langborde’ – som hun har lavet i samarbejde med fotograf Katrine Winblad – har hun forsøgt at gøre to ting lettere.
Det første er at tænke daglige måltider ind i et fællesskab, hvor mange kan spise med. Det andet er at servere danske råvarer i sæson, som alle gæster har lyst til at spise.
For med langbordet kan mennesker både passe på hinanden og på naturen, mener kogebogsforfatteren.
Hvidkålsselfie
Langbordet var ikke så meget et koncept, som det bare var hverdagskost i det kollektiv på Christiania, hvor Helene Plett Forchammer voksede op med daglig fællesspisning.
Egentlig er hun lidt træt af at tale om den rolle, det er kommet til at spille for resten af hendes liv, at hun som barn blev vant til store selskaber og gryderetter med tofu, længe før sojaproduktet egentlig blev en ting herhjemme.
Alligevel er det svært helt at udelade, fordi hun på sin vis er endt med at gøre arven derfra til sin karriere.
»Der er i hvert fald noget med det der i at være mange mennesker og hjælpes om opgaverne, der trækker i mig«, siger Helene Plett Forchhammer.
Hun fandt sig aldrig helt til rette på kokkeskolen, hvor det var vigtigere at følge regler end at opbygge det lige dele kreative og intuitive forhold til råvarer, hun har gjort til grundsmagen i virksomheden Eat Real Be Real.
I dag lever hun blandt andet af at lave mad til arrangementer og udvikle opskrifter. Løbende dokumenterer og deler Helene Plett Forchhammer farverige og ofte allerede halvspiste anretninger med sine 14.000 følgere på Instagram.
Med billeder af hendes små børns hænder nede i en pastaret, selfies med hvidkål og videoer af smeltet smør på nye kartofler er profilen som en slags dagbog over den mad, hun både udtænker til store middage og til sin egen kernefamilie i lejligheden på Nørrebro.
»For der skal jo fandme mad på bordet i sådan en lillebitte familie. Det kan jo være enormt hyggeligt, men det kan også være sådan lidt småensomt«, siger Helene Plett Forchhammer.
Et par meter fra hende står fem stole om det lysegule spisebord, hvor hun spiser de fleste af sine måltider. Ofte er det her, at hun længes efter energien i de store selskaber, hun nu opfordrer til at invitere til flere af i sin nye bog.
Også selv om det kræver en justering af forventningerne til både maden og stemningen.
»Det er også noget med at sænke skuldrene lidt, for så sker der alt muligt. Og alt det, der sker, det er vigtigt for os«, siger hun.
»Altså der må godt sidde nogle og blive lidt småuvenner. Det er okay«.
Går det helt galt, står den fælles grund altid på bordet. Helene Plett Forchhammer sammenligner maden med den måde, mange mænd ofte kan smalltalke om fodbold. Som noget enkelt, der skaber noget fælles.
Og på en måde er det sigende for hele det sammenkog, der udgør hendes egen tilgang til mad.
Connection til formødre
Helene Plett Forchhammer har opdaget, at hun ikke bare kan lave mad. Hun er også nødt til at være i kontakt med den.
Når hun fortæller om sit arbejde, veksler hun konstant mellem madlavningens på den ene side helt lavpraktiske niveau og på den anden side det nærmest spirituelle potentiale, et måltid også kan forløse.
Sommetider får det nærmest en salig klang, når hun skriver om »skabertrang« i sin nye bog eller om at åbne et glas henkogte tomater og »blive overrumplet af sommersolmodenhed« på sin Instagram.
»På et tidspunkt havde jeg svært ved at se mig selv i madverden, fordi jeg har svært ved at følge en opskrift og gøre tingene, så de smager præcis på samme måde igen og igen. Men så fandt jeg ud af, at mad er min måde at være kreativ«, siger hun.
Det er nærliggende at pege på ironien i at være kogebogsforfatter, når ens eget forhold til opskrifter er så udfordret, at det engang lignede en stopklods.
Men for Helene Plett Forchhammer er de månedlige langbordsmiddage også tænkt som en konkret guide til at betragte sæsonens lokale råvarer som et dogme, der ikke er indskrænkende, men kan skabe kreativitet i køkkenet.
Dels er det en hverdagsmåde at leve mere klimavenligt. Dels kan det sende hende selv ind i en nærmest åndelig tilstand.
Som dengang hun havde sanket brændenælder, skvalderkål og grønkål i det tidlige forår, hvor der stadig kun er få grøntsager i jorden, og kogte det hele sammen til den flere hundrede år gamle suppe nikål
»Og da jeg smagte på den, fik jeg bare sådan en lykkefølelse, fordi jeg bare følte mig fuldstændig connected til naturen og til alle de formødre, der har stået og lavet de her supper af grøntsager, når vinterforrådet slap op«, siger hun.
Følelsen blev forstærket, da hun serverede suppen til en påskefrokost kun for kvinder, der slubrede den ældgamle spise i sig.
Sexet grøntsagsgryderet
Netop den del er mindst lige så vigtigt for Helene Plett Forchhammer. Kulinarisk kreativitet og idealisme kan nemlig ikke stå alene, hvis folk ikke også bliver mætte.
Med andre ord er det en god idé at gøre for eksempel kulhydrater til æstetik, hvis alle skal have den gode oplevelse, der i sidste ende er det vigtigste for kogebogsforfatteren.
Selv håber hun, at langbordet kan strække sig så meget, at det også bringer forskellige slags mennesker lidt tættere sammen. For efter et år har hun selv erfaret, at mange stole i sig selv ikke er en garant for mangfoldighed.
»Jo mere jeg har nørdet langbordet, jo mere kan jeg også se det ekskluderende i det. For der vil jo altid være nogen, der ikke er inviteret«, siger Helene Plett Forchhammer.
Så selv om hun tænker, at det nok primært bliver københavnere som hende, der køber den nye bog, drømmer hun om, at de måske tager dens budskab med ud til mennesker, der ikke ligner dem.
På den måde kan den blive et slags opslagsværk, der gør det nemmere både at invitere underboen på spontant besøg og samle alle ens venner til en kæmpe fest med grøn mad.
»Jeg har lyst til at vise, hvor fantastisk det også kan være at spise bælgfrugter. Og at du godt kan invitere på en grøntsags-stew, som er sexet«, siger Helene Plett Forchammer.
Bag hende titter en par store bundter kål ud af nogle papposer på køkkenbordet som en hilsen fra efteråret udenfor.