’Jeppe på Bjerget’: End ikke en ener som Frederik Cilius kan bære en hel forestilling
TEATER. Hype kan være farligt! Thi det er desværre skæbnens onde ironi, at tårnhøje forventninger sjældent, hvis nogensinde, bliver mødt. Og det gælder også for ‘Fre …’, hov, ‘Jeppe på Bjerget’.
Holbergs udødelige klassiker handler om noget, som mange danskere kan nikke genkendende til, nemlig den jævne mand med et skodliv. Vi følger bonden Jeppe, hvis modbydelige kone Nille en dag stikker ham en pose skilling og sender ham afsted for at købe sæbe. Men Jeppe, den slyngel, hans ben kan ikke modstå at vade direkte ind til den feje Jacob Skomager (eminent spillet af Zaki Nobel) og drikke pengene op i stedet.
Ja ja, Jeppe drikker, men hvorfor, han drikker, er det, vi vil vide. Lidt i maven dulmer simpelthen krigstraumerne, for ikke at tale om de smerter, han får i ryggen af de mange tæsk fra Nilles pisk, Mester Erik.
Stangbacardi falder Jeppe i søvn på møddingen, igen, og da han vågner op som en baron i en fornem seng, er hans Oompa Loompa-lignende tjenestefolk i gang med at tage pis på ham. Over en hel dag bilder de ham ind, at han er en baron, og har tænkt sig at drikke ham fuld for at kaste ham direkte tilbage på den mødding, han kom fra. Sjovt, synes de, det er, at Hans Nådige Herre tror, han er alt muligt; nu tror han gudhjælpemig, at han er en bonde, ligesom Hans Nåde engang troede, han hed Kirsten Birgit!
Spøg og skæmt er det, indtil situationen vender, og Jeppe viser tjenestefolket det tyranniske raseri, der ligger på bunden af hans fordrukne sjæl. Indtil situationen vender, igen, og Jeppes (mis)brug af sine falske beføjelser bliver brugt imod ham i retten. Her skændes en forsvarer og anklager om retsfilosofi på latin med en morsomt tyk streg under det faktum, at publikum fatter hat.
Overtegnede er ikke en Frederik Cilius-fanboy (jeg ved, de findes), men kredit skal gives, where credit is due! Og ja, om end Cilius ikke vender Jeppes hud på vrangen og blotter hans tragiske elendighed, kan han med lethed spille en lidt fladpandet Jeppe. Af en mand af hans duelighed giver det sig selv, og han kan endda levere den forvandlede bondes replikker på sønderjysk til øregangens morskab.
Der er dog næppe noget menneske, der i sig selv kan bære en hel forestilling; heller ikke en ener som Cilius, selvom det lader til at være tanken bag produktionen.
Sanseberigelsen er ellers udmærket. Med skønne toner ledsager en operasanger og cembalist historien, mens Christian Albrechtsens scenografi og kostumedesign skinner i al sin pragt. Faktisk er det mest ved det visuelle, at vi forstår, hvad Jeppe døjer med under overfladen, som når vi ser, hvordan hans krigsmareridt ser ud.
Men der er øjeblikke, hvor forestillingen taber momentum og med en spilletid på over to timer bliver en smule langtrukken. Men bare fordi det er kedeligt, behøver det ikke at være dårligt, siger Jeppe (eller Cilius?): »Det er jo Det Kongelige Teater!«
Holberg klædt i prangende kulisser med en kendis i hovedrollen må vel være nok? Alligevel forventer jeg, at ‘Jeppe på Bjerget’ på Det Kongelige fortolker værket på en ny måde; en klassikeropsætning gerne tilføje og fjerne efter forgodtbefindende og dyppe tæerne i sin samtid.
Her er Heinrich Christensens iscenesættelse centreret om Frederik Cilius, men derudover til den traditionelle side uden de store afvigelser fra Holbergs tekst. En enkelt tilføjelse er da Cilius’ selvrefererende prolog, hvor han får sagt, at ‘Jeppe på Bjerget’ for et moderne, demokratisk publikum er et noget så reaktionært værk, selvom de fleste nok stadig er enige med moralen: at skomager skal blive ved sin læst.
Men ironisk nok er det ikke hans pointe, selvom Holbergs pointe nok er, at man i modsætning til Jeppe bør kende sig selv. Tværtimod skal vi ikke tænke for meget, som om publikumssædet var en skolebænk. For det er trættende, mener Cilius, at teaterstykker i dag skal overforklare sig selv, selvom han pudsigt nok gør nøjagtigt det samme ved at udlevere stykkets morale, før det er gået i gang. For ikke mindst også mod slutningen at kapre baronens (Holbergs?) epilog på vers, indtil nogle bag scenen beder ham om at holde kæft.
Og det samme kan du gøre, kære læser: holde din kæft, læne dig tilbage og nyde ‘Frederik Cilius på Bjerget’ – ingen kunstnerisk kraftanstrengelse, men underholdning for det højere borgerskab, som da også har revet billetterne væk.
Kort sagt:
Hvis let komik, Frederik Cilius og mundret Holberg er din kop te, er ‘Jeppe på Bjerget’ på Det Kongelige Teater lige noget for dig, hvis du tilmed har en billet til den komplet udsolgte forestilling. Hvis ikke, må du finde en anden Jeppe.