‘Crip’ er Caspar Erics hidtil største kraftudladning – det her er ikke en bog, det er en bevægelse
DIGTE. Saloondørene klaprer op. Caspar Eric ruller op til festen, han knipser en cigaretglød af, den glimter som en lille solnedgang på sin detour til savsmuldsgulvet. En »handicappet cowboy«, der insisterer, for at citere Roy Batty i ’Blade Runner’ og en tidligere Eric-bog: »I want more life, fucker«.
I forbindelse med udgivelsen af ’Crip’, Erics niende og min favorit, er der annonceret Crip-fest i Vega samt programmet ’Mødrene’ på Radio IIII, hvor han interviewer mødre til børn med handicap. Caspar Eric er sådan: Det her er ikke en bog, det er en bevægelse, en flodbølge, fuckers.
Digtsamlingen er politisk i sin dna. Vi snakker kommuneangst, Socialministeriet og BPA-ordninger. Vi snakker 44 procent af ankesager på handicapområdet bliver omgjort, 40 procent af unge arbejdsløse har et handicap.
Men det ville være en kæmpe misforståelse at påstå, at der ikke var tale om god poesi af den årsag. Tværtimod vibrerer digtene af den livsenergi, det koster crips – det ord, Caspar Eric bruger om handicap, der ikke »i sig selv anses som en begrænsning« – at wrestle med kommunen. Og hvad er digte, hvis ikke tekst, der vibrerer af livsenergi?
»Ja, der findes en særlig skønhed i det crippede«, skriver Eric, der selv har cerebral parese. Her er crip digtets råstof.
Der er ikke meget tingeltangel i den måde, Caspar Eric skriver ligefremt på hverdagens talesprog. Man kan måske sige, at han hellere bare vil forstås end fortolkes i lange analyser.
For eksempel i ‘et digt om b’: »B for en tur til Bois de Boulogne / hvor vi så en udstilling med Matisse: / han havde malet sin datter igen og igen. / hun blev opereret som fireårig / og havde et stort ar på halsen. / se, hendes handicap er også / hendes smykke, sagde du.« Her bliver den smukke iagttagelse hevet ned på jorden i samtaleform.
»Der vil ikke blive rejst noget museum for de handicappede«, står der også. Men det er ikke helt sandt, for på en måde er ’Crip’ selv et sådant museum.
Caspar Eric skriver om K.K. Steinckes socialreform af 1933, der indførte tvangssterilisering af handicappede og andre “racehygiejniske” love i Danmark, som et af de første lande i verden.
»Man anså vores død som en nådegave«, reflekterer jeget en tømmermandsramt nytårsdag i Berlin ved mindesmærket for nazisternes Aktion T4, ved hvilken mange tusinder handicappede blev henrettet, og fælder »en lille tåre: min og ikke min«. En tåre, der er med til at skrive en fælles criphistorie.
Mennesker bliver født fuldstændigt afhængige af andre, og sådan dør vi også. På den måde er det crippede et livsvilkår.
I digtet ‘paris 2024’ møder vi Jonas, der, inden han tog i krig, hellere ville dø end at miste benet: »i begyndelsen var han misundelig / på at jeg bare haltede. // nu løber han ture / på stranden / mens solen står op. // det er ofte den raske krop, der ser handicappet / som en tragedie, siger Jonas.«
Sådan er det også med faren i digtet ‘de uheldige’, der hellere vil tage en overdosis fentanyl end at ende »som en grøntsag«. Der er noget med de raskes blik på handicappede. »70 procent af den danske befolkning er usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap«, skriver Caspar Eric også.
’Crip’ handler om meget mere end Caspar Erics cerebrale parese. Der ligger mange års research bag. Han har rejst landet tyndt med foredrag, skriveskoler og politisk aktivisme og virker til at have mødt tusindvis af crips, hvis historier er flettet ind i digtene. Der er vidnesbyrd fra mødrene, der er kampe med kommunerne om at få lov at få sit hår redt og gå på toilettet.
Og Eric indrømmer den inkarnerede skam, der kan snige sig ind i hans eget blik på sine cripvenner: »her er et minde fra fysioterapien / som jeg aldrig har sagt højt: / der lugtede af pis. af manglen på tid.«
Nu er tiden kommet. Det er den fornemmelse, jeg får af at læse ’Crip’. Den er bombastisk, der er sat flere kilo på vægtstangen, der er store armbevægelser tillært fra et sundhedssystem, der gør overrapportering af egne smerter til en overlevelsesstrategi. Der er »en særlig crippet styrke«.
Man bliver konfronteret med en udadrettet smerte. Det føles som engang en af mine venner grinte alt for højt og længe af sin egen joke med næseblod løbende ned i munden. Men ’Crip’er også skrevet med en enorm ømhed og omsorg. Caspar Eric står op for sig selv og andre med den her bog, og jeg håber, statsministeren læser med.
Kort sagt:
Caspar Erics digtsamling ‘Crip’ er et wake-up-call til de “normale” og et manifest for crips landet over. Der er poetisk livsblod i Erics vidnesbyrd om ankesager, fysioterapi og sociallove, og bogen er et bevis på poesiens politiske potentiale.