Biler bryder i brand, og hjerter fryser til is i eminente ‘Kasimir og Karoline’
TEATER. Efter tidligere års succeser – først ’Stolthed og fordom’ og senest ’Marie Antoinette’ – var den tredje forestilling fra det scenekunstneriske kollektiv Regimentet med instruktør Anna Balslev i spidsen selvskrevet på listen over de forestillinger, vi har glædet os mest til i denne sæson.
De er denne gang gået i kødet på tyske Ödön von Horváths oktoberfestspil fra 1932 om ungdom, kærlighed og krisetider.
De færreste kender nok ’Kasimir og Karoline’, men tænk på den som en raffineret ’Konen i muddergrøften’. Et cautionary tale, om man vil. Hovmod står for fald, og ulykken rammer de, der ikke kan finde sig tilfredse med det, de har.
Sådan går det også (spoiler) for det unge par. Kasimir har mistet sit job, og det er et stort problem. Ikke kun af de åbenlyse økonomiske grunde, men mest af alt fordi det tvinger Karoline til at indse, at hendes fremtid og hun selv måske ikke er helt så fri og åben, som hun har gået og bildt sig ind.
Pludselig glider kærligheden til Kasimir i baggrunden til fordel for den dragende velstillede Schürzinger (Gustav Giese), der (lidt for) belejligt stiller sig til rådighed og ikke synes at have de store skrupler i forhold til Karolines forlovelse til Kasimir.
Hvad der kommer let, går let, og om lidt slukkes lysene i pariserhjulet, og festen lukker. For nogen.
De velstillede forlader festpladsen, upåvirkede af nattens strabadser, nogen endda lidt bedre stillet end de kom. De dårligt stillede, derimod, er sunket dybere ned i den muddergrøft, de ellers på hver sin måde prøvede at kravle op af.
Guldmedalje i menneskekenderi
Hvis der er noget, Balslev og co. kan, så er det at tage en historie – ofte en velkendt én af slagsen – og, som var det mørk magi, fortælle den så specifikt, at den bliver universel.
Endnu engang viser Regimentet, at de er hundredemetermestre i denne disciplin. Ikke mindst takket være et eminent karakterarbejde fra de syv skuespillere, der alle på én gang er grimme, menneskelige og velkendte – alle produkter af det, de kommer af.
Freja Klint Sandbergs Karoline er urimelig og dobbeltmoralsk, komplet styret af illusionen om sin egen fri vilje. Over for hende står den arme Kasimir personificeret af Mathias Bøgelund med hul i trøjen og et gennemtrængende blik, der under Karolines nonchalante afskrivning af ham går fra sørgmodigt over spotsk til iskoldt.
For at bryde den ellers så deprimerende skildring, kommer Sebastian Kloborgs koreografi som sendt fra himlen. Den er en blanding af folkedans og en form for overlevelsesritual og punkterer det teatralske.
Scenograf og kostumedesigner Laura Løwe har skabt et drømmesyn af en scenografi. Med et gigantisk pariserhjul som pièce de résistance fragter hun os fra oktoberfestens parallelle eventyrunivers til den kolde, golde virkelighed på parkeringspladsen udenfor. Tilsat Balder Nørskovs funklende lysdesign og en ambitiøst portion pyroteknik, når jeg til konklusionen, at Løwe har overgået sig selv.
Kostumeskiftet fra lederhosen og dirndl til almindeligt moderne tøj er manipulerende og snedigt. Det tvinger publikum til at se egne fordomme i øjnene og minder os om, at vi sagtens kan fnyse af Karolines materialisme, men vi er ikke et hak bedre selv.
99 luftballons, men kun ét problem
Her til slut et lille aber dabei og en indtrængende bøn til hele teaterbranchen: Har vi ikke snart hørt nok covers af Robyns ’Dancing on My Own’?
Hvornår blev vi enige om, at det var det perfekte underlæg til pulserende festscener med folk, der bevidst danser sig væk fra det, de burde tale med hinanden om? Jeg forstår budskabet, men med både Victor Dahl og Rumle Sieling Langdal på musikholdet, virker det altså lidt som et easy fix.
Til gengæld har ’99 Luftballons’ aldrig været bedre brugt end i Nanna Skaarup Voss’ sælsomme udgave, der rækker ud over scenekanten og blidt, men bestemt, placerer en klump i halsen på dig.
Og helt ærligt, hvis en overbrugt popsang er det grimmeste, der kan siges om ’Kasimir og Karoline’, siger det da vist det hele.
Kort sagt:
Biler bryder i brand, og hjerter fryser til is, imens livets pariserhjul kører rundt og rundt i Regimentets potente portræt af ungdommens naive higen efter mere og bedre end det, de har.