Forældrene kvæler deres børn i ung og energisk nyfortolkning af ‘Romeo & Julie’
TEATER. Et monstrum af et lilla institutionsmøbel i flere etager fylder det meste af scenerummet. Det er tydeligt, at vi er langt fra Shakespeares Verona. Det er derimod skolegården, der i Betty Nansen Teatrets nye opsætning danner rammerne for klassikeren ‘Romeo og Julie’.
Der drilles, danses TikTok-danse og sniksnakkes i krogene. Snart bryder en slåskamp ud mellem de stridende Capulets og Montagues, og pludselig er vi tilbage hos Shakespeare.
Det forpligter, når man griber fat i en klassiker som ‘Romeo og Julie’. Det er den oprindelige forbidden love-fortælling, vi alle kender og elsker og har set i et utal af fortolkninger. I denne opsætning bringer den polske instruktør Ewelina Marciniak fortællingen ind i nutiden med et ungt cast og giver den gamle klassiker et nyt ansigt – og et nyt fokus.
Selvfølgelig handler det stadig om Romeo og Julies tragedie, men mest af alt handler den om ungdommens tungsind og det (som oftest) komplicerede forhold mellem forældre og børn. Resultatet er en medrivende og velkomponeret opsætning, der især taler til et ungt publikum – uden at miste tyngden.
De fleste kender historien, så lad mig gøre det kort: Romeo og Julie kommer af stridende familier, men forelsker sig hovedkulds. I det originale værk sker dette til et maskebal, men i Marciniaks udgave er det erstattet med en privatfest. De gifter sig i smug, men ikke længe efter kommer Romeo i et slagsmål til at slå Julies fætter Tybalt ihjel, og han forvises fra Verona.
For at kunne leve med Romeo drikker Julie en falsk gift, der får hende til at ligne en død. Romeo får dog aldrig besked om planen og tror, at hun er død for alvor, så han drikker i sin sorg en gift, der slår ham ihjel. Da Julie vågner og finder ham død, slår hun også sig selv ihjel.
I denne moderne fortolkning mødes 1500-tallet og Gen Z-generationen i nye tekster af Małgorzata Czerwień, der raffineret supplerer det originale værk. Det tilføjer både ny tragedie, humor og skønne metarefleksioner, som gør værket let tilgængeligt – også for et yngre publikum.
For der er vist ingen tvivl om, at man på Betty Nansen Teatret er ude efter de unge. Titelrollen som Julie er besat af Safina Coster-Waldau, der (så vidt jeg er orienteret) debuterer på teatret med denne forestilling. Mange kender hende nok fra den populære ungdomsserie ’Salsa’, og denne forestilling taler til det samme segment.
Gen Z møder Shakespeare
Med et cast hovedsageligt bestående af unge skuespillere, flere af dem debutanter, får forestillingen et forfriskende ungt udtryk. Det forstærkes af brugen af live-kameraer på scenen, et greb der lader publikum komme helt tæt på karaktererne, og som lader til i øjeblikket at være iscenesætterens nye favorit, da tre store forestillinger, der spiller i København netop nu, bruger samme trick.
Casper Kjær Jensen vinder også vores hjerter som den unge Romeo med en problematisk far, han har svært ved at finde ind til.
Vi mærker i allerhøjeste grad den vidunderlige små-akavede teenageforelskelse, da Romeo og Julie i stilhed går rundt på scenen og rydder op efter festen. Der bliver ikke udvekslet et ord, men de stjålne blikke og det, jeg kun kan beskrive som en proptrækker-duet (nej, det er ikke noget frækt), siger det hele. Det er vidunderligt spillet af de to.
Selvom jeg kan få lyst til at dvæle ved de unge debutanter, er portrætteringen af “de voksne” i denne forestilling mindst lige så interessant. I første akt optræder de som karikaturer med uformelige proportioner og endimensionelle personligheder. Ja, nærmest åndssvage.
Det levende følelsesliv eksisterer hos de misforståede unge, der tørster efter drama og drinks. Julia Kornackas kostumer afspejler dette skel, hvor overdimensionerede skulderpuder og en let 80’er-inspireret stil understreger forældrenes tåbelighed.
Det kommer særligt til udtryk, da Lord Montague (Romeos far, spillet af Peter Christoffersen) og Lady Capulet (Julies mor, spillet af Özlem Saglanmak) kaldes ind på skolen for at tale om et slagsmål, der er opstået mellem børnene. De råber og spytter og ter sig som børn.
De forstår ikke børnene og deres behov. I forældrenes forsøg på at trække deres egne drømme og værdier ned over hovedet på deres afkom, kvæler de dem, og i sidste ende er det den uforløste familiekonflikt, der leder børnene i døden.
Denne dystre erkendelse bliver temaet for anden akt, hvor den polske instruktør har givet klassikeren en ny slutning. Her får forældrene ordet. De er blevet flået i stykker, og det er stærke billeder, når Özlem Saglanmak står drivvåd med strømpebukserne om anklerne i Mirek Kaczmarek kraftfulde scenografi og fortæller om sin sorg.
Bestemmer du over din skæbne?
Men humoren har også sin plads i denne udgave af klassikeren. Flere gange fungerer metarefleksive replikker som sjove afbræk og minder publikum om at forholde sig til det værk, de bliver præsenteret for. Her har Andreas Dissing Hyttel i rollen som Paris særligt sin time to shine. Og nej, vi kommer nok aldrig til at holde med Paris, der truer med at stjæle Julie fra Romeo, men aldrig har jeg holdt så meget af ham som denne aften.
Humoren giver forestillingen en lethed, mens den nye epilog giver plads til tragediens mørke. Og det er ikke blot sorgen, men filosofiske spørgsmål, der får plads: Har vi indflydelse på vores egen skæbne? Eller er livet et teater og mennesket en skuespiller, der mere eller mindre vidende følger en handling, allerede skrevet på forhånd?
Både teksten og scenografien, der med en stor statue af Oceanus (titanen, som ifølge græsk mytologi var søn af Himlen og Jorden), giver associationer til antikkens skæbnetro. Tanken om, at skæbnen altid vil udspille sig, kan være klaustrofobisk eller frigørende alt efter, hvem man spørger. Ikke desto mindre er det en spændende tanke at lege med, og som i dette tilfælde passer godt til forestillingens tema.
På mange måder er ‘Romeo & Julie’ på Betty Nansen Teatret en underholdende og tankevækkende nyfortolkning af klassikeren med et energisk udtryk. Den vil ikke falde i alles smag med sine mange synkrone danse-sekvenser. Men med skuespillet og æstetikken i orden er det uden tvivl en forestilling, der er værd at se – om ikke andet for at se Peter Christoffersen bælle en Tuborg Classic på få sekunder.
Kort sagt:
‘Romeo & Julie’ på Betty Nansen Teatret er en energisk nyfortolkning, hvor dans og humor møder tragediens mørke. Det er ungt, måske for ungt til nogle, men en stærk ny slutning gør oplevelsen både tankevækkende og mindeværdig.