5. Ader Error
På mange måder er det anonyme sydkoreanske designkollektiv ikke sønderligt unikke. De har i den grad forstået at tappe ind i det 90’er-kitsch flashback, som startede et eller andet sted omkring Vetements tidlige hype. Alligevel er det lykkedes Ader Error at skabe en æstetik, der nu føles meget som deres egen.
Det er ungt, unisex, oversize, farverigt, lettere fjollet og Instagram-venligt – for nu at koge det helt ned til essensen. Samtidig har 2018 været året, hvor brandet kom tættere på Danmark, da et større Puma-samarbejde af to omgange blev tilgængeligt herhjemme, ligesom at Han Kjøbenhavn fik udvalgte varer på hylderne i deres flagship store i Vognmagergade.
»Vi vil sige, at lyset endelig er blevet lukket ind«, sagde en repræsentant fra brandet, da vi lavede et mailinterview sidste år. Det var de sociale medier, han snakkede om, men i år har det bredt sig til den ‘virkelige’ verden.
4. Olivier Rousteing, Balmain
Han har i mange år haft sit eget meget distinktive take på moden med sin uniformerede Balmain Army – en hær af kvinder, som i denne post #metoo-tid kun fremstår endnu stærkere og sejere med deres 80’er-forkærlighed og massive skuldre.
Rousteing laver også herrekollektioner, men der virker hans insisterende smalle silhuetter og læderjakker mindre interessante. Det er klart på kvindesiden, at han beviser sit værd og sin relevans. Mens patchwork-agtige detaljer, læder eller metalliske materialer og korte kjoler kan man ofte genkende hans looks på den røde løber.
Vis dette opslag på Instagram
2018 har ydermere været den lille franske designers år takket være en vis popstjerne, der indtog verden med sin mand og deres ‘On the Run II’-turné. Rousteing stod nemlig bag flere power-outfits til Beyoncé – også til hendes Coachella-magtpræsentation.
Vis dette opslag på Instagram
Og så har han meldt ud, at Balmain fra januar begynder at lave couture igen for første gang i 16 år. Så Rousteing starter også 2019 stærkt.
3. Kim Jones, Dior
Med to af årets stærkeste og mest gennemførte shows og med Prins Nikolai som frontfigur, har Kim Jones bevist, at han har været den helt rette mand til at puste nyt liv i Diors herreunivers.
Jones’ streetwear-rødder har altid været essensen i hans Louis Vuitton-kollektioner, men hos Dior har de to første kollektioner vist en endnu mere elegant og luksuriøs side af Jones’ designrepertoire. Her har han fundet inspiration i modehusets couture-arkiv og fusioneret det med sin progressive tilgang til menswear, hvor formelt møder sport.
Stærkest fra Jones’ første kollektioner hos Dior står den afslappede og elegante fortolkning af pastelfarvede, lyse og metalliske jakkesæt med asymmetriske snit og løse silhuetter. Der har også været en subtil leg med femininitet, mens referencerne til Christians Diors bagkatalog af couture-kreationer har resulteret i en detaljerigdom og en finish, man sjældent har set i herrekollektioner på catwalken.
Kim Jones har samtidig samarbejdet tæt med fremadstormende designere som Yoon Ahn fra Ambush og Matthew Williams fra Alyx, og han gjort dem til fremtrædende aktører i sine kollektioner, når de henholdsvis har designet de mange smykker samt spænderne til blandt andet nyfortolkningen af den ikoniske saddle bag.
Samarbejderne med Yoon Ahn og Matthew Williams understreger ligeledes Jones’ evne til at tænke ude af boksen, når han har gjort dem til en så integreret del af sin samlede vision for Dior – en vision der står som et af de mest funklende højdepunkter i modeåret 2018.
2. Miuccia Prada, Prada
Det var nok ikke tilfældigt, at Miuccia Prada modtog den prestigefyldte The Outstanding Achievement Award netop i år ved The Fashion Awards, der løb af stablen forleden. Her blev den italienske designer hyldet for det aftryk, hun har sat på det globale modebillede igennem en årrække.
Vis dette opslag på Instagram
2018 har nemlig været Pradas år. Selvom det italienske modehus aldrig har været helt forsvundet fra radaren, har vi været vidne til et ganske bemærkelsesværdigt comeback de seneste par sæsoner, hvor Prada med hjælp fra en stærk digital tilstedeværelse (endelig!) og ikke mindst adskillige flotte kollektioner har genvundet momentum.
Samtidig har Miuccia Prada været afsender på flere af de designs, som har domineret og defineret modeåret 2018. Især Pradas sorte nylon har været allestedsnærværende til både mænd og kvinder i form af bøllehatte, bæltetasker og tøj. Også Cloudbust-sneakeren, grafiske striktrøjer og de mange skjorter i kitschede splitdesigns har været styles, man kontinuerligt er blevet eksponeret for på gaden, under modeugerne, i magasinerne, på Instagram og hos kendisser som Kanye West, Pusha T og Jeff Goldblum.
Med sin efterårs- og vinterkollektion sørgede Miuccia Prada også for at skabe en solid omgang buzz, da hun med perfekt timing relancerede Linea Rossa-linjen med det røde tag, der tilbage i slut 90’erne og start 00’erne for første gang var med til at bane vejen for den sportswear-æstetik, der nu for længst har manifesteret sig som en væsentlig del af luksusmoden.
Alligevel er det mest imponerende ved Pradas comeback i år, at det genfundne momentum ikke skyldes, at Prada har hentet en ny kreativ frontfigur ind, der har tilført et frisk pust og en ny kreativ vision, som det har været tilfældet hos andre modehuse som Gucci, Balenciaga, Louis Vuitton og senest Bottega Veneta.
Det er derimod Miuccias Pradas evne til at genopfinde sig selv og kløgtigt trække på referencer fra sine mange årtier hos Prada, der igen har gjort modehuset til et af årets vigtigste og mest relevante, og Miuccia Prada til en af årets bedste udenlandske designere. (Og så glemmer vi lige decembers shitstorm efter nogle ærgerlige abefigurer)
1. Virgil Abloh, Louis Vuitton og Off-White
Trods Instagram-profilen Diet Pradas adskillige angreb mod Virgil Abloh, som gentagne gange har udstillet hans manglende originalitet og kreativitet, har det ikke været muligt at bremse den autodidakte designer, der kort sagt har taget ejerskab over modeåret 2018.
2018 har budt på så mange nævneværdige aftryk fra Virgil Abloh, at det kan være svært at få det hele med. Han har for eksempel ufortrødent fortsat sine mange collabs, for Abloh ved, hvor magtfuldt et redskab samarbejderne er, hvis man vil opretholde sin aktualitet hos de unge forbrugere og digitale medier i det nuværende modesystem. Et nyt kapitel i det hypede sneaker-samarbejde med Nike er blevet skrevet, mens han har også designet kufferter for Rimowa, interiør for Ikea og en US Open-kollektion til Serena Williams.
Virgil Abloh har også fortsat sine gerninger som dj og lanceret diverse kunstprojekter sammen med blandt andre popkunstneren Takashi Murakami. Og så har han igen formået at skabe stærke kollektioner med Off-White, der stadig må anses som et af de mest aktuelle og toneangivende streetwear-brands.
Men det stopper ikke her. Det var også forventet, at 2018 kunne blive året, hvor Abloh ville lande en af de helt tunge poster hos et stort modehus. Det skete i marts, da han blev præsenteret som Kim Jones’ efterfølger hos Louis Vuitton. Her skrev han historie som den første afroamerikanske designer – eller Artistic Director, som Ablohs titel er – hos Louis Vuitton nogensinde.
På catwalken leverede han også varen, da han indledte den nye æra hos Louis Vuitton, hvor han med sin egen visionære tilgang byggede videre på Jones’ luksuriøse take på streetwear med hoodies, hylstertasker samt fokus på sneakers og brede silhuetter. Vi så også futuristiske fortolkninger af de klassiske LV-tasker og stærke spins på det dobbeltradede jakkesæt med tone-i-tone monogram-detaljer.
Samtidig brugte han sit nye talerør hos Louis Vuitton til at slå et slag for diversitet med den imponerende regnbuefarvede catwalk i Palais-Royals i Paris, hvor symbolikken var til at tage og føle på.
Virgil har været her, der og allevegne i det forgangne år. Og selvom det måske kan virke kontroversielt at pege på ham som årets bedste udenlandske designer, når Diet Prada så tit udstiller hans sløve kopier og lidt for tydelige referencer, så har Virgil vist, at han er en designer af tidsånden, hvor det er hele pakken, der altafgørende for succes. Det handler altså ikke kun om kreationerne på catwalken, men også om at skabe et stærkt personligt brand, der tilfører en ekstra dimension til hele universet – og det er i den grad lykkedes for Abloh at få de to elementer til at gå op i en højere enhed.
Nu bliver det blot spændende at se, om han kan stå distancen over tid og holde sig aktuel i Louis Vuitton-regi. Han viser sin næste kollektion i januar under modeugen i Paris.
Læs også: Årets fem bedste danske designere – fra de etablerede til de nye grænsesøgere