Oneida

Den degenererede New Yorker-filmskaber Abel Ferrara instruerede i 1979 et brutalt splatterorgie om en morder, der påfører sine ofre stor smerte med et elektrisk bor. ‘Driller Killer’ hed filmen, og plakaten advarede: “It will shatter you!” Samme advarsel burde nok klistres på Oneidas nye album, ‘Secret Wars’, og så kan man tage det som en anbefaling eller en advarsel.

Bandet, også fra Det store Æble, praktiserer en blanding af anarkistisk støjpunk, syret indierock og larmende postrock, der lyder som en stor og farlig fabriksmaskine i overdrive. En af de der farlige maskiner, vel at mærke, med sylespidse hakkemekanismer og kværnende tandhjul. De maskinelle funktioner er dog simple, trods deres brutalitet. Det handler om rundgange, og de leveres af guitar og keyboards, der skærer gennem kød og ben som en rundsav. Et kort, effektivt og insisterende riff loopes igen og igen og igen, indtil lytteren enten bløder ud af ørerne eller bevæger sig ind i en tordenskraldstrance.

Variationen er der dog. Nogle gange, som på ‘$50 Tea’ og ‘Capt. Bo Dignifies the Allegations with a Response’ får frontmand Papa Crazy lyst til at synge en lille popsang henover, og næsten uafhængigt af, det pulserende støjlandskab. Tempoet sænkes også en anelse i den slæbende ‘Wild Horses’, men stadig med det ene loopede riff som grundsten.

Ligesom et andet New Yorker-band, Ex Models, arbejder Oneida målrettet og anarkistisk med at nedbryde rockens efterhånden alt for faste rammer. ‘Secret Wars’ afsluttes af den mere end 14 minutter lange ‘Changes in the City’; et Twin Peaks-tema fra punk-æraen, der vil teste enhvers smertetærskel og tålmodighed. Men hvor er det rart at blive testet en gang imellem…