John Coltrane

Coltranes ‘Ballads’ fra 1962 er en af de cd’er jeg vil overveje at tage med på den berømte øde ø.

Det er ikke Coltrane i topform med fuld tryk og lange sheets of sound. Efter sigende havde han i denne periode problemer med tænder og lyd, og blev derfor anbefalet af sit nye selskab Impulse og Bob Thiele til at tage den lidt med ro, og indspille en stribe ballader. Og så er netop hans lyd på tenoren en af pladens attraktioner. Den er lys, sprød og åben, og han lyder anderledes end andre saxofonister, man kan komme i tanke om, også fordi han spiller så meget i tenorens højeste område.

Coltrane havde i årene forinden udviklet en ny og kompliceret måde at improvisere på, en måde, som er studeret og terpet af tusinder af saxofonister siden. Mange steder spidser man ører, her bruger han vist af sine landvindinger. Men ved nærmere gennemlytning viser det sig, at der ikke sker noget særlig mærkværdigt, manden kan bare med ret enkle midler forme meget smukke melodilinier.

Jeg er ikke normalt den der lægger jazz-cd’er på når der er gæster, som ikke er specielt jazzinteresserede. Men lader jeg ‘Ballads’ køre, bliver samtalen afbrudt efter et stykke tid med spørgsmålet: “Hvad er det for noget dejlig musik vi hører?” “-Nåh, det er bare Coltrane!” Det er en fin plade til stearinlys og god stemning. Misbrug? Hensigten helliger vel midlet.

CD’en rummer et udvalg på 8 fine ballader. De fleste starter lige på temaet, men I Wish I Knew og What’s New indledes af McCoy Tyner. Hans introduktioner er små mesterværker i traditionen fra de bedste pianister på det område. I det hele taget er McCoy Tyner på toppen her med lækkert anslag, lydhør og perlende.

Et nummer som skiller sig ud fra de andre er ‘All or Nothing At All’. Det skulle være det eneste som var arrangeret hjemmefra, de andre blev aftalt i studiet lige før optagelsen. Det indledes og slutter med kreativt, skævt latintrommespil af Elvin Jones. Garrison og senere Tyner kommer på med det latinagtige underlag for melodien, som er helt ny-harmoniseret – formodentlig af Coltrane selv, men sådan at man synes det er sådan komponisten skulle have gjort fra starten. Et lille mesterværk, hvor Coltrane stort set kun spiller temaet et par gange med lidt små udsmykninger.

‘Ballads’ er en rigtig klassiker. Ikke en cd som står og samler støv, men som man tager frem igen og igen. Den kan nydes både for sine musikalske og tekniske detaljer, men særlig for den ro og gode atmosfære den spreder.