VIBRATION 04: Gåte – ungtrolde i skovdis

Der svæver en hvid troldpige gennem aftendisen. Når hun åbner munden, strømmer der landskaber ud – fjelde, fjorde og nordisk fauna i endeløse horisonter. Hendes lyse uldne hår hænger tæt om de lukkede øjne. Hun får selskab. Fire andre norske skovvæsener træder ind i eventyret.

Umiddelbart ligner Gåte en ide, der er opstået i en højskoles musiklokale; det hjemmefarvede hår, genbrugstøjet og forsanger Gunnhilds purunge ansigt vækker associationer.

Ikke desto mindre er gruppen velfungerende og præcis i sine fortolkninger af nordisk oldtid. Stilen er tung og metallisk, og beskriver det specielle skandinaviske fabeltungsind. Faktisk så slående at Gåte med retfærdighed har taget faklen fra Sorten Muld, hvad det billedmæssige angår. Også selvom vokalen læner sig noget frækt op af den man fandt hos de danske historiefortællere.

En af Gåtes bærende elementer, udover Gunnhilds rullende norske skønsang, er uden tvivl den maniske metalviolinist, som med sit Fontex-face er en suveræn energi på scenen. Konstant kaster han sig rundt med sprængte buestrenge piskende omkring sig, men uden at kamme over. Guitaristen derimod synes, trods traditionelle live-intentioner, at skabe sig blot for at skabe sig, hvilket påminder ærgerligt om Gåtes lave aldersgennemsnit og den uslebne rutine, som også giver sig til kende i musikkens manglende variation. Gruppen har helt klart fundet sin stil, men det er tydeligt, at de nu dvæler tungt ved den, og spiller en noget monoton koncert, som mest appellerer til de hardcore fans.

Disen lægger sig. Troldene sniger sig smilende væk. De har fortalt deres historie, og efterlader det jublende århusianske publikum i en lille månelysning midt i skoven.