Cecil Taylor

Engang først i tresserne var vi nogle stykker, der spillede en aften i et kombineret galleri/atelier i en høj kælder hos en maler, som var en stor jazzfan.

På et tidspunkt kiggede to herrer ned og signalerede høfligt, om de måtte høre lidt på. Ret hurtigt fik jeg hvisket til min ven Finn Ledgaard, som spillede klaver: “Finn, det er altså Cecil Taylor og Jimmy Lions!” Øjeblikkelig frøs hans hænder på tangenterne, og han var tydeligt præget af situationen. Respekten for Cecil Taylor var berettiget stor. De to herrer hørte et par numre, og sagde noget pænt om musikken (de har nok tænkt deres!).
Taylor og Jimmy Lions opholdt sig i en længere periode i København, og spillede adskillige jobs i Montmartre, også med Sonny Murray (et af freejazzens hovedværker blev optaget ved den lejlighed).
Det var heftig musik dengang. Fremmedartet, kompromisløs og krævende. Men også medrivende og dybt interessant.

Sådan er det også med denne genudgivelse fra 1966 med sekstet med to blæsere og selvfølgelig to kontrabasser, som det hørte sig til. Henry Grimes, der sekunderer fint i bunden, og Alan Silva, der flipper ud med strøgne flageoletter. De to lange numre fra den oprindelige LP (én side hver) plus et alternativ take af det ene. Mest bemærkelsesværdigt er Cecil Taylor’s klaverspil, hvad enten han spiller solo eller akkompagnerer. Hele tiden aktiv, nærværende og sprængfyldt af ideer. Også på et ubegribeligt højt klaverteknisk niveau.

Advarsel: Det er ikke musik for sarte ører, men spændende at genhøre, også for sin historiske betydning. Mange elementer af Cecil Taylor’s klaverspil kan genfindes hos yngre pianister.