Sonny Rollins

Jeg købte LP’en for ca. 40 år siden af en fyr, som overspillede alle sine plader til spolebånd. Bånd var fremtiden, mente han. Jeg gjorde et godt køb, for jeg har hørt den jævnligt lige siden, og kan det meste udenad. Pladen har det stadig godt. Det er en af de hårde tunge. Nu er den her så i en splinterny CD-udgivelse med fin lyd, hvor alle står klart og tydeligt. Og her fortæller mesteren, Sonny Rollins eventyr.

I 1957 var Rollins den førende af de unge tenorer. Han spiller åbent og friskt, og kender man kun det manisk insisterende spil, han har dyrket de sidste årtier, skal man købe denne her.
Det er en udsøgt kvartet med Wynton Kelly piano, Dough Watkins, bas og Philly Jo Jones trommer. De danner det ideelle modspil til Rollins, når han vender og drejer de rytmiske figurer. Og de viser sig også individuelt fra deres bedste side. Philly Joe er helt alene bag Rollins i “The Surrey With Fringe On Top”, et dristigt foretagende, men det lykkes. Et studie-objekt for trommeslagere.
Der er også noget at lære i de mange 4/4 chase, han har med Rollins. De er mest bygget sådan op, at man tænker: “Når han det?”, og det gør han selvfølgelig, helt ubetaleligt i “Namely You”.

I samme nummer viser Kelly sit format. På 32 sekunder får han fortalt sin historie, bundet sløjfe og afleveret, alt sammen med det lækre anslag, der er hans særkende. Herligt er også hans akkompagnement i “Tune Up”, hvor han med små prik virkelig får rytmen op at køre.

Men én ting savner jeg. På LP’en kan man høre Rollins tælle for til “Namey You” ” A-one, a-two and here we go …”. Det er fjernet på genudgivelsen, tilsyneladende af Mr. Van Gelder himself. Det er da synd for de kommende generationer, for jeg har fornøjet mig over det i snart et halvt århundrede.