Kaizers Orchestra – sådan er det bare

Efter næsten tre års turné lakker norske Kaizers Orchestras koncertprogram mod enden. Tre år er ufatteligt langt tid at være på vejen, men mens mange bands sandsynligvis ville være noget brankede i sværen efter så mange gigs, forholder det sig anderledes med den gale ompa-mafia fra nord. Energien er stadig helt i top, og scenen stadig fedet op med olietønder, økseskafter og gasmasker.

Ikke at gruppen er fartet upåvirket gennem turneens væld af følelser. Et sted dybt nede i vanviddet er en stor del af Kaizers karisma blevet gennemvædet af en mørkere melankoli, et tungere blik. Men følgevirkningen er faktisk fantastisk. Det dybere anslag tilføjer en hårdhed i musikken, der passer som fod i hose med det velkendte sigøjnerinferno. I hvert fald havde nordmændene publikum i deres huler hænder på denne torsdag aften på Store Vega.

Setlisten bød på både nyt og gammelt. Klassikere som den maniske ‘Kontroll På Kontinentet’ og red-light-frækkerten ‘Mann Mot Mann’ var fine højdepunkter, men ikke så fine som den sørgmodige soldatervise ‘170’, der for alvor bøjede Kaizers nye dybsindighed i neon. Nummerets sløve tyngde fungerede desuden som et godt pusterum i et set, der mest af alt bestod af repertoirets tempofyldte numre. I den forbindelse kunne man godt savne et nummer som ‘Fra Sjåfør Til Passasjer’.

Samspillet i gruppen er afsindigt tæt og vidner om den naturlige rutine, der opbygges under så helvedes mange koncerter. Det kreative overskud leves helt ud, og sceneshowet forbliver sitrende af frimodig legelyst.

Vanen tro leverede Kaizers Orchestra ‘Gipsy-finalen’, den balkan-inspirerede understregning af en vellykket koncert, der består af ‘Sigøynerblod’, ‘Bak Et Halleluja’ og ‘Resistansen’. En rå afrunding, der ikke er til at misforstå – Kaizers er i topform, lektien er lært: vi danser ompa til vi dør. Sådan er det bare.