Hedeboe
‘Kommet for at blive’ er titlen på sidste skæring på debutalbummet af samme navn fra det danske band Hedeboe.
Og mon ikke der er noget symbolik i, at netop dette nummer er placeret i sidste ende på pladen? Det er jo her pladen stopper, og lytteren evaluerer, om det nu er en plade, man gider høre igen. Konklusionen i Hedeboes tilfælde må blive et stort rungende ja, for det ganske lille band (tre medlemmer) har fået skruet en livsbekræftende, energisk og charmerende plade sammen. Om de så er kommet for at blive rent salgsmæssigt er umuligt at spå om, men taler vi rent musikalsk, er der ingen grund til, at Hedeboe skal forsvinde lige med det samme.
Hovedmanden bag bandet er Rasmus Hedeboe, som skriver sangene selv og derefter arrangerer dem med de resterende medlemmer – trommeslager Mikkel Benn samt bassist Andreas Nielsen. At Rasmus Hedeboe er bidt af en gal guitar er tydeligt, idet legesygen og det levende guitarspil er en stor del af pladens force. Heldigvis går det kun sjældent over i rent lir, mens der ellers både bliver spillet blues, rock og pop til den store guldmedalje.
De dansksprogede tekster slipper bandet godt fra. Specielt ‘Avisen’ og ‘Du og jeg’ er vellykkede, og det kan være svært at lade være med at trække på smilebåndet.
Desværre er pladens bundniveau ikke særlig højt, og nogle svage numre skæmmer oplevelsen i det lange løb, men Hedeboe er sluppet absolut hæderligt fra debuten, som nok skal kaste nogle liveoptrædener af sig.