Manic Street Preachers

Det var varslet på forhånd. Vi vidste det godt. ‘Lifeblood’ ville markere et skifte for walisiske Manic Street Preachers. Jungletrommerne har i tiden op til udgivelsen af gruppens 7. studiealbum rapporteret, at der var langt mere poppede toner på vej i forhold til tidligere tiders bedrifter. Og sådan er det også blevet.

‘Lifeblood’ er nemlig POProck uden nogen form for provokation. Var walisernes politiske budskab tidligere en stærk kop mokka, så må indholdet på Lifeblood betegnes som en tynd kop decaf. Det rebelske udtryk er ganske enkelt glattet fuldstændigt ud. Bevares, Manic Street Preachers anno 2004 byder da på enkelte nydelige numre, et fint lydbillede og de leder flere steder tankerne hen i retning af tidlig U2 og New Order. Det gør bare ikke ‘Lifeblood’ mere interessant at lytte til.

‘The Love of Richard Nixon’ er førstesinglen – et pudsigt valg, der langt fra er det bedste, albummet har at byde på. Det finder vi i stedet i den skrøbelige ‘Solitude Sometimes Is’ eller det energiske åbningsnummer ‘1985’.

James Dean Bradfield, Nicky Wire og Sean Moore er tydeligvis blevet ældre. De herrer er efterhånden nået op i 40’erne, men det burde ikke være ensbetydende med aktivering af automatpiloten. Det er desværre i alt for stort omfang tilfældet på ‘Lifeblood’.