Ulf Lundell

Ulf Lundell bliver ofte sammenlignet med Bruce Springsteen. En sammenligning der er oplagt målt på inderlighed og den konsekvente fifty fifty blanding af ballader og hurtige rocknumre, der er på den svenske trubadurs plader såvel som på Springsteens. Sådan er det også på ‘Ok Baby Ok’, der fortsætter en tæt strøm af rockskiver – gerne med en frekvens på en samling nye sange hvert år.

Der spores også referencer til så vidt forskellige som Neil Young og The Cult. Det mellemseje drive på åbnigsnummeret – ‘Kapten Kidd’ – er som samplet fra Youngs ‘Ragged Glory’ (dog uden pigtrådsekko). Og guitarmønsteret på andet nummer, ‘Top Hat’, ligner et af dem Billy Duffy fyrer af på The Cults ‘Sonic Temple’ bare trukket mere tilbagetrukket i lydbilledet. De bedste rocknumre er de to første, hvor for eksempel tredje sang, titelnummeret ‘Ok Ok’, er uden melodi under sit monotone og insisterende rock ‘n’ roll pres.

Om pladen sniger sig over gennemsnittet på karakterskalaen er et spørgsmål om, hvor vidt balladerne bærer. Ifølge deres udsendte spejders ører så har de sidste sange på pladen kun lige netop akkordskifter og piano- og orgelklange nok til at bære igennem. Lundells univers er stadig spændende for dem, som kender det, men han bevæger sig ikke i nye retninger på ‘Ok Baby Ok’.