Kent

Umiskendelige Kent. Tryk blot på play og du vil ikke et øjeblik være i tvivl om, hvem det er du lytter til. De fem populære svenskere fra Eskilstuna er tilbage med deres sjette studiealbum, ‘Du & Jag Döden’, helt som vi kender dem: Storladen melankolsk rock fra de svenske snelandskaber iblandet den velkendte, skarpe selvironi fra forsanger Joakim Bergs skarpe pen.

Kent kommer på det nye album omkring yderpunkter som Michael Caine, Baudelaire og Robin Wright Penn. Desuden centrerer Berg i de fleste af sangene om døden, der, som titlen på pladen også angiver, er albummets centrale emne. Desværre er Joakim Bergs tekster det eneste rigtig interessante at komme efter denne gang. Det virker som om bandet ikke rigtig har rykket sig siden ‘Vapen & Ammunition’ fra 2002.

Man fristes da også til at spørge sig selv, hvorfor Kent skulle søge andre himmelstrøg, når solen nu skinner som fra en skyfri himmel på bandet? Populariteten og salgstallene har været støt stigende siden ‘Isola’ fra 1997. Men man bør kunne forvente mere af et af Skandinaviens største bands, der i stigende grad dog synes alt for selvtilstrækkelige og tilfredse.

Bandet kan dog stadigvæk kreere ørehængere. ‘Palace&Main’ og åbneren ‘400 slag’ er begge typiske Kent sange med en tung bas, kantede guitarer og et sikkert rammende hop-i-takt-på-festival omkvæd. Men balladerne ‘Klåparan’ og ‘Mannen i den vita hatten (16 år senare)’ viser egentlig et Kent, hvor bandet fungerer bedst – i de nedtonede øjeblikke med en øm Berg i forgrunden. Og det er alt i alt også nok til lige akkurat at rede den hjem – denne gang.