Allan Olsen – uden pause, tak

Det er ikke sket før, at jeg har stået i en bar, hvor andre end undertegnede har glimret ved at have et dankort udstedt af Nørresundby Bank. Igår var der to andre. Det er i sandhed eksil-jydernes fremmøde, der præger Allan Olsens koncerter i København, og onsdag aften i Pumpehuset var således betemt ingen undtagelse, hvor bredden i det danske sprog blev luftet såvel på scene som på gulv.

Ondagens koncert var delt op i to: Før og efter pausen. En pause, som vel at mærke var lagt ind efter godt en halv times optræden, og som næsten blev lige så lang som dette første set.

Olsen og det fire mand store band lagde ud med en flot og intens ‘Find en plads i byen’ efterfulgt af to numre fra albummet ‘Jern’, ‘Rødt jern’ og ‘Stille morgen’, hvor særligt førstnævnte udmærkede sig ved at have fået tilsat lidt country-lyd. Herefter kom radio-hittet fra nyeste album ‘Gæst’, ‘Statsministerens undergrund’, der virkelig fik det fyldte Pumpehuset til at gynge, og man stod med en klar fornemmelse af, at denne aften kunne blive en af de helt store. Ikke desto mindre kaldte Olsen til pause. Hvorvidt dette var planlagt er ikke til at sige, men det kom som et dybt stød i mellemgulvet, og hverken publikum eller stemning kom sig helt ovenpå den halv time lange pause, som heldigvis er en af de ting, som de fleste optrædende kunstnere har lagt på hylden.

Da scenen atter blev indtaget var det op ad bakke, og selvom sikre kort som ‘Op til Alaska’, ‘Balladen om Rosa’, ‘Aston Martin 66’ og ‘Vi lå jo i Herning’ i sin særlige country-live-version og både Olsen og band leverede varen, så kom festen aldrig helt tilbage på rette spor. Synd, at et så simpelt fejltrin skal forstyrre en aften, hvor historierne fra Olsens mund, som altid, var fulde af vid og humor, og hvor det utroligt velspillende og sammenspillede band leverede en stor og engageret optræden.