Garbage

Shirley Manson og drengene er tilbage med deres fjerde studiealbum. På en eller anden måde er det lidt synd, for man kan høre at de stadig gerne vil lave musik til folket, men tiden er efterhånden rendt af sted med Garbage. De sidste år har ifølge bandet været en hård kamp for overhovedet at få lysten og samarbejdet til at køre, og Manson har udtalt, at det er et mirakel at albummet blev til noget.

Det kan man desværre høre på de 11 skæringer, der ikke rigtig byder på noget nyt. Der er skruet gevaldigt op for guitarerne, men alligevel tilfører det kun en art pseudo-energi, for lyden er ganske kedelig og konform. Det er som om, at Garbage i ren desperation forsøger at rocke støvet af deres sorte tøj, men har glemt at gøre rent i studiet inden.

“Why Do You Love Me” hedder førstesinglen, der er et up-tempo powerpopnummer, med potentiale for at indfange trofaste fans og et punket riff, der lyder som snydt ud af næsen på et gammelt Sugar Ray nummer.

Men på et album, hvor gruppen søger tilbage og ind mod et mere råt og rocket udtryk, er det ironisk nok de mere poppede sange der fungerer. Det gælder for sangen “Run Baby Run”, der melodiøst formår at bore sig fast på nethinden og udmærket kunne blive en ny filmsingle. Derudover er der også juice i et nummer som “Metal Heart”, hvor Shirley Manson igen bliver den dunkle pops svar på Madonna.

Garbage er et sjældent eksempel på et band, som har overlevet på en lyd, der stadig er genkendelig fra deres debut i midthalvfemserne. Det bliver uoriginalt i længden, men midt i al kritikken skal det indrømmes, at de samtidig lyder så sammenspillede, at man når albummet slutter, sidder tilbage med en brændende lyst til at høre dem live. Bare lade ens ører blive sønderrevet af deres guitarer og bløde som dem.