Gorillaz

Okay, numre som ‘Clint Eastwood’ og ’19/2000′ var næsten umulige ikke at holde af, men hvem havde for alvor en klar idé om, hvad gorilla-drengene havde gang i, da de præsenterede verdens første fiktive band? Var det en konceptuel genistreg eller blot et velsmurt PR-stunt?

Uanset hvad, så er Gorillaz stadig nakkenikkende cool og sande mestre, når det gælder utænkelige beats og melodier. Men denne gang er skyggesiden mere markant, for tusmørket har sænket sig over abelandet; en beskidt skumring, som ikke blot gør billedet mere alvorligt, men også mere unikt. Ideerne har fået frit løb, og resultatet er en intet mindre end suveræn opvisning i originalitet og genremæssige flettekundskaber.

Alt bliver prøvet af, tung og gnistrende hiphop, digitaliseret rock, funky electro og alt-hvad-remmer-og-tøj-kan-holde-til indenfor skæve strukturer. Ind imellem hver for sig, men rigtigt ofte på én og samme tid. Og det er med tungere skridt, større nysgerrighed og en langt mere makaber fantasi.

Har man nogensinde tvivlet på 2D, Murdoc, Noodle og Russel, bør denne udgivelse eliminere enhver lyttermæssig vaklen. De er tilbage i overlegen stil, og streger såvel som farvelægning er federe end nogensinde.