The Others

Fucked up på stoffer, kæreste med en transvestit og forsidehistorie i NME – Dominic Masters, forsanger i det hypede engelske band The Others lever livet på kanten og giver fingeren til det etablerede samfund. Men hvad der lyder som en rock’n’roll tilværelse lige efter bogen, er også historien om en generation af fortabte, forsømte og desillusionerede unge, sat uden for samfundet og for hvem musikken ikke er en vej til berømmelse, men nærmere en vej ud af elendigheden.

Debuten er aggressiv og punk’et, selvom begrebet punk ifølge The Others efterhånden ikke længere har nogen mening. Udtrykket er råt og ærligt, når Masters med snavset engelsk accent hæst synger om Liverpools fattige udskud og giver budskabet videre til alle outsidere – at I er ikke alene! Her betyder budskabet nemlig mere end den måde det serveres på, som er charmerende skramlet garagerock med skrigende guitar og pumpende bas. Små melodistumper indleder simpelt og effektivt lange instrumentale introer som i ‘Johan’ og ‘William’ og i ‘This Is For the Poor’ hører man stemmen fra den engelske underklasse i sin desperate virkelighed: “This is for every disappointment, this is for the poor, not you rich kids!”

Det er politiske statements, der kommer fra The Others, i tider hvor England ellers oplever økonomisk vækst og fremgang. Statements om dele af en generation tabt på gulvet og fejet ind under gulvtæppet. Og denne knytnæve i ansigtet på mellemklasse-England, er måske en af grundene til at The Others oplever så stor interesse omkring sit virke.

Selvom The Others er deres egne, hører man inspiration fundet i bands som Smiths, Sex Pistols og Joy Division – fandenivoldskhed, energi og samtidig ganske habile små melodier og ikke mindst noget på hjerte.