Ginman de Luxe + Bugge Wesseltoft – nordmænd kan også være seje
Min torsdag aften i Øksnehallens superlækre, industrielle omgivelser startede med Ginman de Luxe. Jeg havde virkelig set frem til denne koncert, og godt nok havde jeg kun penge til én øl, men det blev fuldt opvejet af Ginmans lapsede og helt igennem tilbagelænede fremtoning. Lennart Ginman er en diskret men autoritativ bandleder, der forstår at holde sig i baggrunden og give sine musikere den plads, de skal have. I første omgang havde jeg godt nok tøvet ved tanken om Tue Track på turntables og vietnamesiske Ho Hoai Anh på enstrenget Dan Bau, men jo tak, det virkede. Nikolaj Torps bund af en elektronisk lydflade lagde et solidt fundament for bandets urbane, loungede (og humorfyldte) lyd.
Ginman er en dygtig mand, men måske mistede han en lille smule fremdrift midtvejs, og jeg brød mig ærligt talt ikke om Claus Hemplers (i mine ører) noget monotone sang. Men disse skønhedspletter var snart glemt i glæden over den fuldstændigt eksplosive Bugge Wesseltoft, aftenens hovedattraktion. Det meste af tiden virkede den karismatiske nordmand nærmest som et vildt dyr, der var spærret inde bag sine keyboards, mixerpulte og computere. Han hoppede rundt, dansede og sled i det som en bryggerhest. Folk klappede og råbte og skreg og ville simpelthen ikke lade ham gå.
Hvor Ginmans arrangementer var traditionelle i deres dynamik om ikke i deres lyd, var Wesseltofts show en komplet bevidsthedsudvidende oplevelse. Der blev ikke sagt meget, og musikerne virkede lukkede om sig selv. Som publikum havde man fornemmelsen af, at være vidne til noget meget, meget intimt, men noget intimt, som man fik lov til at tage del i. (“Nå,” husker jeg, jeg tænkte, “så det er sådan, der ser ud inde i en nordmands hoved…”) Her blev man lukket ind i et mørkt, pulserende og ambient elektronisk univers, som bare blev mere og mere intenst efterhånden som koncerten skred frem. Da Bugge spillede sidste ekstranummer klokken 25 minutter i to om natten, blinkede jeg en enkelt gang og undrede mig over, hvordan i alverden jeg dog var endt til et rave.
I hvert fald havde jeg det bagefter som efter en brandert, jeg ikke havde lyst til at vågne op af.