John Cale – sid pænt, far spiller rock!

Postpunkens danske kändisser glippede en ekstra gang med øjnene, da de tirsdag mødte op til koncert med ikonet John Cale.

I Vegas store sal var der stillet stolerækker op som til en klassisk koncert, og opslag på dørene formanede rygeforbud. Under et nøgternt og næsten ubevægeligt teaterlys stod det klart, at John Cale, ligesom sin gamle kollega/rival Lou Reed, har overbevist sig selv om, at rockmusik er kunst og skal behandles med ærbødighed og respekt.

En højst besynderlig beslutning, når Cales band nu kunne levere en gang gedigen rock’n’roll. Det føltes ganske enkelt akavet at sidde ned og headbange, mens de unge musikere spillede tungt, tight og trashet – og præcis så vildt, som onkel John havde bedt dem om. Og under en energisk udgave af den gamle ‘Dirty-ass Rock’n’Roll’ slog det mig pludselig, at hele arrangementet måske var en bizar joke.

Men imod alle odds var det netop de mest rockede numre, der stod distancen. John Cale har skrevet riff-baserede sange, som i stædig primitivitet kan måle sig med rockens tungeste klodser fra Black Sabbath til Nirvana. Og bandet afleverede dem med et indædt punch, der gjorde ham fortjent til titlen som grungens egentlige bedstefar.

Mere tvivlsomt fremstod den singer/songwriter-agtige del af repertoiret. Tekstligt har John Cale formået at skabe sit eget univers af ildevarslende antydninger og beskrivelser af menneskeskæbner på evig rejse, afleveret med denne både vejrbidte og distancerede vokal. Men musikalsk fremstår han som den ferme håndværker, der dog aldrig har formået at skrive sange af samme kaliber som sine samtidige kolleger.

Rart at høre, at John Cale har genopdaget sit indre rocksvin (hvilket også skulle fremgå af hans nye album). Men må vi ikke godt få lov at danse næste gang?