Picnic

Picnic. Alene navnet giver ufravigeligt flash-backs til mine glade gymnasiedage i midthalvfemserne. De dage, da kroppen var ung og ny nok til at kunne drikke en halv kasse af Nettos de billigste den ene aften og bestride sit studiejob dagen efter uden de tømmermænd, der med alderen er blevet en fast bestanddel af ethvert forsøg på at gå Charles Bukowski i bedene. Specielt 1995-albummet ‘Lemming Nation’ og dets højenergiske punk-funk-eskapader husker jeg som noget ganske specielt.

Men hvad har Picnic så slæbt med til deres første albumudgivelse i det nye årtusind? Tjah, egentligt er der ikke meget på ‘Maximum Misery Tour’, der lyder som om, det er et album fra herrens år 2006. Picnic spiller stadig en jazzet punk-funkfusion, der henter fra både Herbie Hancock og Primus, og selvom de på åbningsnummeret ‘Dopy Dick’ også forsøger at kaste lidt prog-rock ind i mixet, så kommer man ikke udenom, at Picnic i 2006 simpelthen lyder som et band, der har levet i deres egen lille tidslomme, mens den musikalske verden omkring dem har rykket sig betragteligt.

Numre som ‘The Flu’, ‘Sorenzos Favourite’ og ‘Lucky Day’ lyder med deres tomgangs-slagbas og Hendrix/Frusciante-guitar-licks mest af alt som pasticher over en musikalsk form, der måske var frisk og lettere avantgarde for ti år siden, men som i dag bare lyder frygteligt bagstræberisk og egentligt lettere søvndyssende. Lidt bedre bliver det, når Picnic på ‘Slow Stopping Motion’ skruer ned for deres indre funk-hund, skruer op for synths og Rhodes og arbejder med en mere stemningsmættet og tilbagelænet progrock-loungestemning. Men selv her bliver de holdt tilbage af en produktion, der virker skrabet og halvfærdig.

Picnic er tilbage, men det er nærmere trestjernet salami og Seven Up end østers og champagne, de har lagt i kurven denne gang.

Picnic. 'Maximum Misery Tour'. Album. Barking Records/VME.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af