Langhorne Slim

Efter sin noget uforløste ep ‘The Electric Love Letter’ fra 2004 er Langhorne Slim nu ude med et debutalbum, der fremstår mere både målrettet og renskuret end forgængeren.

Det er med nallerne dybt nede i americana-kagedåsen, man løber på Langhorne Slim. Det er lyden af blues, folk, rock og mest af alt honky tonk, der fylder. Ikke traditionel honky tonk, der kredser om provinsbyens ølbællende lørdag aften med musik og dans, men en moderne storby-honky tonk med Slims eget vibrerende hood Williamsburg, New York, som den store inspirationskilde.

‘When The Sun’s Gone Down’ er et spraglet lydbillede af liv og glade dage iscenesat af en manisk omgang banjospil, en ordret strøm af ord og livskraftige melodier. Kludetæppet af de krydsende genrer fremstilles fængende og intenst gennem Langhorne Slims charmerende og knastørre (nogle vil uden tvivl sige irriterende) vokal og et orkester, der med sin klimpren og klampen, bimlen og bamlen hakker sig på ægte gademusikantvis gennem albummets numre. Altsammen bidrager det til en skæv charme, der dog visse steder bliver en tand for intermistisk.

Alvoren har trange kår, men hvor den findes, står den godt. På numrene ‘Mary’, ‘Drowning’ og ‘Checking Out’ (som dog ikke er Langhorne Slims eget) mærker man, at Langhorne Slim er til andet end sproglege og ramlende cirkusmusik. Det virker tungt uden at blive syndigt, og man kan godt ærgre sig over, at han ikke i højere grad har turdet binde an med den side af sagen.