We Are Scientists

Der er fart over feltet på de spillelystne New-Yorker-fyres debutudspil. Lige fra første nummer står det klart, at We Are Scientists – trods deres amerikanske baggrund – lægger sig i slipstrømmen fra den britiske postpunk-stil, som har haft så mange nye skud på grenen de seneste år, som Franz Ferdinand, Kaizer Chiefs og Maxïmo Park.

Orkestret pumper fremdrift og drive i alle numrene med frække, lette trommer, tunge basgange og hæsblæsende guitarer. Svagere er Keith Murrays vokal, som aldrig rigtig trænger igennem eller bliver vanvittigt spændende. Nok tygger de unge knøse drøv på en græsgang, som er velbevandret. Men de gør det med en energi og et så forrygende tempo, at man ikke kan lade være med at blive revet med. At det hele er knap så originalt, bliver hurtigt glemt i festens flygtige hede.

Numrene er medrivende og iørefaldende og har den slags omkvæd, som man kan synge med på efter en enkelt gennemlytning. Det er umiddelbart en hektisk, kortvarig nydelse, men mens det står på, ansporer det da kraftigt til hoppedans og luftguitar. I We Are Scientists’ laboratorium bliver der ikke opfundet nye, spændende formler, men der bliver til gengæld danset på bordene, så kolberne vælter, og væskerne syder i reagensglassene.