Battles – overlegen rytmegymnastik

Det kan godt være at Battles ikke leverer sange til de kommercielle radiostationers playlister, men jeg skal love for at de er melodiøse i deres avantgardisme. Pakket på få kvadratmeter med de to guitarister/synth-freaks Ian Williams og Tyondai Braxton, som hver deres yderpunkt, lystigt svajende til de lettere monotone, men afsindigt dansable beats fra det fænomenale midtpunkt af en trommeslager John Stanier (Helmet) og bassrytmer fra Dave Konopka.

Battles leverede varen på det besjælede spillested Volksbühne i Berlin mandag aften med fænomenalt sammenspil, og især Stanier på trommerne var hele billetprisen værd. Afsindig tight formåede han at gøre det, som ofte er det elektroniske beats svaghed – det kolde maskinelle – til noget varmt og levende. Selvom det kræver meget præcis repetition (og helt sikkert ualmindeligt gode armmuskler) gav det tifold igen til musikken, når det organiske på den måde mødte det stringente. Og på den måde lever Battles op til deres ambition om at lade rocken dræbe elektronicaen igen.

Det er det stramme kontra det kaotiske, det professionelle sammenspil kontra det løsslupne, der gør Battles til et ekstraordinært orkester, som jeg er overbevist om at både electronica-, hiphop-, funk- og rockfolket vil kunne falde i svime over. Det er Williams og Braxtons leg med hinanden, der yderligere imponerer, når de begge står og balancerer på en fod mens den ene hånd spiller guitar, og den anden keyboard, som i en afsindig jazzet jamsession. Det ene øjeblik tænker man, at det her er lyden af en ny nationalhymne, og det næste øjeblik er det som et futuristisk western-soundtrack på vej ud over Mars’ stepper.

Eneste grund til at der ikke er seks stjerner på tavlen, er at den flotte sal kun bestod af siddepladser, og dermed lagde en dæmper på den synergi et dansende og svajende publikum ville have fuldendt oplevelsen med.